Fróðskaparrit - 01.01.1987, Síða 133

TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
137
synes, at hvis han havde udvist større vi-
denskabelig civil-courage og havde troet
mere pá sig selv end etablerede »common-
places«, ville han være kommet til nøjagtig
samme konklusion som jeg.
Jeg vil ogsá knytte nogle kommentarer til
doktorandens beskrivelse af Færøernes
statsretslige stilling og administration.
Nár det siges, at Færøerne var »en del af
det enevældige monarki«, sá kan det kun
være i det enevældige monarkis tidsalder.
Men det er nødvendigt med andre modifi-
kationer.
Færøerne blev aldrig - før efter grundlo-
vens givelse og oprettelsen af politiske in-
stitutioner pá Færøerne - regnet for en
dansk provins. De var - i lighed med Island
- et »land« under Norges krone. Det har in-
gen mening i denne forbindelse at gá ind i
en diskussion om oprindelsen til og tids-
punktet for Færøernes konstutionelle for-
bindelse med Norge, selv om den kunne
være interessant i anden sammenhæng. I et
brev fra 1534 kaldes de »et sandt og vist
Norges krones land«. I et brev til Lagtinget
i 1616 hilser Christian IV færingerne med
disse ord: »Norges krones bønder og tjene-
re, som bygge og bo pá Vort land Færø«. I
1649 aflagde færingerne selvstændig ed til
kong Frederik III, en ed, som blev gentaget
i 1662, da repræsentanter for det færøske
folk pá Tinganes i Tórshavn gav deres sam-
tykke til en for Færøernes specielt udfor-
met »Arveenevoldsregeringsacte«. Det
skete igen i 1670 i forbindelse med Christi-
an V’s tronbestigelse. Disse eksempler vi-
ser, at de eder, som danskerne og nord-
mændene havde svoret, ikke ansás at være
bindende for færingerne: de skulle som is-
lændingene give deres egen consensus. Det
blev Christian V’s Norske Lov, ikke hans
Danske Lov, som blev gældende for Færø-
erne (dette skal jeg vende tilbage til), ogsá
efter den politiske adskillelse fra Norge i
1814, suppleret med danske recesser, for-
ordninger, reskripter og andre retsforskrif-
ter. Pá den tid havde al politisk forbindelse
med Norge længe været fiktiv, en udvik-
ling, som ogsá økonomisk især tog fart i
merkantilismens tidsalder.
Jeg har ikke i kilderne - selv efter en in-
tens søgen - fundet nogen som helst færøsk
reaktion pá de for Danmark og Norge sá
dramatiske begivenheder, som resulterede
i rigernes adskillelse. Forklaringen kan kun
være, at opfattelsen af den politiske forbin-
delse med Norge ikke længere eksisterede.
Derimod bliver følelsen af en kulturel for-
bindelse en af den senere nationale bevæ-
gelses bærende elementer.
Hvilken statsretslig stilling, Færøerne
indtog fra 1814, til de med grundlovens
tinglysning pá Færøerne i 1850 blev formelt
indlemmede i det danske rige med repræ-
sentation i den danske Rigsdag og med et
eget amtsrád, Lagtinget, i 1852 dog med
større beføjelser end de danske amtsrád,
skal ikke diskuteres her.
Det hører dog med til »det nye« i det 19.
árh., at der opstár en politisk bevidsthed i
den færøske befolkning, allerede i stænder-
forsamlingernes tid. Jeg synes, det kan
være pá sin plads at citere et par linjer fra
den betænkning, som et udvalg, der i Østif-
ternes Stænderforsamling i Roskilde be-
handlede et færøsk andragende om en selv-
stændig repræsentation i lighed med Island
(efter Altingets oprettelse i 1843): Denne
første generation af danske politikere af-
slog andragendet med følgende begrundel-
se:
»Færøernes beboere, som ikkun udgør