Fróðskaparrit - 01.01.1987, Síða 147

TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
151
allerede i min indledning har givet udtryk
for. Vi fár en ganske kort belysning af det
færøske undervisningsvæsen, báde det
gamle uofficielle og det senere officielle.
Jeg synes respondenten burde have foreta-
get en beskeden komparativ analyse af in-
tentionerne med og kundskabskravene i lo-
vene af 1845,1854 og 1872-oghave pávist,
hvordan det relativt høje ambitionsniveau i
1845-loven reduceredes til næsten ingen-
ting i 1872, resulterende med tragedien i
1912-anordningen, som - ikke pá dansk,
men færøsk initiativ - kriminaliserede fær-
øsk som »kultursprog« og i lange tider for-
pestede det politiske klima mellem Færøer-
ne og Danmark. Selvom man máske kan
tale om to forskellige samfundssfærer, hang
spørgsmálet om skolesprog og om kirke-
sprog uløseligt sammen.
Derefter følger en beskrivelse af det
»gamle« kirkelivs organisering og nye ude-
fra kommende religiøse bevægelsers »at-
tack« pá de gamle institutionaliserede og
cementerede former. Netop i denne sam-
menhæng ville det have været interessant
med nogle forsøg - via mentalitetshistori-
ske tilgangsvinkler - at trænge ind i menne-
skenes sind, naturligvis med alle de forbe-
hold og al den moderation, som ligger i det
uomgængelige faktum, at disse færøske
mennesker ikke længere eksisterer som fy-
siske historiske studieobjekter. Kapitlet
om det færøske sprogs »tilbagetrængning
og forfald« vil jeg foreløbig springe over,
idet det er skrevet pá grundlag af velkendt
eksisterende litteratur. Jeg vil dog lige be-
mærke, at der ikke kan herske tvivl om »til-
bagetrængningen«; derimod er det et
spørgsmál, om det er berettiget at tale om
et »forfald«. Forfaldet var i hvert fald ikke
større end, at det dog kunne genrejses, og
at P. M. Rasmussen netop derfor har fáet
lejlighed til at skrive en afhandling om det-
te emne. Jeg anskuer snarere »problemet«
som en speciel form for »arbejdsdeling«
mellem færøsk og dansk.
Mere interessant finder jeg responden-
tens diskussion af spørgsmálet om det færø-
ske samfunds »karakter« i det 19. árh.: Ek-
sisterede der en færøsk »enhedskultur«,
som viste sig at være uigennemtrængelig for
udefra kommende gudelige retninger, eller
var der tale om et vulnerabelt samfund i op-
brud. Forestillingen om en »enhedskultur«
som et »funktionelt alternativ« til nye aggres-
sive religiøse retninger er dog først frem-
kommet efter, at jeg selv mente at have be-
vist netop det modsatte. Det kan naturlig-
vis ikke andet end glæde en opponent, at
respondenten ligger pá linje med ham — som
i dette tilfælde. Jeg finder ogsá Petur Mar-
tin Rasmussens egen filosofiske eller aka-
demisk-logiske begrundelse overbevisen-
de, at en »enhedskultur« i sig selv ifølge sit
begreb er et statisk fænomen, som ikke
samtidig kan være i »rivende bevægelse«.
Efter disse kapitler, som jeg normalt ville
kalde en indledning, vendes der tilbage til
det færøske sprog »før nationalbevægelsen
-den begyndende sprogrejsning«. Denne -
efter min mening alt for langsommelige -
nye indledning bringer ikke meget nyt; det
meste er skrevet før. Jeg vil dog medgive,
at en forklarende baggrund af den art kan
have sin berettigelse og ligefrem kan være
nødvendig - men ikke i den udstrækning.
De fleste udredninger kunne have været
forklaret med kilde- og litteraturhenvisnin-
ger til kendte værker; i hvert fald er det
ikke nødvendigt med citater af citater, hvor
dette kunne være undgáet - uden at gá ud
over troværdigheden eller tilforlade-