Fróðskaparrit - 01.01.1987, Qupperneq 142

146
TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
ogsá var dette: at den færøske bonde blev
fisker. Det er nemt at blive enig med dok-
toranden i, at det nye er det markeds-
orienterede fiskeris kraftige vækst og land-
brugets relative tilbagegang. Det lader sig
statistisk bevise, og emnet er behandlet i
Erlendur Paturssons banebrydende værker
om fiskerierhvervet i økonomisk-social be-
lysning. Det kan ogsá empirisk eftervises,
at transformationen fik sociale og kulturel-
le konsekvenser.
Men jeg vil vende tilbage til anvendelsen
af begreberne »bonde« og »bondesam-
fund«, som jeg ikke finder helt overbevi-
sende.
En færøsk bonde var hverken bonde i
kontinental eller skandinavisk forstand.
Jóan Pauli Joensen angiver selv (i »Fiska-
fólk«, s. 500) den gamle færøske definition
af en bonde og viser, hvor stort spektret var
fra den meget lille fæster eller jordejer til de
velfunderede storbønder. De smá fæstere
eller jordejere var ikke bønder. Alt efter
jordloddernes størrelse var landbrug et
supplement til deres næring som fiskere -
eller det modsatte, nemlig at fiskeriet var et
supplement til landbruget. For ingen fær-
øsk befolkningsgruppe var forholdet mel-
lem jordbrug og fiskeri et spørgsmál om et
»enten-eller«, men om et »báde-og«.
De færøske landbrugere blev heller ikke
med udviklingen af skibsfiskeriet fuldtidsfi-
skere. Personlig vil jeg bestride den af for-
fatteren implicitte pástand, at færingerne
før havde været »bønder«, men nu blev »fi-
skere«! Sá gennemgribende var processen
heller ikke. Som doktoranden selv gør op-
mærksom pá i sit fornemme værk (pá
svensk) »Fáróisk folkkultur« (1980, s. 86)
var skibsfiskerne ombord pá skibene fra fe-
bruar/marts til september/oktober. D.v.s.
at i hvert fald en 1/3 af áret var de igen næ-
sten alle sammen jordbrugere og hjemmefi-
skere, parallelt til situationen før skibsfi-
skeriets gennembrud.
Man kunne i denne forbindelse have øn-
sket sig en diskussion af klassebegrebet og
dets mere nuancerede anvendelse i udfors-
kningen af det færøske samfund báde før og
efter transformationsprocessens gennem-
slag. I denne og i andre forbindelser ville
kompareringer til og reflektioner over pa-
rallelle ændringer andre steder i det nord-
atlantiske omráde have været afklarende
og interessante for at undersøge, om den
færøske udvikling kan betragtes som i ho-
vedsagen unik, eller om den passer ind i et
mere generelt udviklingsmønster for tilsva-
rende basisforandringer i samfundene der.
Jeg har dog noteret mig, at Jóan Pauli Jo-
ensen i sit sammenfattende værk blandt
sine fremtidige forskningsplaner netop
nævner komparative studier i det nordat-
lantiske omráde. Og, som tidligere nævnt,
plejer han at holde sine løfter.
Uden tvivl var det færøske samfund et
klassesamfund báde før og efter den store
omvæltning. Derfor ville det vel have været
naturligt med en præsentation af hvilke æn-
dringer, der, som produkt af denne, skete i
klassestrukturen. Ganske vist páviser han
opkomsten af storkøbmænd og bondeklas-
sens deklassering. Det er nemt nok. Men
hvordan med de befokningsgrupper, som
hverken var storkøbmænd eller bønder?
Dette spørgsmál fár betydning for den
pástáede »opkomst af en borgerlig kultur«
som følge af de socio-økonomiske foran-
dringer. En decideret borgerlig kultur má
forudsætte en bestemt økonomisk-social
udvikling som baggrund for fremvæksten af
en egentlig borgerklasse. Man savner en