Atuagagdliutit - 15.12.1955, Blaðsíða 9
Den gamle renjæger
Langt inde, bag kuplet kyst-
land, hæver tågen sig over dugvæ-
det renland.
Landet ligger lagdelt af tåge-
banker, der ligesom hæver åse-
ryggene i vejret.
Som tågen viger, vokser sorte
stenrovser, gule lier og bratte
stup som suget op af det sig hæ-
vende grå — landet er rigt besået
af søer.
— Å, det store renland.
Nogle blankpelsede efterårsre-
ner stryger over en moræne på
svampeæde, snart i luntetrav,
snart mulende jorden. I zig-zag
går det grådige jag.
Ved randen af en stenstrøget
vold ligger en vel kamoufleret
skydepost, livløs tilsyneladende.
Dog •— imellem skydepostens
to adskilte topsten stirrer et par
sammenknebne øjne uophørligt
på renerne, der med mulen helt
nede ved bakken kommer nærme-
re og nærmere.
Gamle Putugok sidder ubevæge-
lig som en sten. Mange jagters er-
faringer lader ham vide, at rener-
nes nedarvede instinkter — trods
det vilde modjag — vil føre dyre-
ne tæt forbi ad trækvejen.
I det bakkede terræn har Putu-
gok kun glimtvis syn med dyrene.
Han kaster et blik på sit våben,
bue og pil, og strammer prøvende
den gule kobberemstreng. — En
fryd jager op gennem hånd og
arm ved buens spænstige eftergi-
venhed.
Med mellemrum „vejrer*1 han
morgenbrisen ved at plukke et
dun af sin fugleskinds inderpels.
Dunet hvirvles let mod hans nak-
ke. En lille krusning om øjnene
røber en glædelig sindsbevægelse.
Vuggende horn skyder i vejret
to pileskud fremme. „Rener, re-
ner“ hamrer det taktfast i hans
hjerte.
Dyrene nærmer sig. Jægerens
øjne er livløse, matte. Den store
jagtspænding besjæler ham helt
cg holdent. Bag det kolde ydre
ruller blodet hedt. Hvis jagtheldet
følger, springer også glansen frem
i hans øjne.
En gammel semle passerer,
„varsemlen**, der fører an. På rap-
pe fødder drages de andre dyr ef-
ter, som bagtrop skrider en talg-
flommet buk. Putugoks øjne viger
ikke fra den. Jagtvarmen pipler
ud af næseporerne. Under det bre-
de pandebånd, der holder det lan-
ge hår på plads, perler sveden ned.
Ak, hvem kender ikke denne'
spænding ved synet af en blank-
pelset vildren på skud.
Man fornemmer duften af det
varme blod og grydens landduf-
tende kog. Man er ikke i pagt med
nuet. Man er ved oprindelsen, ved
kulturens første skridt mod tin-
den. Da strammer Putugok sin
smidige streng. Pilen flyver. I det-
te nu knyttes generationer. —- Et
svup, pilen kiler sig fast i skulder-
bladet, lidt for højt til at dræbe.
Det store dyr lammes i anslaget,
men kun et øjeblik. Så kaster den
hornene tilbage over ryggen, og
Tanker ved min fars rensdyrpile
som et fortættet muskelbundt
sparker bukken af vej, så grus og
sten fyger. På bladet suser styre-
fjerene fra det dirrende pileskaft.
Putugok kaster sig fremover i
sporet — og hans gråsprængte hår
står som en hale efter ham.
I venstre hånd holder han buen
og tre påskruelige pilespidser af
horn, tre forskellige former, samt
et kort hjertespyd.
Imidlertid har det fastspiddede
pileskaft skruet sig af, og det
hvirvler til jorden. Putugok griber
det og påskruer en ny spids, der
har form som en lansespids. Han
vinder godt ind på det bladede
dyr, hvis sølvgrå side nu er blod-
farvet. Atter suser en pil, der spid-
der sig fast lige bag skulderbladet.
En kort stund, der koster bukken
dens sidste kraftudfoldelse, for-
længer afstanden mellem jæger og
bytte.
Brat stopper bukken op. Blodet
siler ud af munden på grund af
lungetræffet fra sidste pil.
Atter har Putugok en pil på
strengen. Et hvin fra strengen —
et svup. Dyret styrter til jorden
med en modhaget hornpil i hjer-
tet. — Da dyret stadig sparker, ja-
ger Putugok hjertespydet ind mel-
lem ribbenene og forender det.
Putugok trækker pilespidserne
ud og drikker af det stærke blod.
Med bloddryppende overskæg la-
der han sin enkle sang gjalde ud
over det tyste renland. Bagefter
slikker han sine pilespidser rene
for blod.
— Så fældede Putugok sit bytte.
1 gamle dage, da vildrenerne
var så mange i tal, at man kunne
vente dem ved skydeposter, rejst
ved trækvejene, kom bue og pil til
deres fulde ret, thi man slap for at
snige sig tæt ind på vildtet og risi-
kere at skræmme det ved den
mindste støj.
Pilene var todelt, af så snedig
konstruktion, at den stod mål med
harpunens.
Af pilespidser fandtes flere ty-
per, nogle med, andre uden mod-
hager. Disse spidser var gjort af
renhorn af den mest udsøgte
struktur. Havde man jern ved
hånden, forsynede man „forpilen**
— den pil, der først affyredes —
med en jernod. Spidsen, der er et
stykke nede var forsynet med en
modhage, kan vi betegne som
„blodspidsen**, idet den lille jern-
od ved dyrets bevægelser over-
skår blodkar og muskelvæv.
De andre spidser kaldte man
„nangautit**, hvilket vil sige „nå-
desstødere", eller de der forkorter
renens liv. Alle typer var lange —
fra over 30 cm ned til ca. 20 cm.
Som pileskaft brugtes træ, en ko-
stelig vare under arktiske strøg.
Derfor var vel spidserne også lan-
ge, så lange, at man forkortede
skaftet til ca. 60 cm.
Hver hornspids var på enden
forsynet med kort, stærkt tilspid-
set, venstregående gevind med to
drejninger, så de kunne påskrues
træskaftet.
Når pilespidserne havde sat sig
fast i et dyr, arbejdede skaftet sig
fri af spidsen — ved hjælp af
modtrækket fra styrefjerene og
dyrets bevægelser — og faldt til
jorden. En genial opfindelse til
besparelse af træ. Således kunne
en veltrænet jæger bruge et godt
og solidt træskaft mange, mange
gange, måske til flere dyr samti-
dig, ved at påskrue nye hornspid-
ser, hver gang skaftet faldt til jor-
den. Ved dette system var jæge-
ren tillige uhæmmet af et tungt
pilekogger, og det gjaldt om at
være hurtig. Sidste fase af oven-
nævnte jagt måtte foregå i vildt
løb.
Foruden pilene havde jægeren
som nævnt et hjertespyd, „angui-
lerut**,. der var en kende kortere
end en komplet tpil. Også hjerte-
spydet bestod af to sammenskru-
elige dele, men gevindet havde 4
drejninger.
Samme ide som i ren s dyr]) i len s
konstruktion går igen i harpunen,
der omend på en lidt anden måde
frigør sig fra byttet. Mon den es-
kimoiske rensdyrpil har været
forbillede for sælharpunen, da
eskimoerne forhen slog sig ned
ved havet og der begyndte at jage
sødyr?
Vedlagte tegning efter en skit-
se af min far vil bedre end ord
berette sit stiltiende sagn.
Da Putugok havde transporte-
ret sit bytte til kysten, „efterlod**
han til kommende slægter sine 4
pile. Disse blev fundet i en fjeld-
sprække i Egedesminde distrikt.
Hemmeligheden om, hvor mange
år der siden Qr henrundet, ligger
begravet i de vejrbidte våben.
Død mands våben skabte liv om
død mands dåd.
Jens Rosing.
ilulissat iluserpagssuakarput. oKalugbssCp napassuliaussåva Upernaviup aVatft»e uvdlåkut putsumit akisugilpoK.
De grønlandske isfjelde kan antage fantastiske former. Dette domkirkespir dukkede frem fra tågen en tidlig morgen udfor Upernavik
Foto: P. Brandt.
9