Fróðskaparrit - 01.01.1987, Qupperneq 156

160
TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
ikke grundtvigianere, snarere højkirkelige.
Jeg efterlyser en forklaring pá deres virk-
somhed i en længere grundtvigsk-færøsk
kontekst?
Enhedskultur eller kulturel opløsning?
Jeg har et andet spørgsmál, som máske har
karakter af et egotrip - men det bedes ikke
opfattet som sádant:
I min egen doktorafhandling om den fær-
øske nationalbevægelses opstáen og ud-
vikling til selvstyrebevægelse mener jeg at
have bevist, at nationalismen, i hvert fald
til dels, kan forklares som en reaktion imod
den gamle kulturs forfald, og i denne reak-
tion indgik kampen for det færøske sprogs
bevarelse og dets rettigheder som substan-
tielle elementer.
To ár efter at min bog var udkommet,
(»Nú er tann stundin . . .«, bevisligt benyt-
tet, men ikke nævnt i bibliografien) blev
den færøske kultur i samme tidsrum af Ger-
hard Hansen betegnet som en »enhedskul-
tur«, som var nærmest uigennemtrængelig
for fremmed pávirkning. Med en model
lánt af den islandske forsker Petur Peturs-
son skulle nationalismen konstituere »et
funktionelt alternativ« til udefra kommen-
de »vækkelsesbevægelser«. Jeg kan i af-
handlingen se, at forfatteren til nærværen-
de afhandling stár nærmere min »opløs-
ningsteori« (om vi má kalde den sádan) end
teorien om »enhedskulturen«. Derfor sav-
ner jeg ogsá mere explicit forfatterens op-
fattelse af den samfundsmæssige baggrund
for de nye politiske og ándelige bevægelser
og hvorfor de havde sá svært ved at trænge
igennem i et samfund under voldsomme
økonomiske og sociale transformationer?
Skulle det ikke netop være vulnerabelt midt
i denne forvandlingsproces?
Fra ca. 1920 ville det vel ogsá have været
interessant at afprøve diverse teorier om
sammenhængen mellem økonomisk/social
udvikling og dens ándelige/religiøse kon-
sekvenser pá den færøske udviklingsmodel.
Jeg anerkender fuldt ud bredden i for-
fatterens fremstilling, men han burde have
forsøgt med moderne mentalitetshistoriske
og socialhistoriske tilgangsvinkler at regi-
strere og forklare de ándelige innovationer
og transformationer, som, i hvert fald til en
vis grad, er baggrund for hans emne.
Brødremenigheden som katalysator
Personlig mener jeg, at Brødremenig-
hedens ringe succes i starten mere skyldtes
en manglende intensitet i missioneringen
end non-eksistente mentale forudsætnin-
ger. Jeg finder det interessant, at respon-
denten - efter min overbevisning med rette
- konstaterer, at de gudelige vækkelses-
bevægelser først slog igennem, efter at sam-
fundet havde stabilisteret sig i den form,
det faktisk beholdt op til omkring 1960 -
d.v.s. sige fra ca. 1920. Det skete ikke i op-
løsningens tid, da gamle værdier føltes i
fare for at blive udslettet, og hvor nye kul-
turelle holdepunkter ikke havde antaget
deres form og indhold.
Det er et factum, at »brødrene« (eller
»baptisterne«, som de blev kaldt og til dels
endnu kaldes pá Færøerne uden nedsætten-
de betydning), var de første, som fandt mo-
dersmálet værdigt nok til at anvendes i
kommunikation med Gud. Folkekirkens
Gud forstod kun dansk.
Jeg mener, at Petur Martin Rasmussen
relativt tillægger intrigerne inden for folke-
kirken større ære - hvis man vel at mærke
mener, det er en ære - for sprogkampens