Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1979, Qupperneq 47

35
; anvendes for e/> i mep lrl4, 2vl9a o.fl.st., mepan lrl5.
er-tegn anvendes for er, ir og r i er ofte og i avftr 2r7, bvendrna lvll,
desuden for ri i ftafangri 2r36 og ar i Jægar 3v4, feftarnar 3rl8.
~ anvendes for vr i fpw{)v 2v22,34.
Nasalstreg anvendes for m og n efter vokal samt for n efter n. P.g.a. den
uregelmæssige betegnelse af konsonantlængde i fragmentet er det
usikkert, om der skal opløses nn el. n i eksempler som vaginn 3r20. Der er
ikke fundet eksempler på nasalstreg for n el. nn + forudgående vokal, jfr.
dog ovenfor eks. som menn, manna, hacon 2r31, 2v27.
Ortografi.
1. Vokaler.
Accent over vokal forekommer ofte i præpositionerne å og i, desuden i
ordene: åna lvl8, måtte lrll, låta lr9, blåfa lr 10, vår lr22, vårir lr24,
våRRa lr26, våginvm 2rl0, \)k 3rl2, 17, frå 3v25, féit lr4, lét 1 r 12, ifin
lr26, béar- lv2, gæti lr22, nottina lrl4, fotti lv35, og endelig i fiol- 2v2,
fitt lrll, mitt lv4. En del af eksemplerne er usikre, jfr. noterne til teksten.
Når accent tilsyneladende forekommer langt hyppigere på bl. 1 end på
bl. 2-3, kan det hænge sammen med at disse blade er langt mere slidte
end bl. 1.
Diftongerne au, ei, ey skrives av, ei, ey.
Forbindelsen vå skrives va eller vå: våRRa lr26, hvarir 2r22, varit 2r34,
våginvm 2rl0.
U-omlyd af å i forbindelse med v er betegnet i qvojyv lr37 og vistnok i
vop[n]Y[t>v]z 3v31 (andet bogstav ikke helt sikkert). Der er ingén
eksempler på udskrevne præt.pl.-former til verbet vera.
For ei skrives en gang e: ftenvegr 3v34, men fteibiveg 3v3, fteinvegr
2v31. Omvendt skrives en gang ei for e: einom 3vll24.
24 Skrivemåden e for ei (og ei for e), der forekommer mere eller mindre hyppigt i mange
islandske håndskrifter, er blevet opfattet som udtryk for en dialektal monoftongering i
ældre islandsk (13. årh.), se Ludvig Larsson: ”Om uttalet av ei, au ock ey i aldre islåndska”,
Arkiv Jor nordisk Filologi 5, Lund 1889, s. 142 ff. D.A. Seip regner derimod skrivemåder af
denne art for sikre vidnesbyrd om norsk forlæg, se f.eks. "Om et norsk skriftlig grunnlag for
Edda-diktningen. ..”, Maal og Mime 1957, Oslo, s. 135-37. En lignende opfattelse antydes
vistnok af Ole Widding i "Nogle problemer omkring sagaen om Gudmund den Gode”,