Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2010, Blaðsíða 221

Qve ista que ascendit
211
— som bekendt — om den konkrete strækning man tilbagelægger,
og om hvad man i overført forstand kan tilbagelægge, befinde sig
inden for eller bevæge sig i (herunder vitam ‘livet’, jf. fx Lewis &
Short s.v. curro, Thesaurus s.v. curro col. 1511, 1516), altså i begge
tilfælde i en ‘indre objekt’-funktion (jf. Rubenbauer & Hofmann 1977,
p. 132 f.). Derfor er objektiv genitiv styret af cursus næppe en udelukket
mulighed; men enklere ville det nok være at opfatte mundi som en eller
anden form for specificerende genitiv til cursus, nærmest vel en lidt løst
brugt definitiv eller kvalitativ genitiv (hvoraf den sidste ganske vist i
klassisk latin kræver attribut i form af adjektiv, pronomen eller talord,
jf. Rubenbauer & Hofmann 1977, p. 149,151).
De konsulterede ordbøger giver ingen eksempler på forbindelsen
cursus mundi (plus evt. attribut) i den formodede betydning, hvilket
kunne være en alternativ forklaring på at Jørgen Raasted har overvejet
rettelsen secundum cursum mundi > secundum cursum anni. Ved hjælp
af et redskab der ikke stod til rådighed i hans tid: Google-søgning, kan
man imidlertid finde frem til mindst ét meget sikkert belæg for at cursus
(...) mundi må betyde ‘jordelivet’ el. lign. Det stammer fra skriftet De
veritate sacrae scripturae af den engelske filosof, teolog og reformator
John Wycliff (ca. 1330-1384):
... dicitur, quod deus est finis omnis consumacionis, quia gra-
cia illius et sue regnacionis est omnis mocio et omnis operis
complecio temporalis. unde totus cursus huius mundi est quasi
vigilia, in qua ubique terrarum fit preparacio ad finem cene
novissime magni regis Buddensieg 1905—19073,p. 228
I Buddensiegs udgave (loc. cit.) er indholdet resumeret i marginen som
“All consummation is perfected in God, the christian life on earth being
a preparation for heaven”.
At udtrykket cursus mundi i am 76 8vo højst mangler et attributivt
huius i at være helt regulært, og at assumptionstolkningen er rigtig,
bekræftes af en prædiken i håndskrift nr. 1423 i universitetsbiblioteket