Atuagagdliutit - 30.01.1997, Blaðsíða 17

Nr. 8-1997
17
Egon Sikivat qilaatersoraangami isiginnaartut peqataatinnissaat pingaartittarpaa. bnaassinnaasarpoq pissangarpasinneq pequerfigineqartoq.
Publikum er en væsentlig del af Egon Sikivats show, når han tager fat med trommedansen. Den mest anspændte bliver måske en del af et solonummer.
har optrådt, er det mig lige-
gyldigt, om jeg optræder for
en person eller for en sal fyldt
med 1.000 mennesker. Når
jeg ser på billeder af mig selv
fra en optræden, kan jeg godt
undre mig over, at jeg ser så
glad ud. Men det er selvfølge-
lig, fordi jeg er meget glad for
at optræde. Jeg synes det er
dejligt, når folk morer sig.
Egon Sikivat har altid haft
et job ved siden af sin optræ-
den. Hver gang han har fået et
nyt job, har han ved ansættel-
sessamtalen gjort opmærk-
som på, at han ind imellem
bliver inviteret rundt i verden
til at optræde med tromme-
dans. Han har været så heldig,
at arbejdspladserne har haft
forståelse for denne del af
hans liv.
- Faktisk mangler jeg kun
at rejse fra Japan til Alaska
for at have været kloden
rundt, siger han. - Tromme-
dansen har ført mig rundt i
verden, og jeg har været ste-
der, jeg ikke ville have set,
hvis ikke det var på grund af
trommedansen.
To supermagter
-1 disse dage tales der meget
om Thule og tiden under den
kolde krig. 1 den kolde krigs
tid boede jeg hjemme i Am-
massalik, og vi var alle bange
dengang, når vi tænkte på,
hvad der kunne ske, hvis de to
supermagter, USA og Rus-
land, ikke kunne enes. Da jeg
senere kom til Danmark, tæn-
kte jeg på, om jeg ville blive
lykkeligere, hvis jeg fik mu-
lighed for at besøge disse to
supermagter. Og hvem ville
have troet, at det var muligt.
- Pludselig en dag var jeg i
Moskva, og jeg tænkte på, om
jeg mon nogensinde skulle
komme til USA. Det fik jeg
mulighed for, da Lars Emil
Ilaasali Egon Sikivat nuannareruttoramikku isiginnaat
akomannut pigaangat pakkuttarpaat.
Nogle er så gladefor Egon Sikivat, at de gerne tager
ham til brystet, når han mænger sig med publikum.
Johansen skulle til New York
for at deltage i åbningen af de
oprindelige folks år. Det er
mærkeligt at tænke på. Jeg
har været steder, som jeg kun
havde hørt om. Og jeg følte
virkelig, at jeg fik ro i sindet,
da jeg havde været i New
York. På den måde havde
begge supermagter fået set
min trommedans. Forholdet
på det område var ikke længe-
re skævt.
Set ting man hører om
- 1 New York fik jeg set tvil-
lingebygningen, som forsvin-
der i tågen, så højt er det. Da
jeg senere kom til Japan fik jeg
også set, at det er rigtigt, hvad
man siger om japanere; de er
til at stole på. De stjæler ikke.
- Jeg gik på gaden en dag,
og så folk gik og bøjede sig
ned. Det viste sig, at en eller
anden havde tabt 1.000 yen.
Det blæste lidt, så den fløj
rundt på gaden. Når sedlen
fløj, var der en eller anden,
der fik fat i den og lagde en
lille sten på den. Da den fløj
igen, gik en anden hen og lag-
de den ved et træ, da den fløj
videre, tog en tredje den, og
gjorde den fast ved træet. Jeg
var selv henne ved træet og så
sedlen. Jeg tænkte, hvis det
skete herhjemme, ville de
1.000 kroner ende i vores
bukselomme. Så forskellige
er vi.
- Det var iøvrigt noget af en
oplevelse at være grønlænder
i Japan. Mange tog mig for at
være japaner. Når nogle be-
gyndte at tale japansk til mig,
måtte jeg svare: Paasinngilak-
kit (jeg forstår dig ikke). De
så længe på mig, før det gik
op for dem, at jeg ikke var
japaner.
- En aften vi var ude at spi-
se, sad de jo alle med spise-
pinde og spiste, som om de
tog tingene op med fingrene.
Jeg kunne ikke finde ud af
det. Jeg hørte godt folk lo,
men tog mig ikke af det, før
en fra den danske ambassade
forklarede mig, at folk grinte,
fordi de aldrig havde set en
japaner før, der ikke kunne
spise med pinde.
- Op mod jul, da vi havde
travlt på posthuset, hvor jeg
arbejder, sagde jeg til mine
kolleger. »Det er sørme godt,
jeg arbejder på posthuset i
Nuuk og ikke i Tokyo. Vi har
frygteligt travlt med 12.000
indbyggere. De må have ube-
skriveligt travlt i Tokyo med
12 millioner indbyggere«.
78 timer i luften
Det var badende varmt, da
Egon Sikivat i 1992 kom til
Tokyo, hvor han blev fint
modtaget af den danske am-
bassade.
- Jeg rejste fra Grønland til
Danmark, hvor der var 35
graders varme. Jeg blev der i
et par dage, og det var nok
meget godt. For da jeg tog
videre til London var der 40
grader og efter 11 timers fly-
vetur fra London til Japan,
landede jeg i 58 graders var-
me. Det var hårdt.
- Da jeg skulle optræde,
kunne jeg ikke have min
isbjømeskindsbukser på, men
jeg havde kamikker på, og jeg
var ved at dø af varme. Sve-
den haglede for et godt ord af
mig. Det var slemt. Bagefter
stod jeg under den kolde bru-
ser i over en time, men jeg
blev ikke kold. Når jeg trådte
ud af bruseren, blev jeg varm
igen. Så jeg forstår udmærket,
at folk ikke solbader i Japan.
- Men hvor er Japan dog et
grønt land. Det burde hedde
Grønland. Alt fra bjerge til
byer er grønt. Og så er de
utrolig dygtige til at at pynte
med blomster. Jeg så blandt
andet et hus lavet udelukken-
de af blomster. Det var bare
smukt. Jeg sidder og ser det
hele for mig, når jeg fortæller.
- Da jeg kom hjem fra turen
til Japan, regnede jeg ud, at
jeg havde været i luften i 78
timer i alt. Det er nu rart at
være ude, men bedre at være
hjemme.
- Havde jeg ikke en sådan
trang til at bo herhjemme,
kunne jeg måske leve af at
optræde med trommedans.
Det kan man ikke i Grønland.
Atuartartuisinnit nalunngilarput inuit pillugit allaaserisat
ilanngutassatut pitsaasuusanut, Taamaammat aalajanger-
pugut sisamanngomerit tamaasa inuit ilaqutariilluunniit
oqaluttuarerusutaminnik misigisaqarsimasut pillugit ilan-
ngussisarniai lula. Qujanartumillu Kalaallit Nunaantii
taamaattunik inuppassuåqarpøq. Pisunut - ukiuni nutåani
oqalultuarisaanermut, isorartussutsinut, innuttaasut katiti-
gaancrinut akcrleriinnullu tunngasinnaapput. :
Sisamanngornikkullu saqqummersartussani qupper-
nerni ukunani kina tulliullugu ilisaritissaneripput siun-
nersorluta allagaqarit. -
AlJakkap puua »Inuir«-imik nalunaaqutseruk, sisaman-
ngornermilu tulliutlumi aviisiseqqillutil. IinalLssinnaavoq
ilaatikkusutat ilaatinneqartoq. Y";-«-
MENNESKER
Fra vore læsere ved vi, at-artikler om mennesker er godt
stof. Derfor har vi bestemt os for hver torsdag at bringe -
en historie om et menneske eller en familie, der har ople-
pp&nogcl. ile synes er værd at fortælle om. Og der er hel-
digvis mange sådanne emner i Grønland. Det ligger i oms;
stændighedeme - i den kompakte historie i nyere tid, i de
store alstande, i befolkningssammensætningen og i mod-
sætningerne. _ (s. ''
Send os gerne en god ide om, hvem vi kan præsent««;
på disse sider i de kommende torsdagsudgaver. : '
~ Mærk kuverten »Mennesker«, og køb avisen også
næste torsdag. Det kunne jo være. jeres favorit er mod,-;Af
tRKIVFOTO: KNUD JOSEFSEN