Fróðskaparrit - 01.01.2005, Qupperneq 28

26
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
ser ahornen indefra huset med himlen som
baggrund.
At der virkelig er tale om en ankomst
i radikal - om end for Fabians vedkom-
mende kun i en momentan - forstand
kan aflæses af omsorgens fødselssymbo-
lik. Den opvágnende Fabian ligger som
en nyfødt næsten nøgen under et tæppe
uden klarhed over, hvad var gáet forud
og i begyndelsen uden klar skelnen mel-
lem drøm og virkelighed. Han er som et
barn pá vej mod større virkelighedserken-
delse. Der er en sláende lighed mellem
fru Nordlund og Isan i Grylen. Begge fun-
gerer som fødselshjælpersker, der tvætter,
giver noget styrkende og som pusler om
den kvæstede. Nár alt kommer til alt gen-
fødes Fabian dog ikke som Dunald. Fru
Nordlund, som ellers har haft mørkeviolet
kjole pá i lighed med bladene pá sin dun-
kelrøde ahorn, er nu næsten ligesom Isan
og hendes blomstrende forklæde iklædt en
anderledes optimistisk blomstrende kjole.
Den mørke farve knyttes til den heftige
begærsverden, men de friske blomster er
knyttet til frugtbarhed og velgørende al-
mindelighed. Da fortælleren synes, at en
sádan kjole klæder fru Nordlund i denne
situation, er det ogsá fordi hun selv er ble-
vet befriet for sit begær til Bartholdy og
for sin jalousi over for Eva og har afklaret
med sig selv at forlade “denne fjollede
ravnekrog” (109).
Fru Nordlunds modenhed og klare be-
slutning er en modsætning til Fabian, der
halvtreds ár efter begivenhederne stadig
er “modtagelig for ... trylleri” (63) fra
rønne-espalieret uden for fru Nordlunds
nu forfaldne hus. Det lykkedes ikke Fabi-
an at overvinde angsten for virkeligheden,
der er endt som et sentimentalt forhold til
fortiden afbildet som et symbolsk forfald
i nutiden. Hvor Fabian er fastlást i “mørk
illegitim nydelse” (91), kommer fru Nord-
lund fri af sit begær, fordi det er udadret-
tet og ikke indadrettet som Fabians. Hun
fornægter ikke sit begær, hun lever det,
men hun vil ikke blive hængende i det
samme. Der er alvor og fortvivlelse bag
hendes beslutning om at flytte, hvorimod
Fabian beskrives som en, der ikke er rigtig
fortvivlet.
Fornyelse kræver at man er parat til at
sige farvel og opgive noget gammelt til
fordel for noget nyt. Fabian bliver tragisk
fordi han er splittet mellem fortid og nutid
og mellem ideal og virkelighed. Splittel-
sen er med til at gøre ham til en Narcis-
sus-figur. Narcissus og Fabian er begge
ynglinge midt i ungdommens dramatiske
forvandlinger. I den græske myte om Nar-
cissus6 bliver denne sá fascineret af sit eget
spejlbillede, at han mister sig selv. Den
traditionelle opfattelse af myten har været,
at ynglingen elskede sig selv for meget. I
sin bog Uro. En rejse i det moderne selv
plæderer psykiateren Finn Skárderud for
et andet syn pá Narcissus-figuren. I sin re-
visionistiske udlægning fremhæver Skár-
derud Narcissus’ tab af selvkærlighed:
Selvoptaget, selvcentreret, seksuelt selvsti-
mulerende, storhedsvanvittig, en enspæn-
deragtig asocial tábe.ja, detkan man være,
men at elske sig selvfor meget? Næppe ...
Det var mangel pá selvkærlighed som var
Narcissus’ skæbne, og ikke overspændt
selvkærlighed (Skárderud, 1999: 116).