Fróðskaparrit - 01.01.1987, Qupperneq 134

138
TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
ca 7000 individer, bestá udelukkende af
simple for højere dannelse blottede al-
muesfolk, og en repræsentation, udvalgt af
deres midte, ville upátvivleligen savne den
fornødne indsigt og dygtighed, som mátte
være til stede i en stænderforsamling.«
Denne vurdering af færingernes oplys-
ningstrin stár i modsætning til alle auto-
ritetes beskrivelse af denne. Netop i samme
stænderforsamling udtalte Færøernes kon-
gevalgte repræsentant, en dansk mand,
Niels Flunderup, som havde været soren-
skriver pá Færøerne, »at den færøske al-
mue i ándelig udvikling fuldkommen kan
sættes ved siden af, ja, turde máske endog
i en vis henseende sættes over den danske
almue.«
Denne første danske vurdering af det fær-
øske folks oplysningsgrad eller dannelse-
trin (om man vil) blev længe den gængse
blandt danske politikere - og máske ikke
kun blandt politikerne.
Flvor Færøerne befandt sig i det danske
statssystem - om de var uden for eller inden
for dette og i sá fald hvor længe - er et end-
nu ikke helt afklaret spørgsmál.
Under debatten i Folketinget i 1850 om
Færøernes repræsentationsform under det
danske folkestyre udtalte Grundtvig, at fær-
ingerne altid havde regnet sig for at høre
til Norges rige eller sig selv. I det lands-
tingsudvalg, som behandlede forslaget til
lov om et færøsk amtsrád, lagting, fremsat-
te den store jurist A.S. Ørsted sin opfattel-
se af dette spørgsmál: Færøerne var ikke
nogen dansk landsdel, og de havde heller
aldrig været regnet som en sádan, og de var
heller ikke en norsk landsdel. De havde al-
drig været regnet for en del af Danmarks
rige, og danske love fik heller ikke automa-
tisk gyldighed for Færøerne. Ørsted mente
ikke, at der var sket nogen ændring i dette
forhold ved freden i Kiel 1814. En yderlige-
re diskussion af dette spørgsmál vil jeg
overlade til de retslærde.
Problemet har ikke nogen afgørende re-
levans i vores situation, men jeg synes ikke,
man i en doktorafhandling kan afspise den
ukyndige læser med en sætning om, at Fæ-
røerne var »en del af det enevældige danske
monarki«, nár netop de konstitutionelle
forhold var sá komplicerede, at de indby-
der til máske flere doktorafhandlinger.
Jeg er nødt til ogsá at nævne andre disku-
table og til dels forkerte meddelelser i af-
handlingen. Jeg vil straks sige, at jeg ikke
mener, de svækker afhandlingens substans.
De er snarere en pávisning af, hvilke farer
en forsker udsætter sig for, nár han begiver
sig ud eller ind pá gebeter, hvor han ikke er
husvant (som vi siger) - og i den politiske
historie samt i retshistorien synes dette
sommetider at være tilfældet for vores dok-
torands vedkommende.
Det er en fejl, nár han (s. 26) fortæller os,
at Christian IV’s Norske Lov i 1687 fik gyl-
dighed for Færøerne. Han forveksler her to
konstitutionelle love. Det fremgár af sam-
menhængen, at han mener Christian V’s
Norske lov. Den fik gyldighed for Færøer-
ne ikke som i Norge i 1687, men áret efter
- i 1688 - ved reskript af 12. maj 1688 til
lensherren Fr. Gabel, hvori det bl.a. hed-
der: »... at fra St. Mikkelsdag næstkom-
mende (29. september) skulle alle Kongens
undersátter pá Færø, ligesável som de i
Norge, sig efter den nu ved trykken forfær-
digede Norske Lov i alle máder rette og for-
holde...«
Christian IV’s Norske Lov var et helt an-
det lovværk, som dog ogsá var gældende for
Færøerne. Christian IV’s Norske Lov var