Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 32

30
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
bare kan slippe kærligheden og kreativite-
ten løs uden modstand. Med sine lovtaler
til Eros er han forblindet af sig selv og
menneskets evne til at styre tilværelsen
(ibid.: 197D-198C). Han er blevet sam-
menlignet med det ubekymrede velfærds-
barn, som stár for fri kreativitet, uhæm-
met frigørelse og formløshed.
Platons Agathon er en mere tvetydig fi-
gur end Fabian og hans Agathon. Agathon
betyder godhed pá græsk, men som en af
Platons sofister repræsenterer han ikke kun
det gode. Platon benægter ikke de landvin-
dinger, som er i Agathons tale. Agathon
bringer noget nyt, men er ogsá overdrevet
i sin optimisme og fri udfoldelse. Med sin
stilistiske selvbevidsthed er Agathon den
ypperste sofíst i selskabet og repræsentant
for det moderne selvbevidste subjekt, der
siger jeg og indtager et oplysningsstand-
punkt. Agathon fører guddomsopfattelsen
op til nutidige forestillinger om det gud-
dommelige. Han gør op med de olympiske
guder, kritiserer den græske myte for vold
etc. Selv om han kommer til kort over
for Sokrates, har han sáledes stor betyd-
ning for Eros-tolkningen. Platon siger, at
hvis mennesket skal skabe sin egen tilvæ-
relse gennem udvikling má det kende sin
styrke som Agathon gør og ikke bøje sig
for guderne. Subjektet má frem, hvis men-
neskets historie skal udvikle sig. Menne-
sket overtager derfor i den moderne Eros-
tolkning kreativiteten som i den mytiske
tidsalder var en guddommelig egenskab.
Heinesens livsbekræftende Eros-opfattelse
er ikke væsensforskellig fra denne Platons
tolkning af Agathon, men Heinesen sætter
ikke desto mindre Agathon-figuren i en
udelukkende negativ kontekst. Det hænger
sammen med novellens hovedprojekt, som
er at kaste kritisk lys over individet som
selvopslugt væsen.
Set i forhold til Platons Eros-begreb er
Fabian en figur uden forbilledlige kvalite-
ter. Han har ikke den samme udadvendte
selvbevidsthed som Platons Agathon. Fa-
bian er ensidig pá en indadvendt máde
med den erotiske drift kun rettet mod sig
selv, mens Platons Agathon er ensidig pá
en overfladisk, udadvendt máde. Fabian
mangler selvudfoldelse, hvorimod selvud-
foldelsen nærmest vælter ud af Agathon.
De er modpoler, men er begge er fortabte
i den forstand, at de kun møder sig selv
og kommer i selvsving. Deres ekstreme
subjektivitet mangler modet til at støde
ind i noget." Det hænger sammen med, at
de ikke synes, at de mangler noget, og de
begærer derfor heller ikke et objekt. De
mærker ikke friktionen mellem deres liv
og virkeligheden. Med Platons ord er den-
ne “Eros elskov til ingenting” i stedet for
“til noget” (Platon, 2000: 200B). Den er
begær uden grænser og en stræben uden
erkendelse af egen mangelfuldhed. Som
selvtilstrækkelige figurer har Fabian og
hans Agathon fjernet sig fra Eros’ kerne.
Fabian og hans alter ego samt Platons
Agathon er naive skønánder, der forbin-
der Eros med en ándelig kærlighed, som
adskiller sig fra den kødelige ved ikke at
begære noget. Fabian mangler kontakt
til virkeligheden og fungerer ikke som et
processuelt selv. Han er stagneret i en tor-
soagtig tilstand, som afsløres i hans sprog,
der ligner den græske navnefælles svul-
stige retorik. Med Heinesens gestaltning