Atuagagdliutit - 17.12.1962, Síða 31

Gode minder om julen i
Grønland i gamle dage
En samtale med fru kolonibestyrer Otto Binzer, som har levet 45 år af sif

ist A fy
liv i Grønland, om julen i gamle dage
Tiden iler, og med den ændres så
meget i Grønland, at den, der levede
der omkring århundredskiftet, næppe
vil kunne kende sin gamle koloni
igen. De fredelige grønlandske kolo-
nier er nemlig blevet til travle, mo-
derne byer, præget af vor tid.
Alligevel er der mange grønlands-
farere, for hvem kun dette Grønland
eksisterer, en af dem er fru kolonibe-
styrer Otto Binzer, som har lovet at
fortælle Atuagagdliutit/Grønlandspo-
stens læsere lidt om jul i Grønland i
gamle dage.
Fru Otto Binzer, der nu er 82 år,
er født i Godthåb, er datter af præ-
sten Nicolaj Edinger Balle og søster
til præsterne Frederik og Knud Balle
og kaptajn Johannes Balle. To af hen-
des sønner er den tidligere handels-
chef i Holsteinsborg Nicolaj Binzer og
rektor Knud Binzer, tidl. Godthåb.
Indtil 1925, da hjemrejsen fra
Grønland fandt sted, virkede kolonibe-
styrer Otto Binzer i Ritenbenk; nu
bor fru Binzer, som har været enke i
mange år, på Østerbro i København,
og i hendes hyggelige stue er der
mangt og meget, der minder om de
mange år i Grønland.
LILLEJULEAFTEN
— Fra min barndom i Godthåb hu-
sker jeg naturligvis også julen, siger
fru Binzer smilende, for den var no-
get meget festligt, noget man ikke så-
dan glemmer. Julen begyndte allerede
lillejuleaften, hvor vi børn gik hen til
den gamle kateket, Rasmus Bertel-
sen, ham der skrev salmen „Guter-
put“. Når vi kom ind i gangen, der
havde et lag sand som gulv — den-
gang brugte man ikke gulvbrædder
af træ i gangen — kunne vi straks
mærke duften af kongerøgelse. Det
var dengang et tegn på højtid. Man
forskrev, som det hed, d. v. s. man be-
stilte kongerøgelse tidligere på året,
og så lagde man lidt af det på det
varme komfur ved højtidelige lejlig-
heder. Derefter kom vi ind i hans
hyggelige stue, hvor der stod et lille
juletræ, lavet af enebær eller lyng
og pyntet med hjerter og kræmmer-
huse. Under træet lå gaverne til alle
os børn og til min far og mor. Det
var nyttige og gode gaver som f. eks.
hjemmesyede skindvanter, træski, som
Rasmus Berthelsen selv havde skåret
ud. Vi sang altid salmen „takuvarse
jutdlilersoK“, og derefter var der stort
kaffebord med rosinkage. Vi sang
igen en salme, snakkede og havde det
rart sammen. Jeg husker det hele så
tydeligt, som var det i går. Vi fik vore
gaver under armen og gik glade
hjem.
— Og Deres egen families jul dagen
efter?
— Den var som en almindelig hyg-
gelig dansk jul. Vi havde alle semina-
rieeleverne til juletræ, for præsten
SPIL MED
ADIDAS
FODBOLDSTØVLER
ADIDAS fås i flere modeller, alle i
fineste forarbejdning. Skumgummi-
forede og med gummi- eller nylon-
sål og skruepropper. Den eminente
pasform vil begejstre enhver fod-
boldspiller.
kamigpait arsséussutli ADIDAS aftikii
En gros: BTR Industries A/S, Toldbodgade 30—32, København K.
var jo også seminarieforstander den-
gang. Hvor blev der sunget, og hvor
var det festligt. Alle seminarieelever-
ne fik gaver og slik, og naturligvis fo-
regik det hele på grønlandsk. De gik
hjem til seminariet til deres julemid-
dag, og vores bestod som regel af ri-
sengrød, haresteg eller ryper. Rigtig
dansk julemad kunne man jo ikke få.
EN GAMMEL TRADITION
Julemorgen gik unge grønlændere,
kvinder og mænd rundt og sang ved
alle huse. Som tegn på, at man hørte
deres sange, stillede man tændte lys i
vinduet. De sang smukt, og det var en
køn og uforglemmelig tradition i det
gamle Grønland. I nogle kolonier læ-
ste en af de unge også juleevangeliet
højt.
Juleaftensdag var der om eftermid-
dagen en børnegudstjeneste, juledag
holdtes en grønlandsk og en dansk
gudstjeneste.
—Vil De fortælle lidt om Rasmus
Berthelsen, som jo er en kulturhisto-
risk personlighed?
— Rasmus var en stor musikbega-
velse, og længe før jul havde han ind-
øvet koret, der, skulle synge ved jule-
gudstjenesterne. Jeg kom meget i hans
hjem. Den nederste skuffe i kommo-
den var familiens spisekammer, og
når jeg kom for at lege med datteren
Ane Sofie, der var min veninde,
hændte det tit, at Rasmus hev skuffen
ud og smurte et stykke rugbrød med
puddersukker til mig. Det var en deli-
katesse. Datteren Ane Sofie blev se-
nere gift med den bekendte kateket
Gustav Olsen, men vort venskab va-
rede lige til hun døde. Vi skrev sam-
men i mange år.
— Var det den Gustav Olsen, der
kom til Thule?
— Ja, netop, Gustav var en af fars
elever, og jeg kan huske, at far sagde,
at Gustav, hvad intelligens og viden
angik, ragede højt op over alle de an-
dre daværende elever. Han var ikke
blot en høj begavelse men også et fint
og ædelt menneske, hvad der bl. a.
gav sig udtryk i, at han vedblev at
være meget beskeden.
Han og Jens Olsen blev Knud Ras-
mussens gode venner, og begge kom
de til at betyde meget for Thule-bo-
erne og Kap York-folket.
KNUD RASMUSSEN
— Så har De også kendt Knud
Rasmussen?
— Ja, selvfølgelig, han og jeg var
jo i familie, hans og min morfar var
kolonibestyrer i Jakobshavn. Knud
var så flink mod alle os kusiner og
fætre. Jeg husker endnu tydeligt den-
gang han inviterede mig på Frede-
riksens konditori ved Dronning Loui-
ses bro under et Danmarks-ophold,
det var mit første besøg på restau-
rant, og hvor var han festlig, og hvor
var vi stolte af ham.
Engang hos Wiwel var Knud og
hans venner Therkel Mathiassen og
Kaj Birket-Smith til fest. De ville så
gerne danse, men det måtte man kun,
hvis man var i smoking. Det var
Knud, men hans venner var i almin-
deligt tøj. Knud dansede og dansede,
men syntes det var så synd for de to
andre. Han tilbød i ramme alvor, at
de måtte låne hans smoking efter tur
— sådan var han — men de sagde
smilende nej tak, for Knuds smoking
var jo alt for lille til dem, de ville
være blevet fuldstændigt til grin.
— Vi kom væk fra julen.
— Det gjorde vi. Julen var festlig
for alle i Grønland. Hver eneste kiv-
fak fik en tønde øl, d.v.s. 4 ankre, det
var naturligvis imiaK. Jeg tror for re-
sten, der var nogen forskel på, hvor
meget de fik, men 2. juledag gik de
rundt og besøgte hverandre og endte
dagen med en lystig dansemik.
Julens forberedelser begyndte tid-
ligt. Grønlænderinderne beredte skind
til festdragen, og jeg ser endnu de
frosttørrede skind uden for husene.
Glædelig jul
godt nytår
ØNSKER VI ALLE
VORE KUNDER
OLES VAREHUS . GRØNLANDSIMPORT
nangmineK takusmauvat —
agtordlugulo malugismauvat
KaKorsaut Leciton amingnut
KanoK pitsautigissoic!
nangminérdlufit takusinauvdlugulo malugismauvat xa-
xorsaut kussanarsinarfox Leciton atortarugko émit
Kanox pifséngorfigisassox. Leciton-xaxorsautip xå-
pernerata nerumigtungup tipigexissuvdlo émit
narxa tikivigdlugo saligfasavå, tamatumungalo
pexatigififdiugo amerigsautip Lecithinip
émit nutamik inussutigssaxalersltasav-
dlugol
KAN se det.
De ka« FØLe
Naturligvis har jeg selv været med
til at berede skind og brodere.
Jeg nævnte før, at juletræerne var
lavet af enebær eller lyng, men jeg
kommer i tanke om et ejendomme-
ligt juletræ i Grønland, det var herrn-
huternes, for det var et kunstigt ju-
letræ.
SAMUEL KLEINSCHMIDT
— Når De nævner herrnhuterne, så
har De vel også kendt Samuel Klein-
schmidt var jo lærer på seminariet',
— Det har jeg da, for Samuel Klein-
schmidt var jo lærer på seminariet,
og han spiste hver dag hos min far og
mor. Han var en sær snegl, ungkarl
og kvindehader og utrolig griset med
sig selv, men far sagde, at han med
sine papirer var noget af det mest
pilne og omhyggelige, der kunne tæn-
kes. Han var herrnhut, men da han
ikke ville gifte sig med den pige,
herrnhuterne sendte op til ham, blev
han afskediget fra tjenesten. Han
blev dog ved med at føle sig som
herrnhut.
På grund af hans store dygtighed
antog far ham som lærer på semina-
riet, og det fortrød hverken far eller
Kleinschmidt, for han var en stor
pædagog, selv om han blev mere og
mere sær.
Jeg kan huske, at han havde så
mange morsomme ting, som vi børn
ikke havde set før. Han ejede et
strudseæg og en meget smuk model
af landet Palæstina, hvorpå man
kunne se bjerge og floder. Far og
mor holdt meget af Kleinschmidt og
bar over med hans særheder. Han var
en stor børneven, der altid havde ven-
lige ord tilovers for os.
— Men De blev voksen og blev jo
i Grønland.
— Engang, da jeg var hjemme med
far i Danmark, var det meningen, at
jeg skulle blive for at gennemgå en
uddannelse, men det kunne jeg ikke
tænke mig. Jeg græd og fik da også
lov til at komme med tilbage til mit
elskede Grønland.
Senere skete der det for mig, at en
ung volontør kom op til Godthåb, Otto
Binzer hed han, og han fulgtes med
en ung dame, der skulle være lærer-
inde hos os. Vi troede, hun var hans
kæreste, det var hun ikke, og Otto
Binzer blev senere min mand. Da jeg
lærte ham rigtigt at kende, var han
imidlertid blevet assistent i Holsteins-
borg, hvor jeg var blevet lærerinde
hos kolonibestyrer Jørgensen. Vi blev
gift i 1901.
Der skete ikke mange forandringer
i Grønland dengang, økonomisk eller
kulturelt. Der var ingen forskel på
min barndomsjul og den jul, min
mand og jeg holdt. Som far og mor
samlede seminarieelever og kateketer
til julefester, holdt vi kivfatgilde for
alle de fastlønnede og for kateketerne.
De fik brune bønner med flæsk og
edderfugle og noget vi kaldte for ty-
ske klumper, en slags store boller
bagt af mel og rasp af skonrogger. De
blev serveret med sirupsauce. Til sidst
fik vi punch og et par snapse — det
fik vi ikke hos far og mor. Det var et
festligt gilde, vi morede os enormt,
sang og dansede, men jeg var jo vant
til at passe lidt på hjemmefra, så jeg
sørgéde for, at visse grænser blev
holdt.
I Holsteinsborg kunne vor jul godt
minde lidt mere om en dansk jul,
hvad maden angik, for udstedsbesty-
rer David Olsen i Sarfanguax fangede
om sommeren nogle gæslinger, som
han fodrede op, og så fik vi gås jule-
aften. Det fik vi også, da vi var i
Christianshåb, men jeg husker ikke
hvorfra.
— Og De har ikke været i Grønland
siden Deres mand tog sin afsked i
1925?
■— Kun i tankerne, men mine to
sønner har ofte inviteret mig. Jeg
turde ikke, fordi jeg var så bange for
at blive skuffet. Jeg holdt jo så meget
af grønlænderne, sådan som jeg kend-
te dem dengang, men jeg har stadig
forbindelse med grønlandske venner
i Holsteinsborg og Egedesminde, her-
iblandt flere gamle elever, som jeg
har undervist i håndarbejde. Vi skri-
ver stadig sammen og på grønlandsk
naturligvis, og dem vil jeg da også
ønske glædelig jul i år.
sic.
32