Fróðskaparrit - 01.01.1987, Side 132

136
TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
for Niels Rybergs smughandel med koloni-
varer til Storbritannien - et livligt og farve-
rigt kapitel i Færøernes historie, som især
Dr. John. F. West har forsket i.
Denne tid er ogsá baggrunden for Poul
Nolsøes voldsomme, respektløse og modi-
ge - omend korte - optræden i Færøernes
historie - imod et korrupt og udueligt em-
bedsvælde. Der kan næppe herske tvivl om,
at tilbage til Nólsoyar-Páll gár en færøsk
tradition, som fra en antibureaukratisk be-
gyndelse udvikler sig til en national bevæ-
gelse og derfra til en selvstændighedsbevæ-
gelse. Det mener jeg — i al ubeskedenhed
— at have dokumenteret i min egen doktor-
afhandling.
At vi henimod slutningen af det 18.
árh. har et samfund i opbrud, med vold-
somme klasse- og interessemodsætninger,
er ikke mindst forordningen af 1777 - »træl-
leloven«, som den er blevet kaldt pá Færø-
erne - et blandt mange eksempler pá.
Forfatteren filosoferer lidt over denne
foranstaltning, som de færøske bønder og
præster fik gennemført, og som i realiteten
gjorde Færøerne til en politistat, hvor de
ejendomsløse og deres børn under trussel
om strenge straffe havde pligt til at gá i tje-
neste hos de store jordejere. Det er en ana-
kronistisk konstatering, at denne »tyende-
lov« blev gennemført pá Færøerne omkring
samtidig med »bondens frigørelse« i Dan-
mark! Denne undertrykkelsesforan-
staltning, rettet mod almuen, illustrerer
sannen med det »bádsbánd<«, som dokto-
randen ogsá behandler, klasse- og interesse-
modsætningerne i det gamle samfund - so-
ciale modsætninger af en helt anden brutal
karakter end dem, som senere kunne opstá
mellem redere og fiskere i tiden efter ca
1900. I sá henseende kan kapitalismen og
pengeøkonomien ses som en frigørelse og
selvstændiggørelse af befolkningsgrupper,
som ellers ville være henvist til at leve deres
liv pá en jordejers eller fæsters náde og uná-
de.
Jeg vil tillade mig at citere nogle linjer fra
den kloge, selvlærde færøske historiker
Anton Degn (1929): »Almuemandens be-
vægelsesfrihed var sáledes begrænset ved to
stærke bánd, der bandt ham til jordbesidde-
ren. Det ene - det, der forhindrede ham i at
indgá ægteskab - kunne han for sit eget
vedkommende fá løst ved til bonden at er-
lægge et offer af 4 árs tjeneste. Af det andet
- »bádsbándet« - blev han derimod som re-
gel først løst, nár hans arbejdskraft som fi-
sker var brudt, eller nár han havde en søn,
som bonden var villig til at antage i hans
sted«.
Sá effektive var det gamle »bondesam-
funds« undertrykkelsemidler. Var dette
samfund et stabilt samfund eller et samfund
i harmoni og ro, sá var det kun pá overfla-
den og i kraft af et brutalt undertrykkelses-
apparat.
Man kunne have forsøgt at efterforske,
om det er en færøsk parallel til »stavns-
bándet« og arbejdspligten i Danmark, der
netop havde til hensigt at tvinge arbejds-
kraft hen til store jordejere med behov for
arbejdskraft og forhindre en »fri« konkur-
rence om arbejdskraften.
Jeg har i denne lidt omstændelige be-
handling af klasseforholdene forsøgt at
gøre op med en historisk myte - som vi har
sá mange af i færøsk historieskrivning.
Jeg synes, doktoranden i dette spørgsmál
burde have negligeret traditionen og gjort
sig sin egen sammenfattende konklusion.
Han viser adskillige gange til de innovati-
oner, som opstár i det gamle samfund. Jeg