Atuagagdliutit - 18.12.1997, Blaðsíða 22

22
1997
JULETILLÆG
Inuit ilaasa umiarsuup orraanera nuannineq ajorluinnarpaat. Tamakkununnga Robert ilaavoq.
Nogle mennesker bryder sig ikke om, når skibet dalrer fra den ene side til den anden. Dem hører Robert iblandt
Katteskidt 02 vindiammer
rede, og han kan meget
mere, end han til dagligt
demonstrerer.
Katten
Han præsenterede det her
videouhyre, både 9 gange
hastighed og »momentant
replay«: - kill you - kill you
- kill you - kill you... Ameri-
kansk film er alligevel ikke
andet.
Men så var det, jeg kom
til at kigge på katten. Han
havde fået den af Pauline,
og det var den nydeligste lil-
le filihankat med et absolut
udadleligt væsen.
Jeg sagde, at han for-
mentlig ville have den med
på rejsen, men at jeg lige
var nødt til at ringe rundt til
passagererne, fordi nogle
mennesker nu engang ikke
kan det der med katte.
Med katten var fulgt en
transporttaske, men Robert
kunne ikke få over sit hjer-
te at gøre den nødvendige
vold på det modstræbende
dyr, der ikke ville bukkes
sammen nede i tasken. Jeg
lovede at komme med en
større.
Passagerne syntes, det
var i orden med katten, og
jeg måtte derfor se mig om
efter en større taske. Og
sådan en har jeg faktisk fra
kredsretten, fordi jeg som
sættedommer undertiden -
hvis det kan indpasses i min
charter - udfører noget ret-
sarbejde i de bygder, vi
kommer til. Jeg tømte altså
tasken og fik kredsretssa-
Fra en tilfældig novembertur - Af Jens Erik Kjelds

Indledningsvis vil jeg gøre
det klart, at jeg ikke med
denne historie ønsker at
fralægge mig ansvaret. På
havet er enhver tilskikkelse
ene og alene kaptajnens
ansvar. Der er ikke noget,
der hedder uheld eller ufor-
skyldthed. Alt kan tilbagevi-
ses til forkerte dispositioner
og dårlig forberedelse! Så
når læseren får en fornem-
melse af, at jeg prøver at
hænge min gamle ven ud i
avisen, så skal han eller hun
vide, at jeg udmærket er
klar over, at enhver fejl fal-
der tilbage på kaptajnen - i
dette tilfalde også skriben-
ten.
Alligevel kan dette doku-
ment måske stille mig på
lidt bedre fod med min
skæbne, når vi på den yder-
ste dag skal have vejet
»imod« op mod »formilden-
de omstændigheder«.
Men da ærlighed varer
længst, og - som Storm P.
sagde - sjældent bliver
opdaget, vil jeg allerede nu,
til dig min ven Robert, sige
tak for udvist beredvillighed
og for en venlighed og
høflighed, som man kun
finder hos de aller fineste
mennesker. Også tak for
det »lidt ekstra«, som gjor-
de vores tur til bevis på, at
alle har noget vigtigt at yde,
selvom bedrifterne ikke
altid bliver det, man venter.
Så - selvom du optræder i
tredie person, er historien
tilegnet dig, for vi er jo
skæbneforbundne vi to,
således af du (1940'er) - og
jeg (1955'er) kunne fejre
vores 55-års dag og 40-års
dag sammen dato.
Og lad os dermed tage hul
på historien og lade Herren
holde hånden over dem, der
kan smile ad sig selv.
Enhver lighed med nule-
vende personer er tilsigtet:
En udkig
Jeg havde to charterture til-
bage for sundhedsvæsenet i
Aasiaat/Kangaatsiaq, inden
jeg af forskellige årsager
skulle sydpå i vinterhavn.
Jeg kunne derfor ikke
ansætte nogen med løfter
om særlig langvarrig
r
INUIT ATAQATIGIIT
ukiumi qaangiuttumi suleqatigiilluarsimanermut
qujalluta nunaqqatigut ukiumut nutaassamut
iserluarnissaannik kissaallugit pilluaqquagut.
takker alle for et godt
samarbejde i det forgangne
år og ønsker alle et godt og
lykkebringende nyt år.
beskæftigelse og havde
ingen i mit brød, fordi et
eksperiment med en sam-
fundsramt ung gast var fal-
det uheldigt ud her ugen op
til - trods hans overbevisen-
de dygtighed.
Dagen før havde jeg, for
at overholde min forpligtel-
se i henhold til farttilladel-
sen, forhyret en af passa-
gererne, som kun var med
som turist. Fartstilladelsen
siger, at bedstemanden skal
være skikket til udkig, og
som sådan må en kat jo
siges til overmål at opfylde
forpligtelsen. Helt sådan gik
det ikke, men vi er på spo-
ret...
Robert
Hvad gør man en sådan
aften klokken 20.30 med
charterafgang næste mor-
gen klokken otte - uden en
lovpåbudt bedstemand.
Da kom det til mig som et
budskab. I begyndelsen kun
svagt, men efterhånden
fyldte det begge øregange
med et fuldtonigt næsten
rytmisk: Robert! Robert!
Robert!
Ja, selvfølgelig.
Med sin høflige og blide
stemme havde han for nylig
husket mig på det uden-
landske videobånd, jeg hav-
de, og som han nu var i
stand til at afspille på sin
nyindkøbte videomaskine -
...hvisjeg kom med det! Og
jeg havde sagt ja og lagt det
ud foran de øvrige opgaver,
jeg skubbede foran mig. Så
med en forventning om at
kunne forene det nyttige
med det fornøjelige banke-
dejeg på til Roberts Blom-
ster- og Videoland på Peter
Olsensvej 93, hvorfra der
allerede gennem Rukolås-
ens nøglehul sivede en umi-
skendelig lugt af kat ud.
Robert var hjemme, og
jeg takkede skæbnen, fordi
den i sin uendelige
miskundhed således atter
havde lagt en lysende vej
foran mig. Jeg havde på vej
hen til Robert kalkuleret
med en kontant afregnings-
model. men var undervejs
blevet overbevist om, at
turen måtte bære lønnen i
sig selv:
- Har du lyst til med fri
kost og logi at komme med
ud at se Diskobugten et par
dage?
Ja, det havde Robert.
Efter 18 år i byen havde
han endnu ikke set Hunde
Ejlande mindre end 20 kilo-
meter borte. Som invalide-
pensionist efter et styrt i en
tidlig alder består hans dag-
lige adspredelse af, hvilke
blomster han vander, og
hvilke katte og hunde, han
fodrer og lufter for folk,
der er midlertidigt bort-
rejst.
Med sin trofasthed og sit
milde sind er han den bed-
ste til et sådant arbejde.
Han taler en hel del grøn-
landsk og kan døvesprog på
fingrene. Vi har således ikke
de samme talenter, Robert
og jeg. men hans er raffine-
ASS7PRIVAT-FOTO