Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1979, Qupperneq 118

106
indskudssætningen fuldstændig, og de resterende fem stavelser i linjen til
disposition for det egentlige nid. Før der forsøges en konjektur, skal
betydningen af 1. 5 imidlertid underkastes en nærmere granskning.
Finnur Jonsson oversætter den med “de opfødtes ikke helt ...”6 og giver
således til kende at sætningen ikke er fuldstændig. Derimod opfatter
Magnus Finnbogason “olusk ekki dåla” som en afsluttet sætning, der
skulle betyde “Jyeir hofdust ekki vel vi5”7. Paralleller til en sådan
betydning af alask kan imidlertid næppe påvises. Jeg vil slutte mig til
Finnur Jonssons opfattelse, dog med den modifikation at jeg mener at
“ekki dåla" her snarest betyder “ikke ordentligt, ikke på tilbørlig vis”8
(nærmere uddybet ved “allr fylgir jsvi galli").
For mig at se kan der ikke være tvivl om at strofen befinder sig på et
plan hvor det er de elementære legemsfunktioner der gøres til genstand
for grovheder, og at olusk helt konkret betyder “de ernæredes". Strofens
sidste linje kan i så fald formodes at have oplyst arten af den ernæring
som Gislsønnerne skal være vokset op på. Hvad er det da de fem brødre
beskyldes for at have fortæret, en beskyldning så krænkende at den kom
til at koste en mand livet, og samtidig så uhøvisk at den er faldet en
senere læser af strofen i den grad for brystet at han har følt sig kaldet til
at udøve censurvirksomhed? Det kræver såmænd ingen større poetisk
inspiration at foreslå følgende:
Olusk ekki dåla,
allr fylgir [>vi galli,
- opt er å gumna giptu
[grand - å saur ok hlandi],
Akcepterer man denne konjektur9 kan der næppe være tvivl om at
strofen virkelig er nid, idet den indeholder en beskyldning for
6 Den norsk-islandske skjaldedigtning, B II, København 1914, s. 58.
7 Sturlunga saga, Reykjavik 1946, I, s. 589.
8 Fritzner oversætter dåla med "aldeles, tilfulde”, men i de tre af ham citerede eksempler
vil den her foreslåede betydning gøre nok så god fyldest. Formentlig har ordet dog dækket
også det af Fritzner angivne betydningsområde, jfr. eksemplerne i Lexicon poeticum.
9 Mod ordet saur der jo er (endnu) mindre rimsikret end det øvrige, kan man indvende
at den normale dativform er sauri. Dativ saur (som er den almindelige form i senere
islandsk) findes dog allerede i et annalbrudstykke i AM 764 fra det 14. årh. (Islandske
annaler, udg. af G. Storm, Kristiania 1888, s. 226). Et ældre eksempel findes i det norske