Fróðskaparrit - 01.01.1987, Síða 139

TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
143
fiskepigernes migrationer má have virket
disintegrerende og integrerende pá samme
tid.
Jeg tror, at netop den vágnende erken-
delse af en latent, men kun sporadisk ud-
trykt national identitet - manifesteret i en
organiseret national bevægelse - har en
endda nær forbindelse med den stærkt øge-
de sociale mobilitet, som præses meget
klart og overbevisende belyser som en følge
af den nye tid. Denne mentale transforma-
tion kan tydeligt iagttages i kilderne. Den
færøske nationalismes fremvækst kan pá
sikkert grundlag forklares báde som en re-
aktion imod forfaldet i den gamle kultur (i
sproget, gamle skikke, moralske holdnin-
ger o.s.v.) og som en optimisme vedrøren-
de egne muligheder i de økonomiske op-
gangstider. Dertil má man ikke undervur-
dere de ándelige impulser udefra, f.eks. i
form af nordisk nationalisme og mere al-
men europæisk senromantik.
De religiøse vækkelsesbevægelser slog
ikke engang igennem i dette samfund under
omdannelse. Som Petur Martin Rasmussen
har pávist i en endnu ikke publiceret større
afhandling om kampen omkring færøsk
som kirkesprog, slog de religiøse vækkelser
ikke igennem før efter at selve transforma-
tionsprocessen var slut, og samfundet hav-
de stabiliseret sig i den form, som det fak-
tisk beholdt helt op til ca. 1960 - med krigs-
árene som en historisk parentes. Grunden
til, at vækkelsesbevægelserne ikke slog
igennem, mener jeg, er, at selve missione-
ringen fuldstændig manglede den intensi-
tet, man kender andre steder fra. For Indre
Missions vedkommende svækkedes dens
muligheder nok ogsá af, at den kom i en -
máske provokeret - konflikt med den be-
gyndende selvstyrebevægelse, især med
dens avis »Tingakrossur«, som med sin ra-
dikale og antiklerikale tone, i »Politikens«
ánd, behandlede den nye bevægelse med
alt andet end respekt.
Nár jeg nu har kritiseret alle andres op-
fattelser, mener jeg det er min pligt at give
mit eget bidrag til diskussionen. Det mere
kollektive gamle samfund var afløst af et
nyt, hvor det enkelte individ havde fáet et
større ansvar for sig selv. De nye færinger
levede et langt mere farligt liv end de gam-
le. Der var fá ár, at der ikke forsvandt et
skib eller flere skibe. Disse forhold mátte
ogsá give sig ándelige udslag - en søgen ef-
ter støtte og styrke, som var større end den,
mennesket kunne skaffe sig selv. Denne
styrke fandt mange færinger i religiøse be-
vægelser, der i deres forkyndelse var mere
intense end den traditionelle folkekirke,
som dertil ikke var opsøgende, men passivt
modtagende. Spørgsmálet er, om ikke Max
Webers og R.H. Tawneys teorier burde af-
prøves pá den religiøse udvikling pá Færø-
erne fra ca 1920. Men dette skal ikke opfat-
tes som kritik. Det er nu ikke helt retfær-
digt at sige, at doktoranden negligerer
transformationens ándelige faktorer. Man-
ge steder analyserer han udførligt forhold,
som ligger uden for vores mere materielt
baserede erkendelsesmuligheder, og pá
mange omráder er der her tale om studier,
som ingen anden har gjort før. Han har
nærmest som gennemført princip holdt sig
til de supranormale forestillinger i forbin-
delse med arbejdslivet.
Men parallelt med menneskenes liv eksi-
sterede der dog i deres bevidsthed en opfat-
telse af en anden usynlig verden, ogsá uden
forbindelse med arbejdslivet. Det kunne
have været interessant med et forsøg pá at
vise, hvordan denne del af kulturen pávir-