Skagfirðingabók - 01.01.1999, Side 9
ÞORBERGUR ÞORSTEINSSON FRÁ SAUÐÁ
ÆTTARTALA, ÆVIÞÆTTIR OG LJÓÐ
eftir ANDRÉS H. VALBERG
Mottó
Hef ég þátt um hal er sáttur deyði.
Þorberg sem að þuldi ljóð,
er þóttu fremur vera góð.
ÁRIÐ 1988 í maí, þegar ég fór norður með forngripasafn mitt, Val-
bergssafnið, og gaf það Sauðárkróksbæ, þá hitti ég Þorberg Þor-
steinsson, síðast bónda á Sauðá, gamlan kunningja minn. Sat hann
þar á bekk, sólarmegin í lífinu, sennilega í fyrsta sinn, þá orðinn nær
áttræður. Þar sat hann með útprjónaða belgvettlinga, sem hann
strauk með til skiptis silfurtæra sultar- eða vesældardropa af nef-
broddinum. Hann studdist báðum höndum fram á krókstaf, sem
hann hafði sér til halds og trausts þegar upp var staðið og þó
kannski eins mikið sem montprik, því hann virtist vera vel hress.
Við minntumst gamalla daga og hittumst þrisvar sinnum, því þarna
átti ég hann vísan alla daga þegar sólin skein. Hann beið þar eftir
sumrinu og ýmsum gestum, sem tylltu sér hjá honum, stundum
margir í einu. Minnti það mig á Letigarðinn forðum, er við sátum á
rekaviðartrjám Steindórs Jónssonar sunnan undir gafli húss Sláturfé-
lags Skagfirðinga, þar sem Pálmi á Stöðinni var oftast fundarstjóri.
Ég virti Þorberg vel fyrir mér og fannst hann vera vel ern og ekki
bera þess veruleg merki að hafa verið fastráðinn starfsmaður hjá
Bakkusi um hálfrar aldar skeið.
Þegar hann sagði mér, að hann yrði 80 ára á næsta hausti, bar ég
hann saman við jafnaldra hans, sem höfðu verið bindindismenn og
stúkubræður, lítt hraktir af erfiði daganna og voru ýmist dauðir,
7