Atlanten - 01.01.1911, Síða 96

— 96
Vil vi nu undre os over, at Danmark den Gang udsendte
saa godt som udelukkende tyskfødte Missionærer (naar undtages
Hans Egede, der gik af egen Drift), saa maa vi betænke, hvor
lidt dansk og de danske den Gang desværre agtedes af det
enevældige Kongehus. Christian den Sjette kunde vel daarligt
tale dansk og hans Dronning Sofie Magdalene slet ikke, lige-
som hun ogsaa ringeagtede alt dansk, undtagen naar det gjaldt
om at forsørge sine bundfattige tyske Slægtninge. Alt tysk var
den Gang bedre end dansk. Da Zinzendorf kom hjem, bragte
han Sagen paa Bane i en Menighedsforsamling, og straks meldte
sig de to Mænd, Tømmermanden David Nitzchmann og Potte-
mageren Leonhardt Dober, der vandrede til Fods til København
paa 26 Dage, og endskøndt de fornemme Missionsvenner syn-
tes, at det var nogle underlige Missionærer, saa naaede de dog
at komme med et hollandsk Skib afsted og naaede til Vest-
indien som før nævnt i December 1732. Efterhaanden kom
der flere herrnhutiske Missionærer derover, og gennem Tiderne
gjorde de et mægtigt kristeligt Arbejde. Den mest bekendte
Missionær blev Friederich Martin, og som en Sidebemærkning
kan vi tilføje, at en af de mest bekendte danske Adelsslægter,
Familien Castenschiold, der især har frembragt adskillige yp-
perlige Kavalleriofficerer, har sin Oprindelse fra Herrnhutmis-
sionen, Slægtens Stamfader, den slesvigskfødte Planter Castens
beskyttede ædelmodigt Missionær Martins under de Forfølgelser,
han maatte lide, baade af de hvide Lægmænd og af de franske
reformerte Præster. Castens betalte for ham, plejede ham i
sit Hus under hans Sygdom og var Missionen til stor Støtte.
Han blev 1745 adlet under Navnet Castenschiold, og Slægten
kan saaledes holde tohundredaarigt Adelsjubilæum omtrent sam-
tidigt med Missionen derovre. Der er næppe Tvivl om, at Min-
derne om denne Danmarks første Velgerning mod de i et saa-
kaldt kristent dansk Land levende og træilende hedenske Neger-
slaver har været medvirkende til, at Frederik den Sjette alt som
Kronprins kun enogtyve Aar gammel efter at have grebet Rege-
ringens Tøjler i sin sindssyge Faders Navn og kun fire Aar efter
Bondens Frigivelse udstedte Forordningen af 1792 mod, at dan-
ske Skibe foer i Slavehandel. Denne Trafik var drevet i stor
Udstrækning af tiere store københavnske Handelshuse. Slaverne
købtes af Guvernørerne paa Guineakystens Forter Christians
borg og Frederiksborg og sejledes derfra, sammenstuvede som