Atuagagdliutit - 15.12.1955, Síða 15

Lige før jul —
Nogle skitser fra en december-rejse gennem Vesteuropa
AF MARION RINGBERG
Kutdlerpagssuit seKersitersimåput.
orpiliagssat nagdliutorsiorpalugtut
Alsterenime tarrarssorput. pisiniar-
fit niorKutigssarpagssue alame usser-
nartorsiornat — Madrid Bruxellesilo
sanigdliutdlugit sugssat. Kamussuit
ingnatdlagissamik ingerdlassut bilit-
dlo kipivfeicångitsutut angatdlåput.
bilit ilaussartautit ilumingne Kåu-
rharKutilingnik orpiliårångualersorsi-
måput. igdlukunik takussagssaerusi-
mavoK — ilait sanariungneKarsimav-
dlutik ilaitdlunit takujuminarsagau-
simavdlutik kisalo orpiliagssat ava-
leKutåinik KåumarKutinigdlo piner-
sarneKarsimavdlutik sorssungnerup
kingunere malungnarungnaersitdlu-
git. Hamburgip umiarssualivigssuane
tusåmassaussume Kårtartorssuarnit-
dlo perssarissausimagaluartume
umiarssuit siggartarnere tusarssaor-
Kilersimåput. umiarssualiorfingme
ulapårfioKissume kåutarpalåic tusar-
ssaorKilersimavoK, umiarssualiviuv-
dlo pujortulérai torerdlutik ipitdlu-
tigdlo angalarKilersimåput. aningau-
ssat nerriviussatigut unigférusimå-
put. unangmigdlerneK mikissungilaK,
pisiumanerdle 5ma mingnerunane.
ilumut HamburgiunersoK ugper-
narsiumavdlugo seKungeriardlune ue-
rulutårtariaKarpoK — igdloKarfig-
ssuaK danskip bilinik ingerdlatitsi-
ssup 1947-me ima oKautigisså:
„imiårKat puånut karsimut Kaicigai-
ne Hamburg tamarine erssipoK".
måna igdlorssuarujugssuit ingnat-
dlagissamik Kåumartartunik takor-
Kusårutitagdlit takussagssåuput. Ki-
mugtuitsut ingnatdlagissamik inger-
dlassut avKuserngit Kulaisigut inger-
dlaorput, sutorniartarfingnitdlo nipi-
lerssorpalaK imiarsunialårdlo aniå-
put. Tysklandip kitåtungåne nala-
gauvfik sorssungnerup kingornagut
makerKigsimavoK, Hamburgimilo jut-
dle ugpernarsautigssauvoic tyskit piu-
måssusersortussusiånut anguniaga-
Karnerdle ilisimavdlugo exiasuissu-
siånut.
decemberip anoråta Storebæltip
ima KassertoK aulagsagtisimavå. Ny-
borgimit Korsørimut ikårtaut maling-
nit aulatineKarpoK. ikårtautip sutor-
niartarfiane danskit kavfipalånguat
ilisarnartumik tipisiagssauvoK. dan-
skit ulåmårigsut nerrivigssuit kig-
dlingine inuvdluvfatårdlutik igsiå-
put Kagdlersugartutdlutik Carls-
bergip imiårå imiartorfingne xåper-
simårtitdlugo.
Sjællandimut pivugut. igdloxar-
finguit tamarmik jutdlimut pinersar-
simåput, niuvertarfitdlo igalåvine
nisiarxat augpalugtut pugutarssup
KaKorterKassunik imagdlip avatåne
katerssusimavdlutik. igdloxarfingup
OKalugfiata sujarna kasugtarpoK. jut-
dle sujarnutigå. jutdlimut ulåpuner-
ssuaK KångiusimavoK. inuit nålagia-
riakåput pulukit sujatat igfiorfingme
sujagpalorussårtitdlugit. orpiliat iki-
terneKalerput, Kaumarnatdlo decem-
berip unuåne igalatigut sexersimavoK.
utorKait nipait sajugtut mérånguitdlo
Kimarpalugtumik nipait sanerxutå-
rerpalugtut „Jutdlime orpiliaK*1 ator-
palugpåt — Danmarkime jutdlerpoK.
Det blæser. Decembervinden fyger
gennem Gibraltarstrædet og pisker
det liøjtbesungne blå Middelhav til
hvidt skum på grågrønne bølge’top-
pe. Rutebåden fra Tanger til Gibral-
tar danser efter vindens pibe. En for
en forsvinder passagererne ud af sa-
lonen. Englænderne går blege og stiv-
benede, men med værdighed til løn-
ningen og ofrer til havets vrede gu-
der. En spanier giver pokker i vær-
dighed og spansk grandezza. Han
brækker sig hemningsløst over re-
staurationens gulv og får de sidste
standhaftige til at ile ud med hånden
for næsen. Så toner Gibraltarklippen
massiv frem og med et par timers
forsinkelse når vi Englands forpost
i Middelhavet.
I kø med andre forlader vi hastigt
engelsk område, for der skal særlig
opholdstilladelse til at betræde Gi-
braltars militære gader. Den spanske
tolder trækker elegant hvide hand-
sker på, før han gennemroder vore
kufferter. Da vi tilsyneladende intet
toldpligtigt har og da vore visa er i
orden, må han finde andre indtje-
ningsmuligheder. Han kaster sig over
vore valutabeholdninger, anbringer
utallige frimærker på pengebeviser-
ne og erklærer frejdigt, at han skal
have et beløb i spanske penge, der
svarer til 50 danske kroner. Vi peger
benægtende på de mærker, han har
anbragt, deres værdi svarer ikke til
halvdelen af det beløb, han kræver.
Men ingen nordbo kan hamle op med
en spansk tolders ordflom, når han
skal overbevise sig selv og andre om
sin uskyldighed i det bedrageri, alle
kan iagttage. Vi giver ham rasende
pengene, og han byder os til gengæld
hjerteligt og smilende velkommen til
Spanien.
I Sevilla går hele byen tur sent på
eftermiddagen. I roligt tempo van-
drer folk op og ned ad gaderne, le-
ende og snakkende. Det er mildt, rø-
de appelsiner og gule citroner hæn-
ger som sole i de grønne træer. Sorte
spanierinder skrider af sted med
sjal om skuldrene. Hver foi tovscafe
er optaget. Der drikkes sort, stærk
kaffe eller små aperitifs. Man har god
tid. Biler er unødvendige i Sevilla,
for folk flytter sig alligevel ikke, for
at give dem køreplads. Gaderne er
skabt til slendren, butiksvinduerne
beregnede på at blive set grundigt og
længe. Og de små hyggelige vinstuer
med kulørte fliser på væggene og
store tønder i række bag disken by-
der gæstfrit på en drik til det gode
humors pris. For 30 øre får man et
mægtigt glas rødvin, men så hører
der rigtignok varme muslinger, riste-
de mandler og salte oliven til. I næ-
sten hvert butiksvindue står en kryb-
be. Juletræer kendes ikke, men jule-
krybber med hellige madonnaer, får
og æsler, kameler og hyrder, palme-
træer og Betlilehemsstjerner og kri-
stusbørn i alle størrelser er julens
symbol hér. Det største og prægtig-
ste kristusbarn findes dog julenat i
Sevillas gamle domkirke. Folk strøm-
mer til kirke. Kvinderne bærer sort
mantille, et slør lagt over hovedet,
ofte båret oppe af en stor kam, for
det er upassende for en kvinde at gå
barhovedet i kirke. Mændene er i
sort, stribet tøj og bærer den sorte
hat under armen. I en timestid for-
dyber man sig i julens budskab, så
går man ud i solen med fred i sjæ-
len. Vandrer under palmerne, ser
betaget på husene med de dejlige
smedejernsgitre og de brogede mo-
saiker og lytter til de mange små
springvand, som plasker i gårdene.
Det er svært at løsrive sig fra det
varme solskin, fortovscafeerne, pal-
merne og den stemning af livsglæde,
som er Sevilla, men en morgen kører
vi mod nord, mens solen står op over
olivenlundene. Time efter time kører
vi mellem rækker af sølvgrå oliven-
træer. Så skifter landskabet karak-
ter. Frodigheden aftager. De store
hvide godser forsvinder, vejen stiger
langsomt, det bliver koldere, og vi er
nu på de øde sletter, som omgiver
Spaniens hovedstad Madrid.
Så hvirvles vi ind i en sindssyg
trafik. Bilhorn tuder, folk råber og
skriger. Neonreklamer, gadelygter og
butiksvinduer stråler omkap med
kvindernes smykker. En tæt strøm
af elegante damer og herrer vandrer
op og ned ad Madrids gader. Syden
fornægter sig ikke. Der skal gå’s og
ses mellem klokken 18 og 22. Hunde-
koldt er det, men damerne er barho-
vede. De bærer fint pelsværk, flor-
tynde strømper, sylehøje hæle og det
lange sorte hår er kunstfærdigt sat
op med strålende spænder, mens
store ørenringe vugger i de fyldige
øreflipper. Hvilken forunderlig blan-
ding af nord og syd, af arabisk og
europæisk kultur og amerikansk
business. Der er julesalg allevegne,
der handles og tinges, og der tigges
og bedes. Storgadernes velklædte
publikum står i en skrigende mod-
sætning til sidegadernes barfodede,
frysende befolkning. De prangende
butikker med julegaver — der be-
står af overdådige kurve med alskens
konserves og fine vine —- virker næ-
sten kvalmende, når man ser, hvad
menigmand lever af. Brød, hvidløg,
oliven og rodvin er arbejderens dag-
lige kost. Fattigdom, hvis lige vi ikke
kender, skaber den dystre baggrund
for en luksus, som nordens folk end
'ikke har dromt om.
Madrid er en ny by. Størsteparten
af de gamle bygninger blev ødelagt
under borgerkrigen i nittenhundre-
detrediverne. Men Pradomuseet blev
reddet. Vi fortaber os i de gamle
spanske maleres kunst og fornemmer
lidt af Spaniens sjæl. Mørk og blodig
tragedie, legende letsind og smilende
laden-stå-til er de yderpunkter, der
kranser Spaniens historie. Hidsende
tyrefægtninger og familieliv med
mange børn er den jævne spaniers
ønsker for tilværelsen. Madrid med
dens modsætninger mellem rig og
fattig, mellem hede somre og isnende
vintre er et typisk udtryk for Spa-
nien. Aldrig kedelig, men foruroli-
gende og ofte uforståelig.
Decembersolen hænger lavt på
himlen, da vi kører ind i Frankrig.
Fiskerne ved Biscaya-bugten er ude
i deres blå både. Nu er der ingen ba-
dende turister, som man kan tjene
lidt ekstra på, man må slide i det,
hvis man vil have det daglige brød.
I Bordeaux finder vi dog nogen jule-
stemning. Der er lys i gaderne, lege-
tøj og andet godt i de pyntede vin-
duer. Men Frankrig er et dyrt land.
Regeringskriser afløser hinanden,
der er uro i Frankrigs besiddelser
udenfor Europa. Det dejlige Frankrig
virker lidt træt, lidt udpint. Man er
bekymret, ikke rigtig i julestemning,
man skændes videre på tinge, mens
landets penge og anseelse daler.
I Belgien arbejdes der til gengæld.
Bruxelles, Belgiens hovedstad er en
summende myretue. Der er lysguir-
lander ikke bare i hovedgaderne, men
torve og pladser stråler og skinner.
På selve strøgdagen kan man give sig
god tid til at betragte vinduerne
trods kulden, for der er minsandten
sat varmeelementer op, der stråler
mod ens frysende fødder og røde næ-
ser.
Grænsen mellem Belgien og Hol-
land står gæstfrit åbent, og snart rul-
ler vi ind i det julepyntede Amster-
dam. De gamle bygninger spejler sig
i byens kanaler og hele byen gør et
rent og velstillet indtryk; her ses in-
gen overdådig luksus, ingen himmel-
råbende fattigdom. Tykke hollænde-
re følges med kraftige madammer.
Man spørger på priser, før man hand-
ler, og der er tydeligvis størst han-
del i de mange, store fødevarebutik-
ker. Blandt de velnærede, lyse hol-
lændere dukker af og til små vævre
mennesker frem med gylden lød og
kulsort hår. Det er indonesere, folk
fra Hollands gamle kolonier i Østen.
De pynter i gadebilledet og fjerner
den fornemmelse af indelukket små-
borgerlighed, som man får i Holland.
Er hollænderne småborgerlige og de-
res kvinder mindre pæne end de
flotte spanierinder, så er de til gen-
gæld dygtige. Dæmningen over Zui-
dersøen, et imponerende ingeniør-
værk, påkalder beundring. Hvor må
hollænderne have slidt gennem år-
Sevillap palmisa akornåne Europap avangnkmifissumut jiitdle KilanArilerneK ajornaku-
lugpoir.
For en nordbo er det ikke let at komme i julcstemning mellem Sevillas palmer.
15