Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 48

46
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
Kredsning hindrer sjælens ligeløb og be-
vidstheden indsnævres i optagetheden af
det samme. Ligeløbet virker positivt og
udviklende, kredsningen negativt og hæm-
mende. Ved ligeløbet forstár Feilberg nær-
mere bestemt en forhøjelse af “Muligheds-
værdi” (ibid.: 155), som er sjælens evne
til at spire og ábne sig indad og udad. Da
sjælen bevæger sig, giver den “Slip” ved
at fjerne tingsafhængigheden, suspendere
viljen og overgive sig til situationen (ibid.:
35).
Fabian er ude af stand til at more sig
og give slip pá sig selv. Hans sind kan
derfor karakteriseres som en evig kreds-
ning om en anden verden, der lukker af
for de erotiske impulser fra virkeligheden.
Feilberg skelner ogsá mellem et personligt
selv og et “Naturselv”, ogsá kaldet ”Li-
geløbsselv” (ibid.: 154). Det personlige
selv, “Forselvet” (ibid.) er den tilstand
mennesket lever i det meste af tiden, og
som danner personlighedens forgrund.
Det personlige selv tilbageholder den le-
vende kraft i mennesket, som er naturens
“Varme og Oprindelighed” (ibid.: 214).
Afskærer mennesket sig fra dette, er det
hindret i at frigøre sig og udvikle sig na-
turligt. Feilbergs forestilling om udvikling
forudsætter, at man giver slip, glemmer
sig selv og bliver tingsuafhængig. Dette
er muligheder deponeret i naturselvet, der
danner en slags totalbaggrund i sindet.
Grundtrækket i naturselvet er ábenhed og
selvglemsel. I det personlige selv møder
mennesket kun sig selv i sig selv, hvori-
mod naturselvet er et møde med naturen i
sig selv
Da Fabian ikke kan more sig, er det for-
di han har fortrængt naturselvet til fordel
for subjektiviteten, der uophørligt kredser
om sig selv. Synsvinklen ligger for det
meste hos Fabian, og derfbr rammes spro-
get ogsá af kredsningen. Den retoriske stil
kan ikke komme ud over sig selv og er
som sádan en nøjagtig spejling af Fabians
negative forhold til Eros. Sproget formid-
ler ikke, som Heinesens patosfyldte prosa
sædvanligvis gør, indtryksstyrkens stræ-
ben efter suspenderende kraft. Set i pla-
tonisk lys mangler Fabian og fortællerens
sprog en udtrykt erkendelse af sin egen
mangelfuldhed, som i Heinesens øvrige
senprosa jævnligt ytrer sig som tekstens
underkendelse af egen betydning f.eks. i
formuleringer som “fattige ord” (Heine-
sen, 1978: 51) og “vegt genbillede” (Hei-
nesen, 1957: 38). Erkendelsen af sprogets
utilstrækkelighed viser sig ligesom den
mangelfulde Eros at være et mulighedsfelt
for større spejlinger end Heinesens tidlige
samfundsskildrende prosa kunne mønstre.
I hans mytisk-fabulerende prosa anvendes
sproget som et stort spejlrum, i hvis bille-
der der reflekteres over det fortaltes egen
stræben efter at beskrive det uudsigelige.
Hos Heinesen udspringer den kosmisk be-
tonede stræben efter værensbekræftelse
altid af en forestilling om en forbindelse
til en større og stærkere virkelighed end
ordenes. Men i metabevidstheden ligger
der en erkendelse af, at selvforstáelsen al-
drig er umiddelbart given, men altid má
søges gennem fortællingen i form af myten
og litteraturen.
Senprosaen forvandler efterhánden en
prosaisk virkelighedsforbindelse til en
poetisk forstærket og mere storsláet vir-