Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1979, Qupperneq 117

105
nemlig både strofens og historiens pointe forsvundet; Gislsønnernes
handlemåde forstås ikke længere. Selv om hverken adjektiverne i første
halvstrofe eller kenningen Jleinvedrs ullstakks bodar3 kan være rosende
ment, er det ganske usandsynligt at de har kunnet lede til manddrab.
Tannr Bjarnason, som ganske vist kun antydningsvis gøres ansvarlig
for strofen, betegnes bl.a. som nidskår, og den voldsomme reaktion som
strofen udløser forklares bedst hvis der har været tale om nid; at den der
gøres til genstand for en nidstrofe tager en blodig hævn, er et
handlingsmønster der er velkendt fra såvel fiktiv som ikke-fiktiv
litteratur. Bo Almqvist, som mere indgående end nogen anden forsker
har studeret den norrøne niddigtning, tøver imidlertid med at indlemme
strofen i denne genre. Selv om den står niddigtningen nær, kan den i al
fald i sin overleverede skikkelse ikke direkte betegnes som nid, og Bo
Almqvist tvivler på at den manglende linje har kunnet rumme såvel
komplettering af sætningen opt er å gumna giptu som “verkligt
djupgående smådelser”3 4.
Nu kan det naturligvis skyldes et tilfælde at strofens sidste linje er
udeladt; men forklaringen er snarere at den har været af en sådan art at
en skriver eller læser af sagaen har ment at den hellere måtte undværes.
Om Tannr Bjarnason hedder det ikke alene at han var ordillr og nidskår;
efter at Gislsønnerne har dræbt en mand på grund af strofen "hofu
Viddælir fat spott, er feir kolludusk gera meri or Midfirdingum”;
hoppens forskellige legemsdele tænktes i skikkelse af navngivne personer
i Midfjordur, bl.a. skulle Gislsønnerne være benene, “en Tannr
Bjarnason arsinn. Hann sogdu feir skita (e. /. drita) å alla få er vid hann
åttu, af hropi sinu.” Billedet kan sige noget om hvilken sfære Tanns
digtning har bevæget sig i.
Den indskudssætning der begynder i 1. 7: “opt er å gumna giptu
må have været afsluttet i 1. 8, og ordet grand melder sig usøgt som det
manglende, jfr. ordsproget Ekki er gcejan grandalaus5. Hermed er
3 Nogle kommentatorer har opfattet ullstakks bodur som kenning ("trøjekræmmere”);
Jleinvedrs skulle i så fald høre sammen med eigi heppnir ("uheldige i kamp“|.
4 Bo Almqvist, "Midfjordingamårren. En folklig satir från sturlungatiden och dess
bakgrund", Kungl. Humanistiska Vetenskaps-Samfundet i Uppsala. Arsbok 1969-1970,
Uppsala 1971, s. 5-20.
5 Islenskl målshdttasajn v. Finnur Jonsson, København 1920. s. 63. - Ernst A. Kock
foreslår geigr (Den norsk-islåndska skaldediktningen. II, 1949, s. 34).