Fróðskaparrit - 01.01.2005, Qupperneq 29

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
27
Narcissus’ mangel pá selvkærlighed
skyldes oprindelig Narcissus’ splittelse
mellem gud og menneske. Overført til
moderne psykologi betyder det ifølge
Skárderud, at et truet og splittet subjekt
søger et andet billede af sig selv for at ud-
holde selvtabet. Fabians ungdomshovmod
er udtryk for tab og mangel. Hans hovmod
er objektiveret i Agathon, som er en slags
“prangende og “afstandsfremmende værn”
mod selvtabet (ibid.: 121). Han forsøger
at opná egenkærlighed ved at gøre sig selv
til objekt, men det forbliver udsigtsløst.7
I modsætning til Narcissus gennemgár
Fabian ikke nogen forvandling. Der hvor
Narcissus dør, opstár blomsten af samme
navn. Tiresias bliver spurgt om Narcissus
vil fá et langt liv. Tiresias, som er skæb-
nens fortolker, svarer: “Ja, hvis han ikke
kender sig selv” (ibid.: 117). Men Narcis-
sus lærer sig selv at kende og dør for siden
at genopstá. Fabian fabulerer derimod i
samme skure 50 ár efter de stormfulde ár
og lærer aldrig sig selv at kende. I stedet
for blomsten som et smukt minde om den
døde, identificeres Fabian med fru Nord-
lunds forfaldne hus, som snart vil blive
revet ned af kommunen! Den ophøjede
grækofile er ‘offer’ for noget sá prosaisk
som byplanlægning og fár i modsætning til
den selverkendende Narcissus intet minde-
værdigt efterliv.
Eros-forestillingen i Platons Symposion
Betegnelsen dilettanter er brugt i forbin-
delse med novellens dilettantskuespil og
henviser til dilettantkomedien i oldtidens
Grækenland.8 Novellens reference til old-
tidens græske kultur viser imidlertid at
have mere pá sig. Ved sin brug af nav-
net Agathon kommer der for alvor kød
pá forbindelsen mellem novellen og antik-
ken. Agathon er en af hovedpersonerne i
Platons værk Symposion, der utvivlsomt
er filosofihistoriens mest betydningsfulde
Eros-tolkning. Dilettanternes Eros-tolk-
ning vil i det følgende blive set i lyset
af Platons Eros-begreb i Symposion. Men
først en præsentation af Symposion som
værk, som er en forudsætning for at for-
stá analysen af de mange ligheder mellem
Dilettanterne og Symposion.
Symposion handler om den græske el-
skovsgud, Eros. Værket er udformet som
en række mere eller mindre litterære dia-
loger om Eros. Aktørerne er symposia-
ster - drikkebrødre - men det er dog et
selskab, der fortrinsvis taler og samtaler
med ædruelig stringens. Dialogen former
sig som en række taler, der afspejler en
tankerække, hvor hvert trin i rækken er
meddefinerende for udviklingen af fore-
stillingen om Eros. Samtlige talere bør sá-
ledes opfattes som momenter i sandheden
om Eros. Talernes bidrag viser, at det ene
standpunkt ikke udelukker det andet. Vær-
ket fremstár som et forsøg pá at indkredse
sandheden om mennesket. Med alle de re-
levante momenter, der forekommer i vær-
ket, er det en sandhed med bred ryg, som
altsá ikke kan identificeres med de enkelte
momenter.
I sin bog Platons Symposion. Et herme-
neutisk essay karakteriserer Anne-Marie
Eggert Olsen Platons fremstilling af Eros
som en “ándens fænomenologi” (Hegel)
og en “erotisk[ej erfaringsstige” (Olsen,