Fróðskaparrit - 01.01.1987, Side 155

TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
159
drejer det sig om magtsyge og selvretfærdi-
ge personers uværdige intriger og magtspil,
vel at mærke i Guds navn).
Jeg kunne tænke mig en diskussion med
respondenten af forskellige problemer,
som han behandler eller i hvert fald berører
i sin afhandling.
Det første skal være hans vurdering af
N.F.S. Grundtvigs betydning for den færø-
ske sprogrejsning og efterfølgende natio-
nalbevægelse. Jeg má sige, at jeg har lidt
vanskeligt med at blive enig med respon-
denten i hans pástáede direkte forbindelse
mellem Grundtvigs virksomhed og betyd-
ning i dansk samfundsliv og ándsliv og
fremkomsten af lignende beslægtede natio-
nalistiske manifestationer blandt færinger.
Selv er jeg ud fra de relevante og til dis-
position stáende kilder overbevist om, at
den begyndende nationale identitetsfølelse
var begyndt at vokse frem længe før N.F.S.
Grundtvig tidsmæssigt kunne have gjort sin
betydning gældende. Jeg synes ikke, det er
lykkedes respondenten at bevise sin pá-
stand. At Hammershaimb har kendt søn-
nen Sven Grundtvig beviser i sig selv ikke
nogen pávirkning fra den gamle - i hvert
fald ikke mere end en faders almindelige
muligheder for at pávirke sin søn. Men
Hammershaimb nævner ikke den gamle
Grundtvig. Grundtvigs rosende omtale af
færingerne i Rigsdagen i 1850 i forbindelse
med bestræbelserne for formelt at indlem-
me Færøerne i det danske statssystem kan
blot tages som et udtryk for hans almindeli-
ge nordiske og »folkelige« interesse
Jeg finder ogsá, at respondenten gør sig
skyldig i det, som vi før i tiden kaldte »Hin-
einlesung«, nár han fortolker Grundtvigs
digt »Færinge-Saga« (s. 88-89). At han med
udtrykket »Fugl lillebitte« skal hentyde til
Hammershaimb er nok at overdrive libera-
liteten. Man skal nok ogsá være lidt forsig-
tig med at overdrive de grundtvigske folke-
højskolers betydning for den begyndende
færøske nationalisme og dermed de nye
tanker om værdien af færøsk sprog og kul-
tur.
De første nationale færinger var Ham-
mershaimbs disciple, ikke Grundtvigs,
hverken direkte eller indirekte - vel at
mærke efter min opfattelse. I virkeligheden
kom de »højskole-nationale« (om jeg sá má
sige) færinger først ind i billedet efter selve
det nationale gennembrud.
At bevægelsen med dem fik et nyt og
frisk ándeligt tilskud er ubestrideligt, men
kronologien modsiger selve den kausale
opstilling.
Eksemplet med »Føringafelag« i bygden
Sandur omkr. 1870 afslører máske tenden-
ser, men er næppe repræsentativt, og der
findes i kilderne intet belæg for en spred-
ning derfra af grundtvigske ideer. Disse
indgár heller ikke som referencer i den
første færøske nationalitetsdebat, som pá
ingen máde førtes pá grundlag af udefra
kommende ideologier, selv om pávirkning
og inspiration tydelig lader sig pávise - dog
ikke som Grundtvigs særlige evangelium,
men som afspejlinger af almene europæiske
og specielt af fællesnordiske tendenser.
De første færøske nationalister var aka-
demikere - ikke højskolefolk. Dette for-
klejner dog ikke højskolefolkenes betyd-
ning for den senere nationale og politiske
udvikling.
Hvis vi igen gár over til det kirkelige ge-
bet, sá var drivkræfterne i kampen for fær-
øsk kirkesprog to unge radikale, men sam-
tidig (efter min mening) højkirkelige præ-
ster, A.C. Evensen og Jacob Dahl. De var