Atuagagdliutit - 15.12.1955, Page 10

Indianerfolket uden sprog
Qurugua-indianerne, stenalderfolket i det 20. århundredes Sydamerika
For de fleste danskere er navnet
Bolivia en tilfældig geografisk glose,
lært engang i skoletiden —■ den sid-
der endnu i hjernen og dækker over
et uklart begreb om et land langt
borte, hvis udseende og befolkning
man kan har uklare forestillinger
om, og hvis eksistens man kun ydersi
sjældent bliver mindet om.
Medens de fleste republikker i la-
tinsk Amerika i dag er mere eller
mindre „kultiverede“ —- indianerne
er tæmmet, store dele af landet op-
dyrket — så er Bolivia helt anderle-
des.
SKOVMENNESKENE, DER IKKE
KAN TALE
Her breder urskovene og vildmar-
kerne sig stadig over størstedelen af
landet. Farer af enhver art lurer på
den rejsende, som må følge de snørk-
lede indianerspor gennem skove og
moser, søer og floder — endnu i 1948
manglede jernbaner mellem de vig-
tigste større byerl
I denne tropiske zone bor india-
neren. Ikke alene den fredelige pepn,
landarbejderen, men også den vilde
barbar, der lever skjult i skovene
omtrent på samme udviklingstrin
som stenaldertidens mennesker. De
har intet samkvem med de civilise-
rede indianerstammer, men lever i
fuldkommen urtilstand og har ikke
ringeste berøring med civilisationen.
Deres eneste våben er bue og pil —
selv pilespidserne laver de af hårdt
træ eller når det kommer højt: af
knoglesplinter — urskoven forsyner
dem med alt, hvad de behøver til li-
vets ophold.
Det er i området mellem de to
store floder Rio Grande og Rio Piary
at man finder verdens mest ucivili-
serede folk, Qurugua og Sirionio-
stammerne.
Det er den sidstnævnte stamme,
der har forsynet deres beslægtede
skovfæller med det mindre smigren-
de navn „Qurugua", der simpelthen
betyder „skovsneglen" —- dette nom
de querre, der i tidens løb er blevet
en stamme-betegnelse, har disse in-
dianere erhvervet sig, fordi de efter
Sirinio’ernes mening er stumme. Qu-
rugua indianerne går fuldkommen
nøgne, og de er fysisk set udmærket
udrustet: store, kraftige skikkelser
— men med den åndelige habitus
står det kun meget småt til.
En engelsk opdagelsesrejsende,
der i midten af 30’erne boede hos
stammen, har taget en ung Qurugua-
mand i sin tjeneste som oppasser,
men uagtet indianeren forblev to år
i denne tjeneste, var det ikke muligt
at få ham til at udtale eet eneste ord
korrekt. Trods sin herkuliske legems-
bygning var han heller ikke i stand
til at foretage mere komplicerede be-
vægelser. Han fik f. eks. overladt en
hel del bræddestykker, hammer, søm
og værktøj, men skønt han gang på
gang fik undervisning i det simple
arbejde at sammentømre en primitiv
trækasse, mislykkedes det bestandigt.
QURUGUA’ERNES „SPROG"
Mellem antropologer og etnografer
hersker der ikke ringeste tvivl om,
at Qurugua’erne må betegnes som de
lavest stående af alle jordens folke-
slag. Selv deres slægtninge, Sirinio-
erne og Neozer’ne, der selv står på et
meget lavt kulturtrin, ser med en vis
foragt ned på disse stumme „skov-
snegle".
Den før omtalte forskningsrejsende
dr. MacKay mener alligevel, at Quru-
gua’erne råder over en temmelig stor
skala af, hvad ban kalder „forståel-
sesmuligheder", men tegn og gebær-
der spiller langt den overvejende
rolle.
MacKay fortæller, at når de vil ud-
trykke deres modvilje og ærgrelse,
gør de sig forståelige på denne måde:
de udstøder en hånlig, hvislende lyd,
„hy-hy-hy-hy", meris de slår sig på
højre lår og stamper med det venstre
ben i jorden. Særdeles malende og
illustrerende, men unægtelig må det
have været en vanskelig opgave at
komme på det rene med udtryk for
andre mere sammensatte følelser.
Det kan betragtes som givet, at
Qurugua’erne ikke råder over noget
artikuleret, „grammatikalsk" sprog,
de savner komplet evnen til at imite-
re og efterligne, og det viste sig, at de
selv efter månedlang undervisning
var ude af stand til at udtale selv det
simpleste ord — hverken på engelsk,
spansk eller et hvilket som helst an-
det sprog.
Nogen endegyldig dom over Qu-
rugua’ernes sprogmuligheder kan
endnu ikke fældes, bl. a. af den
grund, at der ikke er foretaget nogen
grundig undersøgelse af strubehove-
dets beskaffenhed — men hvis filo-
loger og antropologer vil føje en så-
dan undersøgelse og deraf følgende
interessante resultater til deres øv-
rige viden om lavt stående folk, så
må de skynde sig: Qurugua’erne er
et uddøende folk!
MacKay fortæller, at når stammens
overliovede uddelte befalinger til
kvinderne, skete det ved næsten
umærkelige bevægelser, en let hoved-
drejning, pegen med hånden osv., og
en svag hvislen var den eneste lyd,
som kom over hans læber.
Om en mimik er slet ikke at tale;
en vred sammentrækning af brynene,
et bredt grin eller en misfornøjet
trutmund var det højeste, de kunne
svinge sig op til, når det gjaldt at
udtrykke følelser og stemninger.
TRÆK AF STAMMELIVET
Deres hytter består af sammenflet-
tede grene, anbragt i nærheden af
vandhuller og så vidt muligt under
store, skyggende træer—hele indbo-
et består af en eller to flettede strå-
måtter og et ildsted, hvor kødet,
(større og mindre pattedyr, aber,
vildsvin og tapir) bliver ristet i den
glødende aske. Ild bliver frembragt
på årtusindgammel maner ved ved
hjælp af to træstykker, der gnides
mod hinanden. Som våben benytter
indianerne vældige buer fremstillet
af træ fra chonta-palmen — de er
gerne tre meter lange!
Endelig må nævnes det mest på-
faldende træk i den sociale struktur:
Adskillelsen mellem kønnene! Mænd
og kvinder spiser og sover hver for
sig. >
QURUGUA’ERNE ET URFOLK?
På grund af deres ringe intelligens
er Qurugua’erne blevet trængt tilba-
ge til verdens fjerneste og dunkleste
urskovsområde, hvor kun meget
små grupper af mennesker kan op-
retholde livet. Selve isolationen i sig
selv begrænser allerede de sproglige
meddelelsesmidler til et minimum.
Men flere forskere er også af den
mening, at mangelen på et sprog
skyldes degeneration. Dette er slet
ikke nogen dårlig forklaring. Man
kan meget vel tænke sig, at en primi-
tiv stamme på kulturens nederste
trin, som er adskilt i små familie-
grupper og må leve under de vanske-
ligst mulige tilværelsesbetingelser,
efterhånden helt eller delvis mister
sit oprindelige sprog i urskovens
evige halvmørke.
Men som sagt: Videnskaben må
skynde sig med at samle materiale
om folket i verdens mindst udfor-
skede urskovsområde. Det er en
kendsgerning, at dette lille, fattige
folk vil uddø inden længe ■— det kan
måske udskydes, men ikke forhin-
dres. Preben Brink.
10