Fróðskaparrit - 01.01.1987, Qupperneq 145

TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
149
sætning for dets fremtids- og anvendelses-
muligheder, fremvægsten af en færøsk
national erkendelse og bevægelse med hi-
storiske rødder bagud - ikke kun til færøsk
historie, men ogsá til dansk, islandsk og
norsk historie.
Denne udvikling manifesterer sig i en or-
ganiseret bevægelse for det færøske sprogs
bevaring og berettigelse - ogsá pá omráder,
hvor det i árhundreder ikke havde været
benyttet - især inden for offentlig admini-
stration og kommunikation med sável
verdslige som religiøse autoriteter.
Dette historiske og kulturelle faktum be-
tød dog ikke, at færingernes modersmál
kun var det færøske folks arbejdssprog i
ind- og udmark, i bjergene og ude pá havet.
Det færøske sprog var stærkt nok til - uden
skriftens hjælp - at være bærer af en gam-
mel og rodfæstet ándelig kultur, som alde-
les ikke var sá isoleret som ofte antaget,
men som tværtimod, nár man gár tilbage til
historiens egentlige autoriteter - kilderne
og ikke historikerne - viser sig at have væ-
ret endda særdeles modtagelig for impulser
udefra. At Færøernes pástáede isolation er
en myte er blevet bevist i moderne under-
søgelser (især i dr. med. Hans Debes Joen-
sens og til dels i mine egne).
Ogsá selve forudsætningerne for sprog-
kampen og dens accelleration er udtryk for,
at ándelige bevægelser ogsá náede Færøer-
ne, omend sommetider med nogen forsin-
kelse.
Færøerne bliver derfor aldrig det »socio-
logiske laboratorium«, hvor historiske fæ-
nomener skal kunne lade sig anskue som
isolerede fænomener, sáledes som en en-
gelsk historiker har hævdet.
Forfatteren betragter kampen for færøsk
kirkesprog kun som en lille del af hele den
store nationalitetskamp, som i virke-
ligheden ikke kun var færingernes egen
identitetskamp, men som ogsá skulle over-
bevise andre - især danskerne - om denne
folkelige realitet.
Vi kan i værket følge fremvæksten af
denne erkendelse og dens historiske og po-
litiske konsekvenser. Vi kan iagttage de in-
tense og málbevidste bestræbelser for nati-
onale værdiers prioritering og en kamp,
hvorunder den ene konservative skanse fal-
der efter den anden: færøsk udvikles ud fra
egne ressourcer til at blive et »kultursprog«
med de dertil hørende udtryksformer; det
bliver fag i skolen og undervisningssprog -
og til sidst kan færingerne kommunikere
med selve Vorherre pá deres eget moders-
mál og fár derved til en vis grad afmystifice-
ret deres forhold til ham. (Jeg forstár godt,
at hele denne indviklede problematik má
have fascineret en præst og kirkehistoriker
som Petur Martin Rasmussen - det er ogsá
hele hans intellektuelle engagement i dette
store værk i sig selv et bevis pá.)
Hele denne udvikling mátte føre til poli-
tiske frontdannelser, fremprovokeret af
vurderingen af, hvilke politiske konsekven-
ser den nye erkendelse skulle fá, og det
mátte ogsá indebære vurderinger af Færø-
ernes forhold til Danmark - idet dansk var
det offentlige sprog, og det logiske faktum,
at større rettigheder for det færøske sprog i
sig selv mátte betyde i hvert fald en relativ
retræte for det danske sprog pá Færøerne.
Som det vil ses, blev den nationale kamp
ikke kun en sprogkamp; den fik ogsá politi-
ske implikationer, idet et større ansvar til
færingerne for deres eget land ogsá mátte
kanaliseres gennem politiske institutioner-
i denne sammenhæng større rettigheder for
det færøske lagting, som i 1852 var blevet