Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1979, Side 42

32
Fragmentets sprog.
Palceografi.
Toetages a forekommer ikke.
Der benyttes kun den runde d-type.
Der benyttes udelukkende insulært f.
Uncialt lille m forekommer i forbindelse med forkortelser, f.eks. i Menn
lrl0,15, Manna lr32, Manna 2r23, monnvM 3r30. En variant af uncialt m,
der har form som et sammenskrevet o og kapitæl n18, forekommer
enkelte gange på bl. 1, både som stort og lille bogstav, f.eks.: Men lr8,
Menn lr9, Merki lv21.
Der skrives konsekvent 2 efter o. Efter {}, d og 6 veksler 2 og r. Der er
et eksempel på 2 efter e i ne2t>ra, lvl5, som kunne skyldes påvirkning fra
forlægget, der mul. har haft nø2jyra, skr. no2t>ra el. no2£>ra19.1 alle andre
stillinger skrives r.
Kapitælen r forekommer enkelte gange som stort bogstav: Rvnv lv32,
Rerv 3r27; om brugen af r jfr. i øvrigt nedenfor.
Der benyttes både f og s; det høje f går aldrig under linjen. Rundt s
benyttes som stort bogstav, i forbindelse med et overskrevet bogstav eller
forkortelsestegn, f.eks. i sva, ser, samt medialt og finalt for enkelt og
gemineret konsonant, jfr. nedenfor.
Hovedstregen i t går aldrig op over tværstregen.
Der anvendes kun minuskel-v, aldrig insulært v.
Den i fragmentet benyttede y-type er det såkaldte y2, jfr. EIS s. 50. y er
altid overprikket og kan således skelnes fra v, selv om v og y undertiden i
øvrigt er identiske, idet halen på y kan mangle helt eller delvis, og v kan
være forsynet med hale, se f.eks. v i fryfiv lvl5, y i yj^r lv9, flyjjv lv32.
Overprikning som betegnelse for konsonantgemination forekommer
ved p og t og enkelte gange ved kapitælerne g og r. Om brugen af
kapitælerne g, n, r se nedenfor.
18 Denne variant, som bl.a. forekommer i det norske Kongespejlhåndskrift AM 243 b a.
fol. fra ca. 1275, er beskrevet af George T. Flom i The Arnamagnean Manuscript 243 B a,
Folio. . ., Urbana, Illinois 1915, s. XX f.
19 Ifølge Gunnar Leijstrom: "Delabialisation i islåndska”, Arkiv for nordisk Filologi 50,
Lund 1934, s. 310, skrives der i de ældste isl. håndskrifter overvejende ø i ord af denne type
(ø<o ved i-omlyd), mens e-skrivemåder bliver dominerende fra ca. 1300. G. Leijstroms
etymologiske forklaring på forskellig udvikling af ø i islandsk er blevet kritiseret af Sveinn