Atlanten - 01.01.1911, Side 194

194 —
florerede tilsyneladende lige saa frodig som under Lesseps, Ar-
bejderuroligheder var der omtrent uafbrudt, og det sporedes ty-
deligt, at de store Jernbaneselskaber i »Staterne« af deres Mil-
lioner øste ud til alt for let bestikkelige Arbejdsledere og til Pres-
sen for at forhindre Gennemførelsen af Kanalen, den store Kon-
kurrent, som de saa dukke op i det fjærne. Stemningen i »Sta-
terne« var mere end trykket! Hvad var det? Skulde Ameri-
kanerne, Teknikens Mestre, Ingeniørkunstens Foregangsmænd,
Amerikanerne, som havde vist Verden Underværker, som havde
gjort det umulige muligt — skulde de forsmædelig lide Nederlag
paa en Panamakanal? Eller var det virkelig for Alvor umuligt
at skære den lille Landtange igennem? Disse uhyggelige Spørgs-
maal drøftedes allerede aabenlyst.
Men saa en skønne Dag indskibede Præsident Roosevelt sig
for Panama. Han vilde nok med egne Øjne se, hvorledes det
stod til. Og han kom, han saa, og med et eneste Blik var han
klar over, hvad der var i Vejen. Privat Entreprise egnede sig
aabenbart ikke for et Arbejde af den Art. Heraf alle Kalami-
teterne. Næppe var han atter hjemme i Washington, førend han
fik et Lovforslag vedtaget i Senat og Repræsentanthuset, gaaende
ud paa, at Panamakanalanlæget skulde overtages af Hærens In-
geniørkorps.
I samme Øjeblik holdt Arbejderurolighederne op; der blev
indført militær Disciplin, Snyderierne svandt ind, og de store
Jernbaneselskaber brændte inde med deres Millioner. Oberst Goe-
thals, en Ingeniør af ubestridelig Dygtighed og ubestikkelig Hæ-
derlighed, blev stillet i Spidsen for Kanalarbejdet, og saa gik det.
Fra den Dag skriver Panamakanalens Gennemførelse sig egentlig.
Det var i 1905.
Men lad mig, forinden jeg gaar over til at give en Skildring
af det titaniske Ingeniørværk, fortælle lidt om Arbejderne, denne
30—40,000 Mand store Hær, som i de forløbne Aar stadig har
været i Virksomhed paa Panamatangen.
Arbejderne deles i to Kategorier, »guldbetalte« og »sølvbe-
lalte«, eller med andre Ord hvide og farvede. De ny Betegnelser
er vel indførte af Hensyn til Racehadet. De »guldbetalte«, hvoraf
den aldeles overvejende Part er Amerikanere, Spaniere og Ita-
lienere, faar deres Løn udbetalt efter nordamerikansk Guldmønt-
fod, de »sølvbetalte«, fortrinsvis Negre, Indianere og Kinesere,
lønnes efter centralamerikansk Sølvmøntfod, hvilket med andre
Ord vil sige, at deres Løn er omkring Halvdelen af de hvides.