Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 118

118 —
i flere Retninger, hvad efterfølgende Sider skal forsøge at klar-
lægge.
Den anden Type bliver ved gammel Slendrian og siger som
saa: Vi har lært den Kunst at undvære, ja, mangle haardt.
Hvis det bliver Uaar, da kan vi lære mere endnu.
2. Faareavlen har fra gammel Tid været betragtet som
den langt vigtigste Side af Landbruget. At jage Faareflokken
paa Fjældet, samle den om Efteraaret og jage den ned til Byg-
derne igen og derefter hver Dag gaa og se efter om alle er
der —, det regnes for den mest oplivende Del af Landlivet.
Kreaturpasning har været, og er for saa vidt endnu, noget helt
andet. Paa næsten enhver Gaard har der da ogsaa kun været
holdt et Antal Koer lige akkurat tilstrækkelig til den hjemlige
Forsyning af Mælk og Smør. Nu, siden Mejeriernes Opkomst,
er en stor Forandring imidlertid indtraadt. Men den har end-
nu ikke bevirket en Forøgelse af opdyrket Land — hvad der
dog sikkert kan ventes med Aarene. Forøgelse af Kvægbrug
vil nemlig medføre en betydelig Gødningsforøgelse. Og en om-
hyggelig Pasning af Malkekøer vil lære Bønderne at gøre mere
Forskel paa forskellige Kvaliteter af Hø. Ved Faarepasningen
opdages det ikke saa let, om dette eller hint Hø er ringere af
Næringsstoffer. Faarene lukkes sædvanlig ud daglig og gnaver
selv en Del ude, saa Fodringsresultatet trænges tilbage. — Af
denne Grund, at Faarene er i Stand til at bjærge sig selv saa
meget, er disse Dyr saa afholdte. Bonden kender sine Faar,
og han stoler paa dem. Han ved de i umindelige Tider har
forsynet hans Slægt med Uld, Skind og Kød, han ved, de er
uhyre haarde og nøjsomme af Natur, hvilket er sandt. Men,
at den islandske Faarerace sikkert er én af de mindste og let-
teste Europa over — det er ikke saa almindelig bekendt. Man
kan leve af Faareavl næsten udelukkende. Og Faarene kan
næsten ogsaa bjærge sig selv hele Aaret rundt, ellers, hvis Vin-
teren bliver særdeles haard, saa har man fra 50—150 Hestelæs
Hø til 100 Faar! Paa disse og lignende Muligheder lever en
Mængde Bønder, — og undlader at pløje, harve og gøde Jor-
den omkring Husene.
Jeg er ikke blind for, at Faareavlen paa ingen Maade maa
ringeagtes. Ej heller den islandske Faarerace, ej heller Ud-
græsningen, der kan være et Hjælpefoder. Det vil blive van-
skeligt at finde Dyr, der betaler sig bedre end dem. Men som