Atuagagdliutit - 15.12.1955, Qupperneq 12

Dronning Ingridip sanatdriåne jCitdlimut pisataliortut.
Der laves julestads på Dronning Ingrids Sanatorium.
skik hos hans landsmænd, skik at ta-
ge sorte kvinder uden at spørge dem.
Han ville aldrig glemme natten sam-
men med den unge kvinde. Hun hav-
de været så skræmt, med angsten
stående som skrig i de store øjne.
Men han havde været nænsom og
blid og havde ikke rørt hende. Siden,
da hun følte, han var god, blev hun
meget yndefuld og åben som et barn
pludrede lange melodiske ord ind i
lians øren, som han ikke forstod.
Men han havde ikke taget hende,
følte sig nok lystent af hendes nøg-
ne, glathudede krop, men også skyld-
bevidst, en rå erobrer.
Man nærmer sig nu den oprørske
landsby, Mabang. De harniskklædte
spredte sig i ring omkring dens ud-
kant, satte gaflerne i jorden og lag-
de musketterne i. Overfor dem stod
Mabangs krigere med buer og spyd,
kvinder og børn var skjulte. Kom-
mandanten og Don Joao løftede høj-
re arm som tegn til, at skytterne
skulle være klar til almindelig kano-
nade, men inden de sænkede dem,
sprang Don Fernando frem og råbte
et holdt, et rør dem ikke. Don Fer-
nando var forandret, en vågnen efter
lang slummer. —• Rør dem ikke, råb-
te han, og hans bliks bestemthed
lammede kommandanten og Don
Joao. Den sidste stirrede forbløffet
på sin næstkommanderende og
kendte ikke spradebassen igen. Don
Fernando udbad sig tilladelse til at
gå ind i landsbyen for at forhandle
sig til rette, og en forhandling kunne
måske spare mange liv. — Kort pro-
ces, brølede Don Joao, men kom-
mandanten lagde sin hånd på admi-
ralens atter løftede arm og sagde, at
Don Fernando de Abinhai havde ret,
kunne man spare menneskeliv, hav-
de han ret. Måske tænkte komman-
danten i sit lyse øjeblik, det var
bedst således, han skulle jo blive i
Sierra Leone, og et blodbad nu ville
måske tænde bål udover licle landet.
Hans garnison var fåtallig. Han talte
til Don Joao, som efter lang tids
brummen gav sit samtykke. — Men
at spradebassen skulle være udsen-
ding var ubegribeligt, også at han
havde mod til det. Modet sad kun i
muskettens munding.
Don Fernando lagde sit harnisk
og sværd og gik ind i landsbyen.
Han gik med et venligt smil, små-
nynnede først, siden steg hans stem-
me til fuld sang. Lang og meget ma-
ger, falmet og halvt i laser med ro-
setten ved knæene og snabelsko på
fødderne skred han af sted. Mabangs
krigere blev i sandhed fuld af un-
dren, men også af smil og latter. De
lyttede til den fremmede sang, som
steg og sank i toner, de aldrig havde
hørt. Og Don Fernando var en god
sanger, han kunne andet end danse
menuet. Og den sang, han havde
valgt, var en mild, blid folkesang fra
Alentejano, som han forsirede lidt og
gav en aries udformning. Men hvor-
om alt er, sangen lagde mildhed om-
kring sig, krigeriet forstummede,
spyd og buer forsvandt, tonerne ba-
res ud til hæren, og de, som stam-
mede fra Alentejano, fik tårer i øjne-
ne. Uden frygt gik Don Fernando til
høvdingen, en stor, midaldrende
mand, greb hans hænder og trykkede
dem, ja omfavnede ham. En fredelig
stemning bredte sig nu, sivede ud og
ind mellem hytterne, førtes ud og ind
under brynjerne på hæren. Ingen mu-
sketsalver blev affyret. Nok stampede
Don Joao i jorden som en uartig
dreng og råbte op om, hvor krigen
blev af, det statuerende eksempel?
ålen Don Fernando kom tilbage, be-
læsset med gaver, endog guld. Han
havde gestikuleret sig til en over-
enskomst, en smilets og venlighedens
pagt. Mabang skulle betale en tribut
og anerkende portugiserne — hvor-
for egentlig var en gåde for Don Fer-
nando, men han så ingen anden ud-
vej. Til gengæld måtte Mabangs høv-
ding forblive Mabangs høvding og
styre byens indre forhold. Og sådan
endte krigen i Mabang. Don Antonio
blev lidt af'en gud på denne mæg-
ling. De indfødte kaldte ham den
spraglede, papegøjen, og mente det
oprigtigt og uden hån. Han fik en
stor stjerne hos de to damer i kolo-
nien og kunne komme og gå hos dem,
som han ville, ja mere end det. Han
nøjedes med en menuet. Den lang-
lemmede pige kom til hans kvarter
og løste sit skørt for ham, men også
her nøjedes han kun. Han klappede
hende og kneb hende i øret, ikke me-
rc, han havde sin store kærlighed i
Lisboa. Om det var sandt? Snarere
at han følte ansvar og ikke ville gøre
sin kunstige amor overfor natur-
børn.
Kun Don Joao var utilfreds, mis-
undelig over sin næstkommanderen-
des sukces, hans ophøjelse til gud.
Men han indkasserede tilnavnet pa-
pegøjen til senere og mindre ophøjet
brug, satte det i bur i sin hukommel-
se. Kommandanten fandt Don Fer-
nando’s indsats god. Og man sagde,
at hans indsats ville blive stående i
Sierra Leones historie. Det gjorde
den nok også. Gennem tiderne har
Temnerne fortalt, at de første hvide,
som slog sig ned her, var blandt de
bedste. De, som kom efter, taler man
ikke om, man tier. Og sikkert er det,
at Don Fernandos opførsel kunne ha-
ve været kim til forståelse sorte og
hvide mennesker imellem. Men andre
trådte kimen under fode, og ribbede
papegøjen for dens fjer.
Flåden havde en god rejse hjem.
Da karavellerne ankom til Portimao
efter næsten et års fravær, var man-
ge mennesker mødt op. Admiralen,
Don Joao Santiago, fik al æren for
togtet og blev ophøjet i „De Helligste
og Renestes uangribelige Orden".
Don Fernando tænkte ingen på, det
var jo dog ham, som havde vundet
krigen i Mabang, og uden trompet-
stød og musketsalver. Rystende af
malaria gik han i land, denne gang
uden rosetter ved knæene. Kun Don
Joaos kone hilste. Hun så af hans
øjne, at han havde forandret sig og
ikke var den samme mere, ikke no-
gen spradebasse. Kvinder ser meget,
som mænd ikke kan se. Han er ikke
nogen papegøje, sagde senhoraen til
sin mand, han er blevet til et rigtigt
menneske. Men det var jo netop til
en papegøje, Don Fernando var ble-
vet, og det af en ganske særlig og op-
højet grund. Men om denne årsag
talte Don Joao ikke.
Hyldesten slog sammen om admi-
ralen Don Joao Santiago som bruset
fra champagne. De stærke og bredt
skrævende, de stortalende ejer ver-
den.
1Jans Andreasen.
Ars up sanianc Kångnåp Kåaarssua åssilineKarajoKaoit — sangmivigdle una KaKutigortumik sangmivigamgo.
ICungnait-fjeldet ved Arsuk bliver ofte fotograferet — men ikke så tit fra denne vinkel. Foto: Patte Brandt.
12