Atlanten - 01.01.1911, Side 89

— 89 —
Minder fra de dansk vestindiske Øers
Fortid og Nutid.
Ved Sognepræst Otto Sommer, Veflinge.
Da Øsalget forkastedes
21de Oktober 1902.
Saa tik da vort stolte Dannebrog Lov
At svinge sit Kors, det hvide.
Paa Indiens Strande, i Palmeskov,
Endnu skal vi ej føre »Flaget i Sjov«,
Det skal tone Side om Side
Med Engelands og Nord-Amerikas Tegn,
Med Frankriges Tricolore.
F'ra Grønlands Kyst til den Himmelegn,
Hvor Slaven stræbte i Solskin og Regn,
Og Dannemark fri ham gjorde.
Vort Land, som først af alle forbød
De Snekker, som Dannebrog bare,
At sejle med levende Menneskekød,
Som tænkte først paa den sorte Mands Nød,
Vil ej la’e sin Ære fare.
Det Land, som først lod Frelserens Ord
Blandt Negerslaver forkynde.
F'ra Dannemark først Missionærerne for,
Dober og Nitzchmann, fra kolde Nord
Evangeliets Gang man begyndte.
Just Danmark har Krav paa Negerens Tak,
Hvorfor skulde vi da glemme
Vor Ære for Smør og for Flæskesnak,
Hvorfor synke ned iblandt Madstræbets Pak,
Nej heller vor Hæder fremme.
Ved »Fugleklippen« slog Jessen et Slag
Med Briggen »Lougen« mod tvende
Fregatter, der haaned vort gamle Flag,
Den ene skød han omtrent i Kvag,
Den anden bort maatte rende.
Og Lillienskjold kæmped med frejdigt Mod
I Skonnerten »Iresine«,
Den Kamp den kostede engelsk Blod,
Hvormeget saa Koppelmann stred imod
I Fangenskab maatte huu trine.
8