Fróðskaparrit - 01.01.1987, Qupperneq 150

154
TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
prædikener pá den færøske folkehøjskole
fra 1909 kunne forsvares ud fra det factum,
at højskolen var en selvejende institution.
Alle disse demonstrative bestræbelser má
ses som forsøg pá at bruge alle eksisteren-
de lovlige muligheder for at komme det
ideale mál nærmere.
Det var vel ud fra den samme erkendel-
se, men dog ud fra helt andre motiver, at
den særdeles realistiske og vistnok ogsá ky-
nisk beregnende provst Fr. Petersen, den
første færøske nationalist og den første na-
tionale renegat, áret efter adresserede Vor-
herre pá sit modersmál i Færøernes natio-
nale helligdom, Kirkjubøur. (Jeg synes,
sáledes, en passant, at respondenten som
erfaren præst har et skarpt øje for den slags
klerikal taktik i rummelig forstand!).
I bogens 3. del ledes spørgsmálet om
kirkesproget ind pá et officielt plan, idet
det indgár som en fast og kontroversiel del
af den begyndende partipolitiske kamp i
national sammenhæng.
Med systemskiftet i Danmark i 1901 pá-
begyndtes en demokratisering af hele den
danske kirkelovgivning, som ogsá Færøer-
ne var en del af. De to fundamentale love
pá det kirkelige omráde var »Lov om Me-
nighedsraad« og »Lov om Brugen af Kir-
kerne« af 1903, som begge blev gjort gæl-
dende for Færøerne med kongelig anord-
ning i 1905. I færøsk sammenhæng betød
loven og anordningen, at det blev tilladt at
holde prædiken pá færøsk, hvis menigheds-
rád, præst og biskop kunne blive enige der-
om. Det var, hvad der var politisk muligt at
gennemføre pá det tidspunkt. Og hele tiden
- til den foreløbige løsning i 1939 - var
spørgsmálet om færøsk kirkesprog hverken
et pædagogisk eller religiøst spørgsmál,
men et spørgsmál om politik, sáledes som
det tydeligt fremgár af respondentens af-
handling. »Partipolitiske hensyn« gár forud
for personlige holdninger.
Jóannes Patursson blev (som det færøske
systemskiftes exponent) den politiske nøg-
lefigur i forfølgelsen af hele den nationale
problematiks konsekvens. Jeg synes, re-
spondenten tilfulde tilgodeser denne reali-
tet: Jóannes Patursson som selve drivkraf-
ten - ogsá m.h.t. kirkesproget. Dette gøres
indlysende og er en gennemgáende fast lin-
je i hele fremstillingen. JJvad andre kunne
yde pá det mere intellektuelle omráde -
som pá ingen máde var bonden Patursson
fremmed (tværtimod — var det hans opgave
at drive igennem politisk, med den kraft,
som ingen anden færøsk politiker var i be-
siddelse af.
Jeg vil anslá, at ca. en tredjedel af af-
handlingen er forklarende baggrundsstof,
som i og for sig ikke er nyt eller særlig origi-
nalt, men dog efter min mening stillet op
med selvstændig selektion og disposition.
De sidste to tredjedele af værket er frem-
læggelse af originale forskningsresultater
pá et i de fleste tilfælde uopdyrket felt.
Det er dog klart, at forfatteren ogsá i det-
te afsnit skeler til andres forskning inden
for samme tidsrum. Her er især lands-
arkivar Jóannes Dalsgaards fremragende
afhandling om den politiske udvikling af
betydning. Især Dalsgaards analyser af
samhørighedspartiets ideologi er interes-
sante, idet det nærmest har været et com-
mon-place i sável den færøske politiske de-
bat som i ældre og mere overfladisk færøsk
historiografi, at partiet faktisk manglede en
ideologi.
Jeg synes nu - som en efterhánden lidt
garvet historiker - at den originale del af af-
handlingen er den bedste og mest spænden-