Atuagagdliutit - 13.08.1964, Blaðsíða 14

Andelsforeninger hos de
canadiske eskimoer
Andelsbevægelsen spiller en viglig rolle i Canadas indsats for det
underudviklede eskimosamfund mod nord.
Andelsbevægelsens kontakt-
udvalg for Grønland har ud-
sendt en rapport om andels-
foreninger i Nordcanada. Da
rapporten og ikke mindst be-
retningerne fra de forskellige
andelsforeninger giver et godt
billede af, hvor meget vore
stammefrænder har nået, brin-
ger vi rapporten uforkorfet.
I Frobisher Bay på Baffin Øen i det
nordlige Canada holdtes sidste år en
konference for ledere af de arkaiske
andelsforeninger, som er oprettet gen-
nem de sidste 4 år. Der blev aflagt
beretninger om andelsbevægelsens ud-
vikling, og som et særligt interessant
indslag i konferencen fortalte eskimo-
repræsentanter for de enkelte andels-
foreninger om deres personlige erfa-
ringer fra arbejdet i disse foreninger.
Vi bringer her dels enkelte eskimo-
beretninger, dels nogle af de indtryk,
A. F. Laidlaw, generalsekretæren for
Canadas Cooperative Union, havde
med hjem fra konferencen i Frobisher
Bay.
12.000 eskimoer lever i den nord-
ligste trediedel af Canada under vil-
kår, der først og sidst er præget af
kulden. Kulden lurer bestandig over
området, og når den sætter ind for
alvor, lammes jagt og fiskeri, sam-
færdsel afbrydes, og hungersnød hær-
ger ofte med døden i følge. Indtil for
få år siden var eskimosamfundet gan-
ske uorganiseret, der var end ikke
skriftsprog, intet mål-system, ingen
kontakt med den industrielle udvik-
ling i den øvrige del af Canada.
Dette er den barske baggrund for
de seneste års forsøg på at sætte en
udvikling i gang blandt eskimoerne.
Man har lagt afgørende vægt på at
skabe en vækst ud fra de eksisterende
vilkår, ikke at sætte eskimoerne over-
for helt fremmede reformer. Den ca-
nadiske regerings ministerium for det
nordlige område — Departement of
Northern Affairs and National Re-
sources — almindeligvis benævnt DNA
— har derfor bl. a. taget initiativet til
starten af andelsforeninger, der nu er
i rask vækst, både hvad antallet af
foreninger og hvad disse foreningers
kapacitet angår. Begyndelsen blev
gjort i 1959, hvor to DNA-embeds-
mænd og en lille gruppe eskimoer
mødtes i et telt ved George River for
at drøfte oprettelsen af det første an-
delsforetagende.
16 FORENINGER —
500 MEDLEMMER
I 1963 — altså 4 år efter starten —
holdtes i Frobisher Bay den første
canadiske konference for arktiske an-
delsforetagender. En række DNA folk
med ministeren i spidsen og andre
kyndige repræsentanter for det syd-
lige Canada deltog som observatører
ved dette møde mellem delegerede fra
16 arktiske andelsforeninger.
Generalsekretæren for Canadas
Centrale Kooperative Union, A. F.
Laidlaw, oplyser i sin rapport, at ar-
bejdsområderne for disse foretagen-
der er: Afsætning af fisk og tømmer,
produktion og salg af håndarbejder
og litografier, forsyning med forbrugs-
varer og boliger, långivning og turist-
service.
I 1962 kom omsætningen i disse 16
foreninger op på 500.000 dollars (1963
regnede man med at runde millionen).
Medlemmerne fik udbetalt 200.000
dollars for deres produkter. Ved slut-
ningen af 1962 opgjordes det totale
medlemstal til ca. 500.
ALSIDIG ANVENDELSE AF
ANDELSTANKEN
Eskimoberetningerne på konferen-
cen viste, hvor vidt forskellige opga-
ver der kan løses på andelsbasis.
George River-gruppen startede med
fjeldørred-fiskeri og byggede fryse-
anlæg; Port Burwell startede med det,
de trængte mest til, en brugsforening;
Povungnituk fik den første spare-
låneforening (Credit Union) i det
nordlige område; Cape Dorset begynd-
te turist-service, derefter salg af lito-
grafier og har nu tillige en brugs-
forening og et andels-bageri. Fro-
bisher Bay-gruppen ønskede gode bo-
liger og bygger nu gennem andels-
boligforening; adskillige steder sæl-
ges skind på andelsbasis; og selv van-
skeligheder af geografisk og trans-
portmæssig art kan overvindes:
Brugsforeningen i Grise Fiord, den
nordligste andelsforening i verden,
ligger 700 miles inden for den nord-
lige polarkreds.
NYE MULIGHEDER
Skønt kun 4 år gammel er det frem-
skredne problemer, der drøftedes for
den arktiske andelsbevægelse ved mø-
det i Frobisher Bay.
Der rejstes spørgsmål som:
— Kan der etableres en centralise-
ret afsætning i „Syden“ for træ-
skærerarbejder og litografier?
— Hvad kan vi gøre for at få mere
samhandel mellem de artiske andels-
foreninger?
— Kan man udelukke et medlem
af en andelsforening, når han nok føl-
ger lovene, men på andre måder ikke
handler i andelsbevægelsens interes-
ser?
— Er det muligt at oprette rensdyr-
hold på andelsbasis?
Konferencen bragte ikke svar på
alle spørgsmål, og Laidlaw føjer af
sig selv endnu et spørgsmål til i sin
rapport. Spørgsmålene viser, hvor iv-
rige folkene i nord er for at få infor-
mation og vejledning; alene det, at
alle disse spørgsmål bliver udtalt, pla-
cerer et tungt ansvar hos en eller
anden — men hvem?
I det følgende lader vi repræsentan-
ter for de valgte ledelser i nogle af
andelsforeningerne selv berette.
POVUNGNITUK ANDELSFORENING
Om Povungnituk andelsforening be-
retter Pauloosie Seuak:
Før andelsforeningen blev startet i
Povungnituk, var tiderne ikke så
gode. Andelsforeningen blev startet
blandt folket af Peter Murdoc, som
nu bor i Frobisher Bay. De begyndte
ikke det år, han var her, men han
fik Father Steinmann til at lære folk,
hvad kooperationen var.
I begyndelsen kan folk ikke fatte,
hvad en andelsforening er, og hvad
den indebærer. Folk fatter ikke, hvad
de kan udrette, før de får startet en
andelsforening; eskimoer uden andels-
foreninger er fuldstændig afhængige
af de hvide. Vi gjorde fejl, men når
man gør fejltagelser, begynder man
at lære. Vi er ikke rige. Jeg prøver
blot at fortælle Dem, hvilke følelser
vi har overfor vor andelsforening.
I begyndelsen startede vi med træ-
skærerarbejder. Det er ikke let. Man
må arbejde hårdt for at få en god
form og den rigtige størrelse. Man må
prøve at komme op og op hele tiden,
selv når man ved, det sommetider går
nedad. Nu har vi to forretninger, en
butik for træskærerarbejder og en
for litografier — og også et pakhus.
Vi har også et pengeinstitut, som er
en god hjælp for .os, men vi venter
ikke at blive rige lige med det samme.
Vi har sendt vore træskærerarbej-
der sydpå, og nogle af vore folk be-
søger de steder, hvor de bliver solgt.
Det er en god idé, og det vil vi fort-
sætte med. Vi bedømmer selv sten-
arbejder — de små sælges bedre end
de store. Vi beder vore medlemmer
om ikke at lave de store arbejder,
uden det er efter ordre. Vi fastsætter
prisen på et stenarbejde ved at lade
den, der har lavet det, selv sige en
pris, eller — hvis det er et stort ar-
bejde — at lade to personer vurdere
dets pris. Kvinderne har specialiseret
sig i syning og håndarbejder — de
bestemmer selv prisen på deres ar-
bejde.
GRISE FIORD
Fra den nordligste andelsforening
i verden — Grise Fiord — aflægger
Akpalleeapik denne rapport:
Grise Fiord er et nyt samfund. De
fleste af de folk, der lever dér, kom
fra Port Harrison. Regeringen havde
hjulpet disse folk til at flytte, fordi
de ikke kunne skabe nogen levevej
i Port Harrison. Da folkene flyttede
hertil, manglede de en butik. Den blev
finansieret ved et lån fra Eskimo
Låne-Fondet. Femten mænd og to
kvinder sluttede sig til andelsforenin-
gen, de valgte fem mænd til at fun-
gere som bestyrelse. Før vi startede
andelsforeningen, havde vi ingen mu-
lighed for at lære den virkelige værdi
af skind og pelse at kende. Der er så
få mennesker i Grise Fiord, at det er
svært at drive forening uden hjælp.
Regeringsembedsmanden fører bog-
holderiet. Folk har en del træskærer-
arbejder. Der er en, der er særlig
dygtig — den højeste pris for et træ-
skærerarbejde er 35 dollars. Andels-
foreningen betaler kun et rimeligt for-
skud, og restbeløbet udbetales efter
salget. Når pelssalget er dårligt, laver
eskimoerne flere træskærerarbejder.
Hvis andelsforeningen ikke var blevet
oprettet, havde vi ikke kunnet klare
os. Vi lever i mørke fra november til
marts. Vi får forsyninger ind med
både kun én gang om året i slutningen
af august.
BLIVER I FORT BURWELL
Henry Annatuks beretning om an-
delsforeningen Kikitaoyak ved Port
Burwell:
Folk tænkte på at forlade Port Bur-
well for at tage til Labrador. Det var
vanskeligt at få forsyninger og nok
at leve af. Da kom tanken om en an-
delsforening gennem regeringsmænd,
og da skete der en forandring med
samfundet. Nu tror vi, at vi kan op-
retholde livet ved at blive og arbejde
ved hjælp af andelsforeningen. I an-
delsforeningens første år blev et
fryseanlæg bygget, og fiskene blev
fanget og bragt til frysehuset. Første
år gik frysemaskinen ikke ordentligt,
og vi klarede det ikke så godt. Et år
senere arbejdede fryseren godt, og vi
fik den fuld af fjældørred. Vi fangede
også torsk og fik temmelig meget af
denne fisk, og vi gik på jagt efter
sæler, efter at vi havde fanget torsk.
Hvis vi havde en større båd til jagt
om efteråret, ville det være bedre for
alle medlemmerne af andelsforenin-
gen. Før vi fik andelsforeningen, var
vi nær ved at flytte fra Port Burwell
for at komme nær til et handelssted.
Vi ønskede ikke at tage til Chimo,
fordi vi ikke kendte området. Vi ville
tage til Labradorkysten. Nu tænker
vi ikke på at flytte mere. Med den
hvide mands hjælp kan vi opbygge
andelsforeningen og gøre det bedre for
alle. Vi har en brugsforening i Port
Burwell, og jeg og en anden person
passer denne butik. Kvinderne laver
måtter, fugle og andet, og der bliver
også lavet træskærerarbejde af mænd
og kvinder. Vi klarer os temmelig godt
hele året med fiskeri.
SOLGTE LITOGRAFIER OG
BYGGEDE EN BRUGS
Om West Baffin andelsforeningen i
Cape Dorset beretter Oshaweetuk:
Før vi fik startet andelsforeningen
ved Cape Dorset, led vi under dårlige
forhold — folk havde ikke ammuni-
tion, der kunne holde sig i længere
tid — nu har de rigelig ammunition.
De havde ikke tømmer til kajakbyg-
geri, nu bruger de for det meste mo-
torbåde.
Begyndelsen blev gjort, da vi be-
gyndte at lave stenarbejder. Mange
vidste ikke, hvordan de skulle bære
sig ad, men i det lange løb lærte de
det — selv jeg lærte det. Nu kan
mange i Cape Dorset lave pænt sten-
arbejde. Da vi begyndte, var prisen
ikke særlig høj. Men efterhånden som
vi blev dygtigere, blev priserne bedre
— og det er derfor, folk nu kan købe
bedre både og ammunition.
Alle i Cape Dorset prøver at hjælpe
hinanden, og nu laver vi litografier,
som er meget bedre betalt end sten-
arbejder. Da vi begyndte med litogra-
fierne, prøvede vi at gøre dem så
smukke som muligt, men vi opdagede
snart, at de smukke litografier ikke
var så gode. En litografi, der er præ-
get af et menneskes sjæl, er virkelig
meget bedre end den, der anses for
at være smuk. Vi opdagede, at en pæn
litografi ikke altid er den bedste.
Kvindernes arbejder er altid bedre
betalt end mændenes — de kan lægge
ideer i det, som mændene ikke har.
Kvinder kan tjene flere penge end
mænd på grund af deres ideer. Vi kan
lave flere litografier af kobberplader
end af sæbesten.
Vi har bedre tøj nu, fordi vi kan
tjene flere penge på vore litografier.
Vi vil aldrig glemme Jim Houston for
den start, han gav os ved skære- og
litografiarbejde. Før hans tid kunne
nogle eskimoer end ikke købe petro-
leum til deres komfur. Vi har en
brugsforening, der er to år gammel
nu. Oprettelsen af brugsforeningen i
Cape Dorset var en vanskelig affære
— nogle af folkene ville ikke høre
tale om det, men de følte, at de tabte
penge ved ikke at have deres egen
forretning.
Jeg ved, at folk gerne ville have
en brugsforening, men jeg ved ikke
præcis, hvordan de fik den. Nogle
andelsfolk handler ikke i brugsfor-
eningen, fordi de ikke er tilfredse med
uddeleren.
I forbindelse hermed blev det op-
lyst, at folkene i Cape Dorset fik deres
brugsforening ved hjælp af de penge,
de fik for deres grafiske arbejder.
Eskimoerne i dette samfund sparede
65.000 dollars sammen af deres egne
penge ved salget af litografier og træ-
skærerarbejder, før de gik i gang med
brugsforeningen; de lånte ekstra kapi-
tal hos Eskimo Låne-Fonden. Med
andre ord lagde ca. 60 medlemmer
hver i gennemsnit over 1000 dollars
— tjent ved deres kooperative pro-
duktion og ved salget på andelsbasis
af deres egne produkter — til side.
Disse penge blev det økonomiske
grundlag for opbygningen af brugs-
foreningen, hvorigennem de både
foretager indkøb af ting, de skal bru-
ge i deres arbejde, jagt, fangst og
fiskeri, og af varer til husholdningen.
WHALE COVE ANDELSFORENING
Rapporten om Issatik Eskimoandels-
foreningen i Whale Cove blev aflagt
af Celestino Magpa:
Whale Cove andelsforening er end-
nu ikke i funktion — der er 35 men-
nesker, som er villige til at udvikle
andelsforeningen. De folk, der bor i
Whale Cove, kom fra Eskimo Point.
Vi blev flyttet til Whale Cove af re-
geringen, fordi vi var ved at dø af
sult dér, hvor vi levede før. Jeg har
ikke meget at fortælle — vi har ikke
haft tid til at gøre meget inden for
vor andelsforening endnu. Vi har en
konserveringsmaskine — konserverer
kød til salg. Vi er netop ved at starte
og håber, det bliver succes.
Vi havde aldrig set sæler, før vi
kom til Whale Cove. Jeg hørte rap-
porter fra de andre delegerede — det
lader til, at de arbejder hårdt. Vi har
endnu ingen leder blandt eskimoerne,
men der er en hvid mand, som hjæl-
per os, og vi skal til at begynde. Når
som helst vi går på jagt eller fiskeri,
ved vi, vi kan få noget fra landet eller
havet.
Folkene ved Whale Cove var glade
for at sende en delegeret hertil — og
jeg har mange rapporter at bringe
med hjem. Der er mange hvaler her.
Vi er 147 — sidste sommer fik vi én
hval pr. person. Der er ingen træer
— kun sne og klipper. Vi har en
knusemaskine for at skaffe føde til
hundene — selv ben knuses.
GEORGE RIVER ANDELSFORENING
Joseph Sam Annak fra andelsfor-
eningen i George River, den første i
det arktiske område, beretter:
Jeg vil gerne forklare, hvordan an-
delsforeningen startede ved George
River. Det begyndte for 4 år siden,
da regeringsfolkene kom for at snakke
om, hvordan de ville hjælpe folk med
at hjælpe sig selv. Vi havde ofte haft
knaphed på levnedsmidler og havde
måttet rejse lange strækninger for at
handle og købe mad. Vi tænkte på at
flytte til et andet område, fordi det
var for svært at få føden, hvor vi
KRYOLITSELSKABET ØRESUND
A/S
tænder hvide
KØBENHAVN
-garanteret fri for sukker
14