Atuagagdliutit - 24.12.1956, Page 9

1
Jack London
(1876—1916), amerikansk forfatter,
hed egentlig John Griffilh, levede en
omtumlet tilværelse i USA og Cana-
da med afstikkere til Europa, skrev
en lang række romaner, hvoraf man-
ge med motiver fra Nord-Canada.
LIVETS
Gamle Kokush lyttede begærligt
Skønt hans syn forlængst havde
svigtet, var hans hørelse endnu
skarp, og den svageste lyd trængte
ind til den flimrende intelligens,
som endnu dvælede bag den rynke-
de pande, men ikke længere stirrede
ud på denne verdens ting. Aha! Det
var Sit-cum-to-ha, som med sking-
rende stemme bandede bundene, me-
dens hun puffede og pryglede dem lil
at lade sig spænde for. Sit-cum-to-ha
var hans datters datter, men havde
for travlt til at spilde en tanke på sin
nedbrudte bedstefar, som sad alene
der i sneen, ensom og hjælpeløs. Lej-
ren måtte flyttes. Den lange vej ven-
tede, og den korte dag tøvede ikke.
Livet kaldte hende og livets pligter,
ikke døden. Og han var døden meget
nær nu.
Tanken gjorde et øjeblik den gam-
le mand rædselsslagen, og han ud-
strakte en værkbruden hånd, som
flakkede skælvende hen over den
lille bunke tørt brænde ved siden af
ham. Forvisset om, at den virkelig
var der, vendte lians hånd tilbage til
hans skabede pelsværks ly, og han
gav sig igen til at lytte. Den tvære
knagen af halvfrosne skind sagde
ham, at høvdingens elsdyrskinds telt
var blevet taget ned og nu blev puf-
fet og klemt sammen i transportabel
skikkelse. Høvdingen var hans søn,
kæk og stærk, ypperste mand i stam-
men og en mægtig jæger. Mens kvin-
derne sled i det med lejrbagagen, lød
hans stemme, skændende på dem for
deres langsomhed. Gamle Kokush
spidsede øren. Det var sidste gang
han ville få den stemme at høre. Der
faldt Kihows telt! og Tuskens! Syv,
otte, ni; nu kunne kun Shamanens
stå endnu. Så! nu var de ved at ar-
bejde på det. Han kunne høre Sha-
manen brumme, mens han stablede
det på slæden. Et barn klynkede, og
en kvinde beroligede det med blide,
nynnende strubelyde: Lille Kuli,
tænkte den gamle mand, et uroligt
barn og ikke synderligt stærkt. Det
ville måske dø snart, og så ville de
brænde et hul i den frosne tundra
og stable sten ovenpå for at holde
jærvene borte. Nå, hvad gjorde det så
til sagen? Nogle få år i bedste fald,
og ligeså tit en tom mave som en
fuld. Og til sidst ventede døden, den
altid sultne og den sultneste af alle.
Hvad var det? Ah, det var mænde-
nc, der surrede slæderne og stramme-
de remmene. Han lyttede, han, der
aldrig skulle lytte mere. Piskesner-
tene snerrede og bed iblandt hunde-
ne. Hør, hvor de peb! Hvor de hade-
de arbejdet og rejsen. Nu drog de af
sted! Slæde efter slæde masede lang-
somt af sted ud i tavsheden. Borte
var de. De var gledne ud af hans liv,
og han sad alene over den sidste, bit-
re time. Nej, sneen knirkede under
en mokkasin; en mand stod ved hans
side; en hånd lagde sig blidt på hans
hoved. Hans søn var god, at han gjor-
de dette. Han mindedes andre gamle
mænd, hvis sønner ikke havde ven-
tet, efter at stammen var draget bort.
Men hans søn havde. Han fortabte sig
i fortiden, indtil den unge mands
stemme kaldte ham tilbage.
„Står det godt til med dig?" spurg-
te han.
Og den gamle mand svarede: „Det
står godt til.“
„Der er brænde ved siden af dig“,
vedblev den yngre mand, „og bålet
brænder klart. Morgenen er klar, og
frosten er slået om. Det bliver snart
snevejr. Det sner allerede.“
„Stammens folk bar travlt. Deres
byrder er tunge, og deres maver fla-
de af mangel på mad. Vejen er lang,
og de rejser hurtigt. Jeg går nu. Er
det godt?"
„Det er godt. Jeg er som et blad fra
den forrige sommer, der klynger sig
svagt til stilken. Det første vindpust
får mig til at falde. Min stemme er
blevet som en gammel kvinde. Mine
øjne viser mig ikke længere vejen for
mine fødder, og mine fødder er tunge
og jeg er mødig. Det er godt".
Han bøjede tålmodigt hovedet, ind-
til den sidste lyd af den knirkende
sne var døet hen, og han vidste, at
hans søn ikke kunne kaldes tilbage.
Så krøb hans hånd hurtigt hen til
brændet. Det var det eneste, der stod
mellem ham og den evighed, som ga-
bede efter ham. Til sidst kunne hans
liv udmåles med en håndfuld ris-
brænde. Een for een ville disse grene
gå med til at nære bålet, og netop på
samme måde, skridt for skridt, ville
døden liste sig over ham. Når den
sidste pind havde afgivet sit forråd
af varme, ville kulden begynde at
samle kræfter; først ville hans fødder
bukke under, derefter hans hænder;
og stivheden ville langsomt vokse fra
lemmerne ind på kroppen. Hans ho-
vede ville falde forover på hans knæ
og han ville få hvile. Det var nemt
nok. Alle mennesker måtte dø.
Han beklagede sig ikke. Det var li-
vets lov, og den var retfærdig. Han
var født tæt ved jorden, tæt ved jor-
den havde han levet, og dens lov var
ingen nyhed for ham. Det var alt kø-
dets lov. Naturen var ikke venlig mod
kødet. Den bekymrede sig ikke om
den konkrete ting, der kaldtes indivi-
det, den interesserer sig kun for ar-
ten, for racen. Dette var den dybeste
abstraktion, som gamle Kokushes
barbariske tankegang var i stand til,
men den havde han også et fast greb
på. Han så eksempler på den i alt
liv. Saftens stigning, pileknoppernes
bristende grønne, det gule løvs fald
allerede i dette fortalte historien.
Men een opgave stillede historien in-
dividet. Løste han ikke den, døde
han. Løste han den, var det det sam-
me, han døde alligevel. Det brod na-
turen sig ikke om; der var individer
nok, som var lydige, og det var kun
lydigheden i denne sag, ikke den ly-
dige, som levede og levede bestan-
digt. Kokushes stamme var meget
gammel. De gamle mænd, han havde
kendt som dreng, havde kendt gamle
mænd før den tid. Derfor var det
sandt, at stammen levede, at den re-
præsenterede alle sine medlemmers
lydighed, helt tilbage til den forglem-
te fortid, hvis hvilesteder ikke en
gang huskedes. De regnedes ikke med,
de var episoder. De var forsvundne
som skyer fra en sommerhimmel. - -
Han var også en episode og ville for-
svinde. Det brød naturen sig ikke om.
Den stillede livet een opgave, skrev
det een lov. At fortsætte sig var livets
opgave, dets lov var døden. En mø
var skøn at se på, fuldbarmet og
stærk, med spændstighed i sin gang
og lys i sine øjne. Men hendes opgave
lå endnu for hende. Lyset i hendes
øjne blev endnu klarere, bendes
skridt hurtigere, hun var snart kæk
over for de unge mænd og snart
frygtsom, og hun skænkede dem af
sin egen uro. Og hun blev stedse
skønnere og skønnere at se på, indtil
en eller anden jæger, der ikke længe-
re kunne bare sig, tog hende til sit
telt for at lave mad og arbejde for
ham og blive moder til hans børn.
Og når bendes afkom kom, forlod
hendes gode udseende hende. Hen-
des lemmer blev langsomme og lade,
hendes øjne sløve og uklare, og kun
de små børn fandt glæde i den gamle
squaws runkne kind ved bålet. Hen-
des opgaver var løst. Men om en kort
stund, ved den første hungersnød el-
ler den første lange march, ville hun
blive ladt tilbage, som han nu var
blevet, ved en lille bunke brænde i
sneen. Det var loven.
Han lagde varsomt en pind på bå-
let og genoptog sine betragtninger.
Det var det samme allevegne og med
alle væsener. Moskitoerne forsvandt
med den første frost. Det lille træ-
egern krøb bort for at dø. Når kani-
nen blev gammel, blev den langsom
og tung og kunne ikke længere løbe
fra sine fjender. Selv den store kron-
hjort blev klodset og blind og trætte-
kær og kunne til sidst fældes af en
håndfuld bjæffende hvalpe. Han min-
dedes, hvordan han havde forladt
sin egen fader på en af Klondikes
øvre strækninger en vinter, vinteren
førend missionæren kom med sine
bøger fulde af snak og sin kasse fuld
af medicin. Mangen en gang havde
Koskush smækket med læberne ved
erindringen om den kasse, men nu
ville hans tænder ikke mere løbe i
„ICiwdlugidrxsuaK" Sisimiune ervngtip suvdluliglårssua.
„Ormen hin lange“ — den nye vandledning i Holsteinsborg.
Foto: Arne P. Hansen.
LOV
vand. „Smertestilleren" havde været
særlig god. Men missionæren var al-
ligevel til plage, for han bragte intet
kød til lejren, men åd som en tær-
sker, og jægerne knurrede. Men han
fik en lungeforkølelse på vandskellet
ved Mayo, og hundene puffede bagef-
ter stenene bort og sloges om hans
knogler.
Koskush lagde nok en gren på bå-
let og tænkte længere tilbage i forti-
den. Det var den store hungersnøds
dage, da de gamle mænd krøb med
tomme maver sammen om bålet og
fortalte uklare sagn om de gamle ti-
der, da Yukon strømmede bred og
åben i tre vintre, men så til gengæld
lå tillagt i tre somre. Han havde mi-
stet sin moder i den hungersnød. Om
sommeren var laksenes legetid slået
fejl, og stammen havde derfor set hen
til vinteren og rensdyrenes komme,
og så kom vinteren, men den førte
ingen rensdyr med sig. Aldrig havde
sligt været kendt, ikke engang i de
gamle mænds liv. Og rensdyrene kom
ikke, og det var det syvende år, og
kaninerne var ikke taget til i tal, og
hundene var ikke andet end skind og
ben. Og i den lange mørketid græd
og døde børnene og kvinderne og de
gamle mænd; og ikke een af ti i stam-
men levede for at modtage solen, da
den kom igen om foråret. Det var en
hungersnød.
Men han havde også oplevet rige-
lige tider, når kødet lå og rådnede
for dem, og hundene var fede og u-
duelige af overmættelse - tider, da
de lod vildtet gå uden at fælde det,
og kvinderne var frugtbare, og telte-
ne overfyldte af kravlende drenge-
og pigebørn. Da var det, at mændene
blev overmodige og genopfriskede
gamle stridigheder og gik over vand-
skellene mod syd for at dræbe pelly-
erne og mod vest for at sidde ved ta-
nanaernes udbrændte bål. Han min-
dedes, at han som dreng i en rigelig
tid havde set et elsdyr blive fældet af
ulve. Zing-ha lå sammen med ham i
sneen og så til Zing-ha, som sene-
re blev den snedigste af jægerne, og
som endte med at falde gennem en
våge på Yukon. De fandt ham en må-
ned efter, netop som han var kravlet
halvvejs op og var frossen stiv til
isen.
Men det var elsdyret. Zing-ha og
han var gået ud den dag for at lege,
al de var jægere ligesom deres fædre.
På ålejet havde de fundet friske spor
af et elsdyr og sammen med det en
mængde ulvespor. „En gammel en“,
sagde Zing-ha, som var kvikkere til
at læse tegnene — „en gammel en,
som ikke kan følge med flokken. Ul-
vene har skilt dem fra dens brødre,
og nu slipper de den aldrig". Og så-
dan forholdt det sig. Det var nu de-
res måde. Ved dag og nat, aldrig i
hvile, snerrende ad dens hæle, snap-
pende ad dens snude ville de forføl-
ge den lige til enden. Hvor Zing-ha
og han følte blodlysten i sig! Enden
ville være værd at se.
På ivrig fod forfulgte de sporet, og
selv han, Kokush, der ikke havde
noget skarpt syn, og var en uøvet
sporer, ville have kunnet følge det
blind, så bredt var det. Lige i hælene
på byttet kom de og kunne læse den
triste, nye skrevne tragedie for hvert
skridt. Nu kom de lil et sted, hvor
elsdyret havde gjort holdt. I tre gan-
ge længden af en voksen mands le-
geme i alle retninger var sneen ble-
vet stampet og sparket i vejret. — I
midten var de dybe indtryk af vild -
9