Atuagagdliutit - 17.04.1969, Blaðsíða 7

Grønlands Radio
Skal vi have en formuleret målsætning for Grønlands Radio?
Skibsprovianteringshandelen, der nu er overtaget af Godt- imarsiortut niuvertarfiat Nungme sulivfigssuarmit måna ti-
håb Fiskeindustri. guneKartoK.
KGH i Godthåb har mistet endnu en butik
Skibsprovianteringshandelen er overdraget Godthåb Fiskeindustri efter
godt tre års drift.
Tekst og foto: Hans Janussen
Grønlands Radios 10-års jubilæums-
skrift — Et tiår — viste sig at være
noget andet og mere end et jubel-
skrift. De indlæg, radioens egne med-
arbejdere og andre, der har tilknytning
til radioen har skrevet, er i ikke ringe
grad præget af forståelse af det an-
svar, der påhviler medarbejdere af
dette mægtige massemedium. Samti-
dig får man det umiddelbare indtryk,
Af Jens Poulsen
at de ligesom har en „målsætning" i
S1S> og dette er ikke så lidt bemær-
kelsesværdigt, da der mig bekendt
ikke findes en formuleret målsætning
tor radioen. Man må i det mindste
tastslå, at forretningsordenen for den
grønlandske radiofonis styrelse ikke
ofrer mange ord på en målsætning for
Grønlands Radio. Det er i øvrigt et
diskutabelt spørgsmål, hvorvidt det er
nødvendigt med en formuleret mål-
sætning — men herom senere.
Ti år er gået. — Prøvetiden er
omme, og der er fra alle sider enig-
hed om, at radioens fåtallige medar-
bejdere har klaret denne prøvetid med
bravour. Til trods for Grønlands Ra-
dios velkendte tekniske mangler har så
at sige alle mennesker i Grønland i
dag kontakt med radioen — som kul-
turformidling, som informationsfor-
midling og som forum for offentlig
debat. Man kan sikkert fastslå, at ra-
dioen i Grønland er opinionsdannende
som intet andet medium. Den vil også
— indtil vi får TV? — være den, der
frem for noget engagerer og af og til
irriterer. Den fortjener alles opmærk-
somhed, og på den baggrund er det vel
en lille smule kompromitterende for
den grønlandske lytterskare, at man
nu fra radioens side efterlyser „befolk-
ningens reaktioner både i positiv og
negativ retning". Denne henvendelse,
som fortjener al mulig anerkendelse,
afslører vel til en vis grad, at en stor
del af den grønlandske lytterskare
hidtil har haft en blot modtagende og
ikke særlig kritisk indstilling.
Nu da prøvetiden er forbi kan en
bred debat om radioens plads og op-
gaver i det grønlandske samfund —
en målsætningsdebat om man vil —
meget passende komme. Alene en gen-
nemgang af de forskellige indlæg i ra-
dioens jubilæumsskrift afslører små,
men for mig at se absolut ikke betyd-
ningsløse divergenser i opfattelsen af,
hvordan prioriteringen af radioens op-
gaver bør være. Og en prioritering af
opgaverne bliver nødvendig, både
fordi opgaverne er så mangfoldige,
men ikke mindst fordi man ikke med
nogen rimelighed kan forlange, at en
mini-radiofoni med så fåtallig en med-
arbejderskare skal kunne overkomme
alt, — Hvilke opgaver bør så natur-
hgt komme i forgrunden?
Vi kan i den forbindelse i første
°mgang henvise til radiofonichef Fre-
derik Nielsens følsomme og kloge kon-
statering af, at radioen både skal og
vd medvirke til den moderne udvik-
lings fremme, — „men da bestræbel-
serne for den moderne udviklings
fremme ikke har til hensigt at komme
den grønlandske nationalitet til livs,
føler Grønlands Radio sig forpligtet
fil både at værne og genopfriske grøn-
landske traditioner og frembringelser
som sagn, digte og andre åndelige og
kunstneriske værdier, der præger vor
■rationale udvikling. Også selvfølge-
lig sproget ....“.
Det, radiofonichefen her taler om,
er vel det, at vi med andre ord kan
kalde den grønlandske kulturtradition.
Dette sagt med al mulig usikkerhed,
for hvad er kultur — i den forbindelse
grønlandsk kultur. Og må det mig her
Vaei'e tilladt at opfordre eskimologer og
andre kultur-kapaciteter om snarest
■nuligt at gå i gang med en beskrivelse
af den grønlandske kultur. Vi andre
skal nok være med i den efterfølgende
debat om denne kulturs plads i den
■boderne udvikling.
Med den begrænsning som min uvi-
denhed og usikkerhed tillader kan jeg
■midlertid kun være enig i, at Grøn-
lands Radio også har et kulturelt an-
svar. Radioen må tage vare på det
gode og væsentlige i vor grønlandske
kulturarv, over en bred kunstnerisk
front, i historie, sprog og livssyn.
Denne forpligtelse — for sådan tror
leg, at radioens egne medarbejdere
føler det — bliver så meget større
fordi den grønlandske debat herom
hidtil har været meget minimal og
sporadisk, og ikke mindst præget af
megen usikkerhed.
Imidlertid må vi samtidig erkende,
at vi lever i en tid, hvor samfundet
stadig bliver mere kompliceret. Om-
væltningen i det grønlandske sam-
fund skaber for det enkelte individ
vanskeligheder både hvad angår
orientering og stillingtagen. Vi lever
midt i en teknisk ekspansion, som må
vække beundring, men som samtidig
måske skaber usikkerhed for mange.
Eksperter er forlængst begyndt at do-
minere deres områder, og det bliver
måske sådan, at teknokraterne mere
end nogen andre kommer til at forme
og styre det fremtidige grønlandske
samfund. Med denne risiko for øje
synes den opgave, som skoledirektør
Christian Berthelsen, medlem af radio-
styrelsen, peger på, at være nok så
væsentlig: „.... at bidrage til at få
samfundet til at indstille sig på frem-
tiden".
Hvordan kan vi — hvis det på no-
gen måde er muligt — undgå, at „den
lille mand" blot resignerer og overla-
der styrelsen af samfundet til eksper-
terne. Hvordan skal den brede be-
folkning, som bor spredt over store
afstande, kunne følge med. Hvordan
vil man kunne gribe det centrale i
det, der sker!
Her tror jeg, at radioen kan træde
hjælpende til, og det er vel her, ra-
dioens centrale opgave ligger: gennem
en væsentlig og engagerende in-
formation og orientering at give ma-
teriale og impulser til selvstændig
tænkning og handling. Det er mere
end nogensinde før aktuelt at skaffe
den enkelte reelle muligheder for at
være med i afgørelsesprocesserne. Det
er ikke nok blot at blive hørt — man
må kræve at blive taget hensyn til.
Man må kunne opponere eller støtte
— ikke bare tilpasses passivt.
Landsrådsformand Erling Høegh har
ret i, at radioen også skal være et po-
litisk vækkeur, — i højere grad end
før et forum for den offentlige debat.
Dette kræver ikke så meget, at ra-
dioens ledelse som påpeget af Erling
Høegh løses fra den håndfæstning,
der forbyder den delagelse i aktiv po-
litik. Det kræver først og fremmest, at
selv „antidemokratiske" opinionsytrin-
ger og „farlige" udsendelser kan kom-
me til orde — men ikke stå uimodsagt.
Det ligger jo i demokratiets natur, at
netop en fri og offentlig argumenta-
tion for og imod også de centrale de-
mokratiske værdier (bl. a. ytringsfri-
hed, tanke-, forsamlings- og trosfri-
hed, retsikkerhed m. m.) er demokra-
tiets bedste værn. Forudsætningen for
det sidstnævnte må dog sikkert være,
at programledelsen i størst muligt om-
fang tilkendes uafhængighed af alle
myndigheder.
Frihed under ansvar for program-
ledelsen må vel til alle tider være
løsenet. Men dette kræver efter min
mening en formuleret målsætning for
iradioens virke. Jeg siger dette vel-
vidende, at målsætningsformuleringer
i andre lande gerne er temmelig intet-
sigende: „Radioens opgave er at infor-
mere, oplyse og underholde", eller no-
get i den retning.
Der er rig adgang til at tage mange
andre ting med i en eventuel grøn-
landsk radio-målsætningsformulering.
Forholdene i vort land er fortsat spe-
cielle og kræver, at Grønlands Radio
har sig egen form, der bygger på det
grønlandske samfunds behov og for-
udsætninger. Dette må i øvrigt være
det eneste holdbare grundlag for en
grønlandsk programpolitik.
En formuleret målsætning vil i øv-
rigt fremover give lytterne fast grund
under fødderne, når de skal give deres
„reaktioner både i positiv og negativ
retning" til kendte. Der er en væsens-
forskel mellem en kritisk vurdering af
et program som et program og en kri-
tik af iradioen på baggrund af en mål-
sætning.
At følge radioens næste ti år bliver
spændende. Bliver den, også i sin rent
tekniske formåen, en jeg vil kalde
landsradio. Dette udtryk omfatter ikke
bare en formidling til alle kroge af
Grønland, til hele folket, men også en
afspejling af det, som sker, er karak-
teristisk — og er vigtig for de en-
kelte bygder, byer og regioner. Det
bliver også spændende at se, hvornår
man tager radiostyrelsens forretnings-
orden op til revision. Noget tyder f.
eks. på, at styrelsen fremover bør have
en bredere sammensætning.
Jens Poulsen.
r^~~——------------------------------
REJSEGRAMMOFONER
brugte — med 10 grammofonplader
oKalugtartut angatdlåtagkat
atornikut — oKalugtartuvdlo nOtai 10
85,00 ler. + nagildnerata akla llångut-
dlugo tlgunerane ak lllgagssångordluglt
nagslUneKåsåput
Kr. 85,00 + porto, sende« pr. efterkrav.
The Old Record,
Elmegade 10, København.
^ ^.------------------------
Kun 14 dage efter overdragelsen af
selvbetjeningsbutikken til Brugsen
Nuk afleverede KGH i Godthåb skibs-
provianteringshandelen til Godthåb
Fiskeindustri. Den første skibspro-
vianteringshandel i en grønlandsk by,
der blev åbnet af KGH fredag 29. ok-
tober 1965, blev overtaget af GFI
1. april.
— Overtagelsen af skibsproviante-
ringshandelen er sket i fuld forståelse
med KGH, og KGH har været imøde-
kommende for vore ønsker under for-
handlingerne om overtagelsen, siger
driftsleder Martin Nedergaard, GFI til
Grønlandsposten og fortsætter:
— Bygningen, hvor skibsproviante-
ringshandelen har til huse, ejes af
GFI, men da fabrikken kom i gang,
mente vi ikke at kunne magte at
drive både fabrikken og skibspro-
vianteringshandelen samtidig. I star-
ten kunne vi heller ikke rigtig overse
vores personale- og boligforhold. Der-
for spurgte GFI, om KGH ikke kunne
starte en skibsprovianteringshandel.
KGH var positiv indstillet til sagen,
og vi har været glade for, at butikken
er blevet drevet i godt tre år. Den
var til glæde ikke mindst for fiskerne
og sømændene, der sparede en stor
del af deres tid under deres ophold her
i byen.
Som butiksbestyrer har GFI antaget
Kai Lilleby. Han er som sin første-
mand, Per Conradsen, uddannet i
skibsprovianteringshandel. Kai Lille-
by, der har arbejdet i denne branche
de sidste 20 år, siger til Grønlands-
posten :
— Jeg har en ret stor erfaring med
hensyn til det arbejde, jeg skal lede
her, men jeg indrømmer, at jeg ikke
har erfaringer i at drive en sådan bu-
tik i Grønland. Derfor fik vi arrange-
ret et møde med fiskeriforeningen for
at finde frem til fiskernes ønsker. Vi
foreslog fiskerne, at de vælger en
kontaktmand, der kan fremkomme
med fiskernes ønsker om, hvilke varer
og redskaber, vi skal føre.
— Vi er frit stillet med hensyn til,
hvilke varer, vi vil føre, men vi vil
nok prøve på at supplere det nuvæ-
rende varesortiment med en del nye
varer. Vi har masser af lagerkapacitet
til grovvarer, fiskeredskaber og fry-
sevarer, men det kniber med lager-
plads til frostfrie varer.
— I øjeblikket har vi ikke et ret
stort varelager. Lige efter min an-
komst hertil opdagede vi, at der så
godt som ingen stenbiddergarn var. Vi
bestilte et parti af disse garn med det
samme, og de kom med sidste skib.
Vi er begyndt at tænke på lakse- og
bundgarn. I løbet af den måneds tid,
vi har været her, har vi opdaget, at
man skal være fremsynet, fordi mange
af varerne skal bestilles længe før,
man skal bruge dem.
— Hvor stort personale har De?
— Udover min førstemand beholder
vi de tre grønlændere, der er ansat i
butikken. Senere kan vi se, om vi skal
have flere eller færre medarbejdere,
slutter butiksbestyrer Lilleby.
De, der tænker lidt længere,
vælger Renault 16...
PRIS FRA KR. 11.385,-
EXCL. LEV.
AB KØBENHAVN
RENAULT#
MED 5 ÅRS GARANTI MOD RUST
Renault-forhandler Tage Schjøtt
B. 500 . NarssaK
Telegramadresse: Schjøtt, NarssaK.
En lille pause ... en hyggelig sludder ... ild på en Cecil: Den er
altid perfekt rullet af fyldige, mættende blended-tobakker . . .
...så er der tid til en Cecil
suliungnaitsiamek . . . OKaloicatigérujåmeK . . . Cecil kukutdlugo;
tamatigut imuvdluarsimassarmat tupanit pltsavingnit akSrdluag-
kanlt.
. . . Cecilitornigssamut pivfigssångorpoK
7