Fróðskaparrit - 01.01.1987, Qupperneq 136

140
TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
op som præses har gjort i sine banebryden-
de arbejder, inddrager nye aspekter og
synsvinkler. Ingen har som han inddraget
»folkets liv«, det daglige slid for tilværelsen
og de mønstre, som livet blev levet efter,
ind i Færøernes historie. Og jeg tror, at det
umuligt kan forsvinde ud af historien igen.
Ikke mindst dette vil være hans egen histo-
riske indsats.
Men, lad os vende tilbage til emnet. Det
er ikke rigtigt, at embedsmændene pá Fær-
øerne som regel var »af udenlandsk oprin-
delse« - tværtimod. Landets øverste em-
bedsmand, lagmanden, som var lagtingets
formand og overdommer, blev ganske vist
udnævnt af kongen, men efter lagtingets
indstilling. Han var næsten altid færing. Et
forsøg i Gabel-tiden pá at indsætte en
dansk - en fremmed - lagmand mislykke-
des totalt. Manden løste i grunden selv pro-
blemet ved sin drukkenskab og grove op-
træden i lagtinget. Lensherren blev nødt til
at akceptere en ny færøsk lagmand. Kun i
korte perioder i slutningen af 1700-tallet
var der et par norske lagmænd. Ved lagtin-
gets nedlæggelse og Færø Amts oprettelse i
1816 sad der en færing i lagmandsembedet.
Dommerne, sorenskriverne, var som re-
gel færinger. I to perioder var ogsá kom-
mandanten pá skansen i Tórshavn færing.
Af præsterne var altid en del færinger, og
dermed ogsá provsterne. Sysselmændene -
de lokale politimestre - var altid færinger.
Fremmedherredømets repræsentant par
excellence var, som forfatteren ogsá gør
opmærksom pá, landfogeden - som skatte-
opkræver og offentlig anklager. Færinger
var dog ofte beskikkede i dette embede, og
i 1700-tallet sad der tre generationer af
slægten Hammershaimb i landfogedembe-
det; de to sidste má vel kunne regnes som
færinger.
Hvem regerede sá Færøerne? Jeg tror, vi
skal sammenligne færøske og islandske for-
hold i dette spørgsmál. Den svenske histo-
riker Harald Gustafsson har i sin doktoraf-
handling »Mellan kung och allmoga - em-
betsmán, beslutprocess och inflytande pá
1700-talets Island« foretaget en meget de-
taljeret undersøgelse af relationerne mel-
lem danske rigsmyndigheder og islandske
embedsmænd. Hans konklusion er, at dan-
ske myndigheder sá godt som altid fulgte de
rád og henstillinger, de fik fra de islandske
embedsmænd, som havde deres baggrund i
den islandske storbondestand. Jeg mener
selv at have belæg for, at forholdet var det
samme pá Færøerne: Det var ikke danske
embedsmænd, som regerede landet, men
en færøsk bonde-embedsmandsklasse i so-
cial interaktion.
Den færøske lagmands autoritet overgik
alle andres. Fra sin residens pá gárden Steig
i Sandavágur pá Vágar (hvor præses selv
kommer fra) udøvede han denne sin autori-
tet.
En fordrejning i autoritetsstruktur skete
— efter min mening -- først under napoleons-
krigene, da kommandantembedets betyd-
ning øges, selv om Skansen i Tórshavn al-
drig fik nogen betydning for forsvaret af
landet i ufredstider. Det blev Skansens
kommandant - et embede, som tidligere
ofte havde været besat af landsknægte og
voldsmænd, som blev Færøernes første
amtmand efter lagtingets nedlæggelse i
1816-en begivenhged, som eliminerede et-
hvert færøsk element i styrelsen og forvalt-
ningen af det færøske samfund.
Jeg vil ogsá gøre nogle kritiske kommen-