Fróðskaparrit - 01.01.1987, Qupperneq 140

144
TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
kedes af de grundlæggende samfundsæn-
dringer. Det skal dog siges, at han ikke helt
har forbigáet emnet; i behandlingen af
overgangen fra bádfiskeri til fiskeri med
skibe har han redegjort for, hvilke normer,
der fulgte med, og hvilke ikke gjorde det,
og han har henvist til nogle mulige forkla-
ringer.
Kilderne til denne viden har Jóan Pauli
Joensen i næsten alle tilfælde indsamlet og
bearbejdet selv. Men i forbindelse med
overtroen undrer det mig, at han henviser
til Hammershaimbs lidt overbærende be-
retning om færingernes overtro.
Her mener jeg, at forfatteren burde have
søgt hen til en beretning fra en person, som
virkelig troede pá det, han skriver. Han
kunne være gáet - endnu engang - tilbage
til min salige ætfader Lucas Jacobsøn De-
bes, som i sit store værk har et helt kapitel,
eller snarere en ortodoks afhandling, om
emnet: »Om spøgelser og Satans anfægtel-
ser udi Færø«. Netop fordi hr. Lucas selv
tror pá den vrimmel af djævelskab og huld-
refolk, som huserer i dette land, som han
præsenterer som »Disse færøske insuler,
den stund de udi sá mange hundrede ár
have ligget øde, sjunis at have intet andet
været end som djævelens váning og onde
ánders bevaring og en troldebolig«, hvilket
denne lærde mand, som ikke kun var præst
og provst og rektor for Latinskolen, men
tillige magister, og som havde studeret na-
turhistorie hos Ole Worm, beviser med
konkrete, selvoplevede eksempler.
Se, det er overtro, opfattet som objektiv
realitet. Báde jeg og Jóan Pauli Joensen er
vokset op i bygdemiljøer, hvor man stadig
regnede med to jordiske verdener - en syn-
lig og en usynlig, men dog ligesá reel i be-
vidstheden. Det vil dog altid være hans
fortjeneste, at han i skriftlig form har givet
mange former for overtro til videre forsk-
ning, og at han har udødeliggjort den færø-
ske version af »klabautermanden«, »lem-
peren«, »manden ombord« eller hvad vi
vælger at kalde denne immaterielle gestalt
i fiskernes forestillingsverden.
Det kunne have været interessant at have
fáet en vurdering af de nye produktionsfor-
mers »impact« pá denne vigtige del af men-
neskenes liv. Máske skulle præses tænke
lidt over dette og lade slupperne og fisken
være i fred for en tid - før en intellektuel sø-
syge vil svække interessen for hans videre
forskning. Dette være sagt i god mening.
Det er ikke muligt her udførligt at be-
handle alle aspekter af Jóan Pauli Joensens
omfattende produktion, og det skulle hel-
ler ikke være nødvendigt.
Hans centrale værk er dog efter min
mening det stort anlagte »Fiskafólk«
(1982), som i grunden ogsá behandler de
fleste af de emner, som berøres i hans an-
dre store og smá publikationer, og som blev
udgivet som et værdigt jubilæumsværk af
Føroya Sparikassi. Den kan betragtes som
en landjordens pendent til bogen »Færøske
sluppfiskere« (1975). I indledningen til sidst-
nævnte værk gør forfatteren klart (s. 10),
at livet i bygderne ville blive gjort til gen-
stand for en senere undersøgelse.
Med sin flittighed kunne han allerede 7
ár senere indfri dette løfte med bogen
»Fiskafólk« pá ikke færre end 528 sider, ba-
seret pá kildemateriale fra de indsamlinger,
som jeg før har omtalt.
Der er her tale om en særdeles omfatten-
de og stofrig oversigt over sá at sige alle si-
der af færøske menneskers liv med hoved-
vægten pá tiden fra pá tiden fra ca 1880 og
frem til 1939 med projiceringer tilbage til il-