Fróðskaparrit - 31.12.2000, Side 3

AN ANALYSIS OF ÁLVALEIKUR BY HANS ANDRIAS DJURHUUS
WITH AN OVERVIEW OF FAROESE ROMANTIC LITERATURE
7
Lýðið á meg. Her skal vera gaman.
Vit veva mjørkan tættari saman,
villa so av leið alt, í haganum gongur.
Leikalind er drotning og eg eri kongur!
Tveir fyri kortum sótu her í dali -
verið nú kvirrir, meðan eg tali!
Annar teirra kelling til vív sær skal kjósa,
hon skal tykjast honum sum blómandi rósa,
til tess dagur kemur og náttin burtur fer,
tá skal hann síggja, hvussu kellingin er.
Hin skal vinna Ingu við Toftir til vív,
elska hana, æra hana alt sítt lív.
Tveir skulu løgtingsmenn her í dali mala,
báðir skulu tala og báðir skulu gala!
Leikalind er drotning og kongur eri eg!
Vevið mjørkan tættan, so hann fjalir allan veg.
(H.A. Djurhuus: Ritsavn 5: 106f)
Her i de to første scener fár vi sáledes
præsenteret stykkets to modsatte karakterer
og alfens drejebog, som resten er en ud-
foldelse af. Som i Shakespeares “En skær-
sommernatsdrøm”, som næsten má være en
af inspirationskilderne til dette stykke, ud-
spiller der sig en parallelhandling i alfever-
denen, som jeg imidlertid lader ligge i
denne sammenhæng.
Forlovelse
I den tætte táge, som elverfolket i bedste
nornestil væver om fjeldet, skabes den
stemning, som signaliserer, at personerne
helt er i naturkræfternes vold.
Efter at have vandret rundt i tágen og ledt
efter den forsvundne Sjúrður lægger Sig-
mundur sig til at sove. I drømme ser han
elverkongen sætte en skál med guld og
(Lyt til mig. Nu skal vi more os.
Vi væver tágen tættere,
fár alle til at fare vild, som færdes pá fjeldet.
Liljevánd er dronning og jeg er konge!
For lidt siden sad der to her i dalen -
vær nu stille, mens jeg taler!
Den ene skal vælge sig en kælling til hustru,
hun er for ham en blomstrende rose,
indtil dagen kommer og natten svinder,
da skal han se, hvilken kælling det er.
Den anden skal fá Inga við Toftir til hustru,
elske hende, ære hende hele sit liv.
To lagtingsmænd skal drive rundt i dalen,
begge skal tale og begge skal gale!
Liljevánd er dronning og jeg er konge!
Væv tágen tæt, sá den skjuler alle veje.)
(Min oversættelse)
dyrebare perler ved siden af sig, og da han
vágner, stár den der virkelig. I kraft af sin
nyvundne rigdom begiver han sig straks af-
sted til bondens gárd for at fri til Inga,
hvilket han ikke har turdet gøre før, fordi
han var fattig og hun rig. Han fár straks
hendes ja.
Har Sigmundur nu mistet sin uskyld og
solgt sin rene sjæl for guld og perler? Nej,
sádan gár det ikke, skatten afmaterialiseres
straks. Inga siger til ham, at de skal gemme
guldet væk og ikke tale mere om det, for det
har opfyldt sin funktion, nemlig at give
ham mod til at fri. Guldets metaforiske
funktion gennemskues sáledes ikke blot af
læseren, men meddeles eksplicit. Ved at
lytte til naturen og gøre sig til et med den
bliver Sigmundur i stand til at løfte sig op
over den standsbundne, statiske kærlig-