Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2010, Blaðsíða 267

Pronomenet sja og dets middelalderlige historie
257
støtte for tolkningen i en ret sen tekst som GuSmundar saga ikke kan
tillægges nogen betydning i positiv forstand. Hvis ikke udviklingen
er helt gennemført på dette tidspunkt, så er den i hvert fald så langt
fremskreden at man ikke kan forestille sig at der skulle være spor af
forskellen mellem udviklingerne i de to genera. Tilsyneladende for-
skelle mellem maskulinum og femininum i meget unge tekster synes
tværtimod snarest at bestyrke en i mistanken om at forskellene kan
bero på tilfældigheder også på andre tidspunkter i sproghistorien.17
171 denne forbindelse må det desuden fremhæves at kildernes status af afskrifter
yderligere bidrager til usikkerheden ved tallenes tolkning. Udgangspunktet for
Katrin Axelsdottirs kronologiske opstilling er den formodede tilblivelse for “ori-
ginalteksterne” (værkerne) og altså ikke de enkelte tekstvidner (håndskrifterne).
Rent metodisk er dette naturligvis ikke uproblematisk (hvilket Katrin Axelsdottir
da også selv er klar over). I yderste instans forudsætter det at skriverne ikke
foretager ændringer i afskrivningsprocessen. Selvom det i vid udstrækning synes
mere korrekt at antage noget sådant ved morfologiske forhold end ved eksempelvis
ortografiske (jf. fx Hagland 1976, Haraldur Bemharåsson 1999, s. 188, og Ottosson
2001), kommer man ikke uden om at visse, og undertiden betydelige, ændringer
vinder indpas i løbet af teksttransmissionen. Hos skrivere som ikke er så tro over
for forlæggene, er det vel i øvrigt ikke usandsynligt at pronominalformer, som er
mere frekvente end mange andre ordformer, er mindre resistente. Som det også
bemærkes i de Leeuw van Weenen (2007, s. 296), kan man derfor ikke uden videre
tillade sig at fastslå at en given innovation i en afskrift også har været til stede i
dennes forlæg og således afspejler sprogtilstanden i forlægget endsige “originalen”.
Et godt eksempel på en meget gennemført ændring af morfologisk karakter finder
man i øvrigt i gks 1009 fol. Idet man ikke kan se tegn på generel sproglig ujævnhed
i forlægget for gks 1009 fol svarende til de to skriveres arbejdsområder, er det
således bemærkelsesværdigt at pron. nøkkurr manifesteres meget forskelligt hos
de to skrivere (i MskA er den hyppigste stammeform nokkur-, men nakkvar- og
nokkvor- er på ingen måde sjældne; i MskB er den helt dominerende stammeform
nokkver-, med^-indskud under bøjningen, derimod meget dominerende). Et del-
vist sammenfald mellem visse variantformer som er meget sjældne i MskB, og
sjældnere, formodet forlægspåvirkede former i MskA vidner om at begge skrivere
generelt har afveget fra forlæggets brug. Dette forhold kan tjene som advarsel mod
uden videre at anvende teksters formodede oprindelsestidspunkt ved opstilling af
kronologier over morfologiske udviklinger.