Atuagagdliutit - 30.01.1997, Page 16

16
Nr. 8-1997
Af Laila Ramlau-Hansen
MED TROMMEDANS
Hvis en kvinde begynder at skrige eller tude, bliver hun en del af showet, når Egon Sikivat går til den med
sin tromme. Bagefter siger han undskyld
NUUK(LRH) - Jeg har mødt
en enkelt kvinde, som i den
grad afskyede mig efter en
optræden, at hun bagefter
nægtede at give mig hånden,
fortæller trommedanser Egon
Sikivat smilende.
- Men når jeg optræder, er
mit højeste ønske at more
publikum, siger han.
Med årene har Egon Siki-
vat udviklet sin helt egen stil,
når han optræder med sin
tromme. Publikum er en vig-
tig del af hans optræden. Det
er bare ikke altid, at deltager-
ne er vidende om, at de bliver
en del af showet. Så er det, det
bliver virkelig morsomt for
alle de andre.
Egentlig var det lidt tilfæl-
digt, at Egon Sikivat kom til
at optræde med tromme.
MIK-koret, som han var med-
lem af i de fleste af de 19 år
han boede i Danmark, kom til
at mangle en trommedanser,
da præstestuderende Ilanngu-
aq Jensen blev færdig med sin
uddannelse og rejste hjem.
Egon Sikivat gik til optagel-
sesprøve og blev valgt som
MIK-korets trommedanser.
Det var engang i 1966 eller
’67, husker han.
- Det kan jeg lige så godt
indrømme, det var dengang
jeg var ung.
Egon Sikivat 1971-imi pemaammik inuit amerlasuut takutitsiffigai. Ullumikkut apeqqutaatiimgilaa inuk ataaseq 1.000-
illuunniit isiginnaartorinerlugit.
11971 optrådte Egon Sikivat for første gang for en større samling mennesker. I dag optræder trommedanseren lige godt for
en person som for 1.000 mennesker.
Tudende russer
Egon Sikivat fortæller om
den russiske kvinde, der bag-
efter nægtede at give ham
hånden:
- MIK-koret var inviteret til
Moskva for at underholde.
Efter vi havde sunget og dan-
set polka, skulle jeg vise
trommedans. Jeg stod på en
meget stor scene og lagde
mærke til, at folk blev lidt an-
spændte. Specielt denne rus-
siske kvinde på forreste ræk-
ke. Jeg havde mikrofon på
mig, fordi arrangørerne vid-
ste, at jeg gerne ville rundt
blandt publikum.
- Efter at have stået lidt på
scenen sprang jeg ned på gul-
vet og gik hen mod denne
kvinde, som blev helt ude af
den og sprang op af sin stol
og flygtede ind blandt publi-
kum. Det var en teatersal, så
folk sad i bløde stole med blø-
de ryglæn. Først fulgte jeg
hende noget af vejen, men
hun var virkelig hurtig, og
hele tiden kiggede hun sig
over skuldrene, mens hun løb
væk fra mig.
- Jeg havde kamikker på, så
jeg sprang op på stoleryggene
og løb hen over stoleryggene
og nåede hende ved nødud-
gangen, som var låst. Da jeg
sprang ned ved siden af hen-
de, begyndte hun at tude. Jeg
stoppede med at slå på min
tromme, og pludselig var hele
den store sal fyldt med lyden
af denne tudende kvinde.
- Folk morede sig vældigt.
Ind imellem slog jeg på trom-
me, og så stoppede jeg, og
salen fyldtes igen med lyden
af den stortudende kvinde.
Folk grinede højlydt og havde
det morsomt.
Undskyld
- Jeg har været ude for en lig-
nende situation i Finland. Det
foregik blot i et telt, og kvin-
den havde ingen steder at
flygte hen, selvom hun for-
søgte at kravle op ad telt-
dugen.
- Men når jeg har lavet
sådan en optræden, går jeg
altid med en tolk hen til den
person jeg har udsat for denne
optræden og undskylder. Jeg
forklarer, at min optræden
indebærer den slags, og at jeg
ikke mener noget ondt med
det. I de allerfleste tilfælde
giver vi hånd og får en snak
om Grønland.
- Det blev dog ikke tilfæl-
det med den russiske kvinde.
Jeg var bagefter henne ved
hende for at forklare mig,
men hun ville ikke høre på
mig. Det eneste hun spurgte
mig om, var hvorfor jeg ikke
kunne have valgt en anden
end hende. Jeg forklarede
hende, at det var, fordi hun
var den af alle, der så aller-
mest anspændt og bange ud.
Det svar var hun tydeligvis
ikke særlig tilfreds med. Man
kan godt sige, at vi ikke blev
venner.
- Dagen efter var vi oven-
ikøbet inviteret det samme
sted hen. Da vi skulle gå, gav
vi alle hinanden hånden til
farvel, men den russiske kvin-
de så mut på mig og nægtede
at give mig hånden.
- Den finske kvinde der-
imod sagde bagefter til mig,
at det var OK, og vi blev gode
venner.
- Det undrer mig faktisk, at
en russer reagerede så vold-
somt, som om jeg var farlig.
Men de forbinder det måske
med noget åndemaneri. Jeg
ved det ikke.
Væk med sceneskræk
Efter at have optrådt i små
forsamlinger gennem en del
år, skulle Egon Sikvat i 1971
for første gang optræde for en
større forsamling. 500 studen-
ter var samlet i en universi-
tetsbygning i Dortmund.
- Jeg var noget nervøs, men
det var her jeg overvandt min
sceneskræk. Når jeg senere