Skagfirðingabók - 01.01.1999, Side 150
SKAGFIRÐINGABÓK
ur. Faðir minn var ekki heima og ég, sem var um 15
vetra, og því óvanur þessu verki, varð að reyna. Læknir
stóð yfir mér og rak á eftir, og varð ég af því ennþá leng-
ur. Ekki fékkst hann til að koma inn og þiggja góðgerð-
ir. Var sýnilega órólegur, fáraðist þó ekki um fyrir-
hyggjuleysi eiganda hestsins, en sagði, að þetta kæmi
stundum fyrir.
Einu sinni á leið út í Fljót í moldviðris stórhríð, villtist
Magnús þó með fylgdarmanni sínum. Var það á svo-
nefndum Heiðarflóa. Hittu þeir á móhlaða og létu þar
fyrirberast um stund, sagðist þá fylgdarmaðurinn vera að
veikjast, en læknir tók þá upp vasapela og dreypti á
hann. Gerðist Magnús þá styggur og sagði, að þarna
þýddi engan kveifarhátt, og með það fór hann aftur af
stað í stórhríðinni. Við illan leik komust þeir heim að
Yzta-Hóli, og varð læknir síðast að styðja fylgdarmann-
inn. Ekki vildi hann setjast að, en bað um annan fylgd-
armann, og áfram var haldið.
Ekki er gott, að maðurinn sé einsamall
Einlífi gat einna sízt blessazt sveitalækni. Ekki kom til þess
með Magnús, hálfþrítugan manninn.
Björn Jónsson í Bæ festi ýmislegt á blað fyrir Sverri lyfjafræð-
ing, son Magnúsar. Þar segir hann eftir Elínu Lárusdóttur á
Yzta-Mói, sem ólst upp á Hofsósi, að Sigurlína Gísladóttir
(1880-1967) frá Neðra-Asi, alsystir Sigurbjarnar Astvaldar
prests, hafi aldamótaárið oft verið í Hofsósi og kennt ungum
stúlkum sauma. Segir sagan, að þá hafi þau Magnús „fellt hugi
saman og heitbundizt (þó ekki opinberlega).“
Sigurlína þótti glæsileg stúlka, bráðvel gefin, bókhnýsin og
ritfær; unni söng. Hún var og „mjög vel að sér í höndunum" og
vann að saumum.
148