Atlanten - 01.01.1911, Síða 10

— 10 —
Enkeltheder. Men saa meget maa jeg sige: De er saa lange
som et ondt Aar, saa indviklede, saa specificerede, at de ganske
simpelt ikke kan forstaas af Grønlænderne. Det skulde have
været korte, klare og simple Forskrifter, hvorpaa der kunde
bygges videre i Tidens Løb. De er saa upraktiske og ind-
viklede, at de ikke kan gennemføres uden en Tvang paa de
faktiske Forhold. Spændetrøjen bliver strammet endnu nogle
Huller. De er saaledes affattede, at Grønlænderne kun kan læse
dem som Udtryk for Styrelsens dybeste Mistillid til dem.
F. Eks. er netop de bedst uddannede Grønlændere udelukkede
fra Deltagelse i det kommunale Arbejde. En ung Mand, ud-
dannet herhjemme, skriver herned i disse Dage: Det er bittert
gerne at ville være til Gavn for sine Landsmænd og ikke have
Lov til det. De strider absolut mod Lovens Aand. Loven
tilsigtede ikke at skabe nogle enevældige Embedsmænd, der
skulde regere smaa Kommuneraad. Loven tilsigtede at skabe
selvstændige Kommuneraad under Inspektørernes hjælpsomme
Kontrol. Og det er en stor Forskel. Og endelig strider de
mod Lovens Ord, naar den Myndighed, Loven giver Mini-
steren paa en Række Punkter af Anordningen overdrages til
Inspektørerne. I det hele strider Anordningerne mod ethvert
Retsbegreb, idet der deri — trods Lovens Ord — tildeles In-
spektørerne Myndighed til baade at give hvilke som helst Be-
stemmelser, han finder for godt, og idømme Overtræderne, naar
de er danske, en hvilken som helst Bødestraf, han finder for
godt, uden Appelret.
Man forbavses over, at en dansk Minister har kunnet give
disse Anordninger sin Tilslutning. Men Sagen er jo den, at de
sidste fem Aars Udvikling i det grønlandske Spørgsmaal maa
ses under det Synspunkt, at der har hersket en stadig Kamp
mellem de danske Regeringsmyndigheder og det danske Folk i
det Hele, som vilde fremhjælpe en frisindet Udvikling hos Grøn-
lænderne til Fremme af dette Folks Muligheder, og det særlige
grønlandske Embedsmandsstyre, som helst vilde beholde den
gamle Trøje. Drejer det sig om Forhandlinger i Rigsdag og i
Presse, saa sejrer naturligvis den offentlige Mening, og Embeds-
mændene tier stille. De ved, deres Tid kommer, thi Ministeriet
kan ikke komme dem forbi, naar det drejer sig om at indføre
Reformerne i Grønland. Jeg tror alligevel, at med den Inter-
esse, Rigsdagen og Ministrene har haft for Grønland, vilde de