Fróðskaparrit - 01.01.2005, Blaðsíða 36

34
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
overskride sig selv i en dynamisk helheds-
stræben.
Pá trods af at Fabian ikke udvikler sig,
er hans udgangspunkt dog alment-erotisk.
Han er ligesom de andre unge henvist til
at stræbe og finde en vej ud af elskovens
labyrinter. Det viser novellen ved sin brug
af et flynderbillede. Efter dansetimerne
hos madam Griersen siger Fabian til sig
selv:
Nej, naturligvis, selv om man kunde danse
var man jo den samme jlynder, man altid
havde været, nár det gjaldt piger (67).
Fabian er her sá tæt, som han kan komme
pá at blive et elementært billede pá en, der
ligesom Eros mangler og stræber. Der er
blot det, at Fabian i stedet for at acceptere
mangelfuldheden gør den til et blokeren-
de problem og sáledes nægter at frafalde
idealtilstanden. Flynder-associationen bli-
ver til et udtryk for hans dæmonisk ufrie
tilstand, hvor han har muligheden for at
prøve, men opgiver pá halvvejen.
Flynder-billedet spiller pá et tilsvarende
billede brugt af Aristofanes i Symposion:
Enhver af os er altsá et menneskes mage,
da jo enhver er blevet skáret over i to fra
en, ligesom en flynder, og enhver søger
stedse sin egen mage (Platon, 2000:
192B).
Aristofanes, som er den mest mytiske af
talerne, mener at mennesket oprindelig har
været rundt og siden er blevet skáret over
af guderne som straf for hybris. Det er
ogsá relevant for forstáelsen af Heinesens
mangfoldige tematisering af kuet Eros, da
Aristofanes videre hævder, at mennesket
kan blive yderligere beskáret og svækket,
sá det kommer til at hoppe rundt pá et
ben! (ibid.: 191B). Flynderen, der med
sin overraskende hvide underside ligner
en, som er skáret symmetrisk over, er et
vidunderligt billede pá Eros som mangel
og begær svarende til menneskets evige
ufuldkommenhed som enkeltindivid. Flyn-
der-billedet repræsenterer det modsatte af
mennesket, der lukker sig om sig selv, og
som ikke har behov for noget uden for sig
selv. Det har Fabian som Agathon-dyrker
heller ikke; alligevel forbindes han med
et i denne sammenhæng kerne-erotisk bil-
lede som flynderen, der ved sin beskyttel-
seslighed smelter sammen med havbunden
og alligevel ikke. Hvorfor? Fordi han er sá
tæt pá erotisk frigørelse og dog sá langt
væk fra den som selvforskyldt ufri, om
end fortælleren uberettiget er tilbøjelig til
at give Mathias en del af skylden for Fabi-
ans erotiske hæmninger og dermed afslø-
rer manglende forstáelse for Fabian som
en tragisk skikkelse.
Med det blá øje befinder Fabian sig i
den farezone, som Aristofanes mener, at
mennesket evigt befinder sig i. Umiddel-
bart efter novellens brug af flynderbilledet
følger en reaktion, der understreger fare-
momentet: “Man var umulig pá forhánd,
en brik, der ikke hørte hjemme i det spil”
(67). I stedet for at stræbe efter kontinuer-
lig udvikling i de menneskelige relationer
er Fabian offer for sin egen dæmoni, som
afbryder den igangværende tilnærmelse
og afskærer ham fra stræben med det
resultat, at det projekt, der starter med,