Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 11

11
have sejret, hvis Skæbnen ikke havde villet, at der en Tid sad
en Indenrigsminister, som selv erklærede ikke at have nogen
Interesse for de grønlandske Sager og derfor rolig approberede
Administrationens Forslag. De sidste kongelige Anordninger
er Administrationens Sejr over det danske Folks redebonne og
enstemmige Vilje. Skal det blive ved? Hvad jeg her har sagt
om Anordningerne, har jeg hørt alle dem sige, der har haft
Lejlighed til at sætte sig ind i dem. De vil ogsaa vide, at
danske Blade har sagt det samme, aabenbart inspirerede af en
saadan Kender af Grønlænderne som Knud Rasmussen.
Men hvad siger Grønlænderne? Ja, de siger intet højt.
Hvordan skulde de forstaa at bedømme Forhold, de ingen or-
Identlig Besked faar om. De faar leveret en Masse uforstaaelige
Paragraffer. Først naar de møder Vanskelighederne i Praksis,
begynder det at klare sig for dem. Og endda er de som alle
uklare Mennesker tilbøjelige til at hænge sig i Smaating, i Per-
soner, og lade det væsentligste ligge. Har de noget at klage
over, ved de ikke, til hvem de skal gaa. Aldrig har de faaet
nogen Oplysning. De har ét Blad, som redigeres af en Inspek-
tør, og som væsentlig kun indeholder Beretninger om Vejret de
forskellige Steder i Grønland. Og vilde vi andre prøve paa at
oplyse dem — hvad vi hellere end gerne vilde — vilde det blive
udlagt som Opvigling. Man maa dex-for ikke tage Grønlænder-
nes Tavshed som Udtryk for Tilfredshed. I Forstanderskaber-
nes Protokoller, i de forskellige Arkiver ligger der ogsaa Udtryk
nok fra dem for det modsatte. Men i Hovedsagen gælder det,
at deres Utilfredshed er indadvendt. Den komplette Mangel
paa Tillid, ja, den direkte Mistillid, de nærer til Embedsmæn-
dene, er slaaet ind. Mand og Mand imellem er Kritikken stærk.
Overfor os tier de helst. Knud Rasmussen, der er saa lykkelig
ikke at have nogen Embedsstilling blandt dem, hører dem. Han
kunde fortælle meget derom. Denne Form for Utilfredshed, der
er slaaet ind, er den farligste. Den dræber helt Tilliden, og
uden at eje Grønlændernes Tillid kan vi Danske intet udrette.
At Utilfredsheden vil give sig Luft en Gang, tvivler jeg ikke
om, men saa er det for sent. Vi maa skaffe den Luft forud.
Giv Grønlænderne Lov til at drøfte offentlig, hvad de har Lyst
til. Giv os Lov til at oplyse dem om deres egne Samfundsfor-
hold. Det er dog et beskedent Forlangende. Lad dem faa
Følelsen af, at hvad godt der sker dem, ikke som nu sker imod