Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 15.12.1955, Blaðsíða 9

Atuagagdliutit - 15.12.1955, Blaðsíða 9
Den gamle renjæger Langt inde, bag kuplet kyst- land, hæver tågen sig over dugvæ- det renland. Landet ligger lagdelt af tåge- banker, der ligesom hæver åse- ryggene i vejret. Som tågen viger, vokser sorte stenrovser, gule lier og bratte stup som suget op af det sig hæ- vende grå — landet er rigt besået af søer. — Å, det store renland. Nogle blankpelsede efterårsre- ner stryger over en moræne på svampeæde, snart i luntetrav, snart mulende jorden. I zig-zag går det grådige jag. Ved randen af en stenstrøget vold ligger en vel kamoufleret skydepost, livløs tilsyneladende. Dog •— imellem skydepostens to adskilte topsten stirrer et par sammenknebne øjne uophørligt på renerne, der med mulen helt nede ved bakken kommer nærme- re og nærmere. Gamle Putugok sidder ubevæge- lig som en sten. Mange jagters er- faringer lader ham vide, at rener- nes nedarvede instinkter — trods det vilde modjag — vil føre dyre- ne tæt forbi ad trækvejen. I det bakkede terræn har Putu- gok kun glimtvis syn med dyrene. Han kaster et blik på sit våben, bue og pil, og strammer prøvende den gule kobberemstreng. — En fryd jager op gennem hånd og arm ved buens spænstige eftergi- venhed. Med mellemrum „vejrer*1 han morgenbrisen ved at plukke et dun af sin fugleskinds inderpels. Dunet hvirvles let mod hans nak- ke. En lille krusning om øjnene røber en glædelig sindsbevægelse. Vuggende horn skyder i vejret to pileskud fremme. „Rener, re- ner“ hamrer det taktfast i hans hjerte. Dyrene nærmer sig. Jægerens øjne er livløse, matte. Den store jagtspænding besjæler ham helt cg holdent. Bag det kolde ydre ruller blodet hedt. Hvis jagtheldet følger, springer også glansen frem i hans øjne. En gammel semle passerer, „varsemlen**, der fører an. På rap- pe fødder drages de andre dyr ef- ter, som bagtrop skrider en talg- flommet buk. Putugoks øjne viger ikke fra den. Jagtvarmen pipler ud af næseporerne. Under det bre- de pandebånd, der holder det lan- ge hår på plads, perler sveden ned. Ak, hvem kender ikke denne' spænding ved synet af en blank- pelset vildren på skud. Man fornemmer duften af det varme blod og grydens landduf- tende kog. Man er ikke i pagt med nuet. Man er ved oprindelsen, ved kulturens første skridt mod tin- den. Da strammer Putugok sin smidige streng. Pilen flyver. I det- te nu knyttes generationer. —- Et svup, pilen kiler sig fast i skulder- bladet, lidt for højt til at dræbe. Det store dyr lammes i anslaget, men kun et øjeblik. Så kaster den hornene tilbage over ryggen, og Tanker ved min fars rensdyrpile som et fortættet muskelbundt sparker bukken af vej, så grus og sten fyger. På bladet suser styre- fjerene fra det dirrende pileskaft. Putugok kaster sig fremover i sporet — og hans gråsprængte hår står som en hale efter ham. I venstre hånd holder han buen og tre påskruelige pilespidser af horn, tre forskellige former, samt et kort hjertespyd. Imidlertid har det fastspiddede pileskaft skruet sig af, og det hvirvler til jorden. Putugok griber det og påskruer en ny spids, der har form som en lansespids. Han vinder godt ind på det bladede dyr, hvis sølvgrå side nu er blod- farvet. Atter suser en pil, der spid- der sig fast lige bag skulderbladet. En kort stund, der koster bukken dens sidste kraftudfoldelse, for- længer afstanden mellem jæger og bytte. Brat stopper bukken op. Blodet siler ud af munden på grund af lungetræffet fra sidste pil. Atter har Putugok en pil på strengen. Et hvin fra strengen — et svup. Dyret styrter til jorden med en modhaget hornpil i hjer- tet. — Da dyret stadig sparker, ja- ger Putugok hjertespydet ind mel- lem ribbenene og forender det. Putugok trækker pilespidserne ud og drikker af det stærke blod. Med bloddryppende overskæg la- der han sin enkle sang gjalde ud over det tyste renland. Bagefter slikker han sine pilespidser rene for blod. — Så fældede Putugok sit bytte. 1 gamle dage, da vildrenerne var så mange i tal, at man kunne vente dem ved skydeposter, rejst ved trækvejene, kom bue og pil til deres fulde ret, thi man slap for at snige sig tæt ind på vildtet og risi- kere at skræmme det ved den mindste støj. Pilene var todelt, af så snedig konstruktion, at den stod mål med harpunens. Af pilespidser fandtes flere ty- per, nogle med, andre uden mod- hager. Disse spidser var gjort af renhorn af den mest udsøgte struktur. Havde man jern ved hånden, forsynede man „forpilen** — den pil, der først affyredes — med en jernod. Spidsen, der er et stykke nede var forsynet med en modhage, kan vi betegne som „blodspidsen**, idet den lille jern- od ved dyrets bevægelser over- skår blodkar og muskelvæv. De andre spidser kaldte man „nangautit**, hvilket vil sige „nå- desstødere", eller de der forkorter renens liv. Alle typer var lange — fra over 30 cm ned til ca. 20 cm. Som pileskaft brugtes træ, en ko- stelig vare under arktiske strøg. Derfor var vel spidserne også lan- ge, så lange, at man forkortede skaftet til ca. 60 cm. Hver hornspids var på enden forsynet med kort, stærkt tilspid- set, venstregående gevind med to drejninger, så de kunne påskrues træskaftet. Når pilespidserne havde sat sig fast i et dyr, arbejdede skaftet sig fri af spidsen — ved hjælp af modtrækket fra styrefjerene og dyrets bevægelser — og faldt til jorden. En genial opfindelse til besparelse af træ. Således kunne en veltrænet jæger bruge et godt og solidt træskaft mange, mange gange, måske til flere dyr samti- dig, ved at påskrue nye hornspid- ser, hver gang skaftet faldt til jor- den. Ved dette system var jæge- ren tillige uhæmmet af et tungt pilekogger, og det gjaldt om at være hurtig. Sidste fase af oven- nævnte jagt måtte foregå i vildt løb. Foruden pilene havde jægeren som nævnt et hjertespyd, „angui- lerut**,. der var en kende kortere end en komplet tpil. Også hjerte- spydet bestod af to sammenskru- elige dele, men gevindet havde 4 drejninger. Samme ide som i ren s dyr]) i len s konstruktion går igen i harpunen, der omend på en lidt anden måde frigør sig fra byttet. Mon den es- kimoiske rensdyrpil har været forbillede for sælharpunen, da eskimoerne forhen slog sig ned ved havet og der begyndte at jage sødyr? Vedlagte tegning efter en skit- se af min far vil bedre end ord berette sit stiltiende sagn. Da Putugok havde transporte- ret sit bytte til kysten, „efterlod** han til kommende slægter sine 4 pile. Disse blev fundet i en fjeld- sprække i Egedesminde distrikt. Hemmeligheden om, hvor mange år der siden Qr henrundet, ligger begravet i de vejrbidte våben. Død mands våben skabte liv om død mands dåd. Jens Rosing. ilulissat iluserpagssuakarput. oKalugbssCp napassuliaussåva Upernaviup aVatft»e uvdlåkut putsumit akisugilpoK. De grønlandske isfjelde kan antage fantastiske former. Dette domkirkespir dukkede frem fra tågen en tidlig morgen udfor Upernavik Foto: P. Brandt. 9

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.