Atuagagdliutit - 17.04.1969, Blaðsíða 25

inusugtut sivkerartut
Kulexutax tåuna sujusingnerussukut
atornexarsimavox aperssortitut piv-
diugit aperssortitugssanigdlo iliniar-
titsinermik atuagkiap taigutåtut. xåu-
niatit upernalerfiuvdlutigdlo aussaler-
fiussut aperssortitoKarfiussarput, uki-
une Kavsine kingugdlerne måne Ka-
låtdlit -nunåne taimåisimavoK. inusug-
tutdlo inersimassungoriartulersut tåu-
ko erKainiardlugit oxalugtualiarpalår-
tutut takordlorsinauvavut pilutanut
sivkersitertunut upernarnermutdlo å-
ssersutdlugit. taima misiginexarsinau-
vok inusugtut tamåkua nangmineK
Påssutarigåine. nuånarilernartarput i-
sumaxarnardlune såtagssaxarpatdlår-
tut, pingårtumik årxigssuinex atortu-
ssok maligdlugo aperssortivfigssamik
ukiuine aperssortinigssamut atuar-
nermingne. isumaKartoKartaraluarpoK
ukioKarnerulålerérdlutik aperssorti-
nigssamut atualersariaKartaraluartut.
imåisinauvox taima isumaKartut er-
Kortumik isumaKartut. ilånile tamåna
Kularissariaxalersarpox. ukiune sune
ingassagtajåringitsumik naliliniarne-
Karnerusinauva? nalunångilax inusug-
tut tamåkua pissutsit åssigingitsut
Pivdiugit nangmingnérdlutigtaoK isu-
maKartartut. tamåna atissat KanoK i-
iuseKarnigssanik pinguissartut niu-
vertussutdlo Kangale malugerérpåt.
nauk inusugtut tamåko inersima-
ssut akorninut pilersut tipaitsutigiga-
luarivut nalivta inuvfigissavta takor-
dluinerinarmut pivfigssaxartingilåti-
Sut. nalerput inuvfigissarput ajornar-
torsiornartuvoK (ilungersornartuvox)
inuit misigissusmainut inigssaxartit-
singitsoK. taimaingmat erKarsautigi-
ngineK ajornarpoK tåukununga suju-
nigssaritiniagagssaK. tåssuna ukuinait
Pinexångitdlat sunik inussutigssarsiu-
texartiniarnigssait sunutdlo iliniarti-
tautiniarnigssait, åmåtaordle erxar-
sautigissariaKardlune KanoK ilioruvta
muiaxatigingne inoxatauvfine inugtut
nåmagingnigtutut inoxatautisinaune-
rivut.
inusugtut isumåine aulaternexar-
neK itaKaoK. tamåna silarssup ilainit
sumitunitdlunit nalunaerutaussarpoK.
iamagingne åssigissuteKarsimåput a-
tarérsunut pikititsinertut itumik. åssi-
gissutigigajugpåtaoK oxautsimikut xa-
noK iliornermikutdlo Kagdlikut nale-
Kartut angajorKåmik tamaviårdlutik
nnguniarsimassait asigssorniartardlu-
Sit. inusugtut tamåkua KanoK iliorne-
rinut sule åssigissutaussartoK unau-
ssai-poK KanoK iliornere sujunertaxå-
ngitsutut itdlutik erKumitarmata. u-
ngasigsorssungitsukut Danmarkime
Palasexarfivtine angajorKåt atautsi-
nainerånut KaerKusimavarput politit
Pinerdlugtulerissut ilåt oxalugpalår-
kuvdlugo inusugtut pinerdlungniar-
tarnerånik. takutitagssamisut nagsar-
På bilit tigdligkat ujarneKartut ag-
dlagsimavfiat arfiningornermit ki-
ngugdlermit pissoK. agdlagtuivfik tåu-
na meterisut mardlungajagtut taki-
iigaoK. agdlagtuivfiup tåussuma oxa-
ingtuarai inusugtut sumit ardlåningå-
nit bilimik tigdligtarsimassut avdla-
mukautdlugulo imaxa aserordlugo er-
Karsautigingårnago sok taimailior-
nertik. inusugtut amerdlavatdlåKaut
Kissiatutdlusox (pigineKångitsutut) i-
iivdlugit taimaisiortartut.
akerdliussutsimik takutitsissarner-
ssuit tamane tamåne tusartardlugitdlo
aluartagkavut erKarsautigigåine tai-
naailiortut amerdlanerssåinut imåika-
•lugtarpoK atarérsunik aserorterinig-
ssarnut ilaujumassut, avdlamigdle pit-
saunerussumik ikussagssaxarnatik.
Kanos iliornerinut sujunertax isumalo
arnigautauvdlutik. pissutdie taimåitut
sumik aulajangersumik pissutexartisi-
nauvavut. tamåkunånga ersserpoK i-
nåsugtut pikititsivfigigait kinguårit
igdluinarsiortumik xagdlikuinax inu-
nermut pivdluautautitamingnik ugpe-
pingnigtut (isumassut).
kalåtdlit inuiaKatigit xiviåsaguvti-
§ik imaxa avdlaulåsaox. ajornartor-
siutit angisorssuit taimailivdlugit mi-
sigingilavut, taimåitordle uvavtini-
saoK akiugagssaxarpox. taisinauvar-
Pnt imigagssamik atornerdluinex ta-
naatumalo kinguneranit pinerdlungni-
arneK. pivfingme tamåkua nalåne i-
nusugtunex ajornaitsuinåungilax. i-
neriartorneK uvdlutdlo pisorKat nu-
tåtdlo aporauvfé pissutinexartarput,
aperKutauvordie tamånåinax nåmagi-
sinaunerigput. aperxutauvox uvagut
merKat perorsagaunerånut iliniarti-
taunerånutdlo akissugssåussusexartu-
gut pissugssaunerput nåpertordlugo
tåssuna iliornersugut.
tåssunga tungatitdlugit erxailertor-
narput OKautsit skoleinspektør Blom-
Salomonsenip agdlagai: „pissutsit ig-
dluvtine atutup aula j anger tarpå a-
ngerdlarsimavfivta KanoK pitsautigi-
ssusia. ilaKutarit atuartagaisa erinar-
ssortagaisa ingmingnilo uvdluinarne
piumasinauvdlugitdlo tuniutagaisa. i-
lerKuisa pivllgssamigdlo KanoK atui-
ssarnerisa, pissusilersortarnerisa Ka-
nordlo itunik pulaortoKartarnerisa,
taimåitumik pitsugaluitdlunit ajungit-
sumik angerdlarsimavfeKarsinéuput,
pisut tamåna pisiarisinåungilåt. a-
ngerdlarsimavfingme silåinardlusoK
a j ungitsugångat sapissuseKarf iussar-
poK akiunigssamut, peKatigigfiussar-
poK angertariaKartut angerneKarnig-
ssanut någgårtariaKartutdlo någgår-
nigssånut. angerdlarsimavfingnitdlo
taimåitunit mérKat pivdluartut inuia-
Katigissutsivta timitånutdlusoK ilå-
ngutitaussarput. isumavta KanoK i-
ssusiata, sunivigineKarnerup pissag-
kavta, suniutigissartagkavtalo, sor-
ssutigissavtalo (anguniagkavta) inu-
nermut pissutsivut aulajangertarpait,
ilordlikutdlo KanoK issuserput pilersi-
tardlugo. taimåitumik erKumavfigikit
Kitornavit ikingutait kikussut, Kitor-
nat unukut sumitarnersut, xavsinut
angerdlartartut, sutdlo soxutigissari-
gait, sutdlo ussernexautigigajugkait,
iluamigdlo inugtut inunigssamut ikiu-
kit inuningnik avguaxatigissutut it-
dlugit. tamåko tamarmik tainagitdlu-
nit pissuserinagagssaugaluarput tai-
kulanexarnermitdle xatsunarsissu-
tut inartardlutik, puigukulassaxigav-
tigik mérxavtinut xanox iliornigssax
erxarsautigigångavtigo. xavsinik sa-
nårpasingnerussut atornexartarput pi-
ssusigssaviugaluanut taortigalugit.
atuarfiup mérax tigussarångamiuk
anguniagagssamik takordlugaxartar-
pox, perorsagaunera iliniartitaunera-
lo nalautsornerinåkut ingerdlångilax.
iliniartitsissuvdle misigissainik oxåtå-
rinerinigdlo tungaveKardlune. anger-
dlarsimavfitaox anguniagagssaxarta-
riaxarput. sulinermime sumilunit pi-
ssussigssamisortume taimåitarpox.
oxartoKartarpoK ukiune måkunane
uvagut Kalåtdlit-nunåne angnermik
pissariaxarigput inugtigut piorsainig-
ssax. aningaussatdlo ikingexaut inu-
sugtut pikorigsarnigssånut pigdliuti-
gineKartut. åmåtaordlo inusugtut kig-
dlormut ingerdlalersimassut narxiter-
xingniardlugit pigdliutexaxaoK. inug-
tigutdle sujuarsåisagåine pingårtuvox
taimailiorfigssat erxortut atornigssait.
taimaingmatdlo ingminut aperissari-
axartarpox angerdlarsimavfit pingår-
tinerpaussariaxånginersut, pingårner-
påmik isumagisavdlugo mérxat agdli-
artorfigssamingnik ajungitsumik a-
ngerdlarsimavfexarnigssåt.
aperssortitugssat erxarsautigalugit
imåikajugtarpox angerdlarsimavfing-
mingnit pissunik ingmingnitoxartaxi-
ssut. angajorxåtik xagdlikuinax åssi-
ginagit ilordlikutaox åssigissarpait.
angerdlarsimavfingmilo inunex ukiu-
ne perérsune atoxatigitåt mérxamut
misingnautexartaxaoK, suniutexartar-
dlune pissusilersornerine, piarnexar-
sinåungitsumik pilersitsissardlune, a-
ngerdlarsimavfiuvdlo suniutai kipine-
xartutut ikångata sordlaerunertut i-
nex kingunerissarpå.
nunavtine nålagkersuinermigdlo i-
ngerdlatsinivtine pexatigigdlune a-
nguniagaKaxatigingnexarpoK. kigsau-
tigårput nålagauvfik inugtaminik pig-
ssarigsårtitsissox pilersiniardlugo. ta-
måna Kujåssutigissariaxarparput ta-
matumuna sujunertarinexarmat i-
nungnut ajungisårnigssax. nålagauv-
fiup pissussutigingilå måna anersakut
inunivta pitsunera, sordlaxångitsutut-
dlo issutsip angissusia. tåssanile taor-
siutdlugo oKaloxatigingnigtariaxarpoK
angerdlarsimavfingmik atuarfingmik
oxalugfingmigdlo. aperssortitugssat-
dlo erxaivdlugit angerdlarsimavfé a-
ngajorxåvilo erxaisisavdlugit mérxa-
tik kristumiut ugperissånut kuinexar-
tikamikik taimanile mérxamik peror-
sagaunigssånut anguniagagsserérsi-
massut mérxatik kuinexartikamikik
kuisinerme perxussutigissaussox a-
ngerfigisimavåt kristumiut ugperissa-
ne perorsarnexarnigssåt. mumexåtår-
tututdlo isångikåine uvdlut ardlåne
angertardlune ardlånilo någgårtar-
dlune takunex ajornångilax tåssane
akissugssåussusexartox. imåingitsox i-
nusugtut sujunigssånut xanordlo atu-
gaxarnigssånut akissugssåussusermik,
— kiame tamåna sapisångikaluarpå?
— unale pivara tåssuna pissugssauti-
taunerput nåpertordlugo tamavta ing-
mikut xanox iliornivtinut akissug-
ssåussusex. taimåtaox oxartariaxar-
pugut atuarfingnut mérxanik isuma-
gissagssinexåinångitsut, isumagissag-
ssinexartutdle mérxanik kuisimassu-
nik.
erxartornexartaKissumut kuisinex
aperssortinerdlo xavsinut ilerxuinau-
nerardlugit imaxångitsut, mérxatdlo
kuisitinexardlutigdlo aperssortitine-
xartartut sanilit taimailiormata, av-
dlanitdlo avdlaunigssax piumanexå-
ngingmat, taima isumaliortunut na-
ngartutigssanik taissaxarsinauvox:
sujugdlermik palasitut misigissavnit
sarxumiutdlara angajorxåt mérartik
kuisikiartorångamiko tåukununga pi-
ngårutexartarpox. ilumut nagdliutor-
siornartussarpox nauk uvdluinarne a-
migautigissartagkavut ersserxingne-
rugaluarångatalunit. åipagssånigdlo
aperiumavunga: angajorxåt kikut ing-
mingnik ima erssersikusugsinåupat i-
nugtut piumåssusexaratigdlo soxuti-
gigtaitsutut mérxamingnik kuisitsi-
ssutut kingornale tamåna soxutigi-
ungnaerdlugo.
issigingningnex taimåitox aperssor-
titsinermutaox tungatinexarsinauvox.
måna erxartornexarajugkångat inu-
sugtut suniviginiartariaxångitsut
nangmingnex nalexartitsilersinaunig-
Nævnte overskrift er tidligere ble-
vet brugt som titel på en bog om
konfirmander og konfirmandunder-
visning. Nu i forårets og forsomme-
rens måneder er det tid for konfir-
mationer. Sådan har det været i de
sidste mange år her i Grønland, og
med tanken på disse unge, der nu er
godt på vej til at blive voksne, kan
man godt henfalde til en romantisk
stemning, og sammenligne dem med
løvet, der springer ud og med foråret,
der bryder frem. Det samme kan være
tilfældet, når man har med disse unge
at gøre. Man kommer til at holde af
dem og synes, der sker så meget med
dem, netop på det alderstrin, hvor
de efter nugældende ordning normalt
går til konfirmationsforberedelse. Der
er nogen, der mener, at de burde væ-
re nogle år ældre, før de går til denne
forberedelse. Det er muligt, de har
ret, men undertiden kan man også
være i tvivl om det. I hvilken alder
er man istand til at foretage den mest
nøgterne vurdering? Det er ihvert fald
sikkert, at disse unge også har deres
mening om forskellige forhold. Det
har modeskaberne og forretningsfol-
kene forlængst indset.
Skønt man nu glæder sig over dis-
se unge, der nu skal træde ind i de
voksnes rækker, så levner den tid,
vi lever i, ikke megen plads til stem-
ninger. Det er en hård tid, vi lever i,
hvor der ikke er megen plads til men-
neskers følelser, og derfor kan man
ikke lade være med at tænke på den
fremtid, vi har at byde dem? Her
tænkes der ikke alene på, hvilke er-
hvervsmuligheder og uddannelsesmu-
ligheder, vi kan give dem, men også
hvad vi kan gøre for, at de kan blive
tilfredse mennesker i det samfund, de
skal leve i.
Der rører sig så meget i de unges
sind. Det meldes der om fra så at sige
alle dele af verden. Alle steder har de
vel det til fælles, at de gør oprør mod
det bestående. De har som regel også
det tilfælles, at de i ord og hand-
linger udtrykker foragt for de mate-
rielle værdier, som den nuværende
forældregeneration så møjsommeligt
har tilkæmpet sig. Endnu en fælles-
nævner for disse mange unges hand-
linger ligger i, at der er noget under-
ligt planløst over det de foretager sig.
For ikke så længe siden havde vi i
vort sogn i Danmark ved et møde for
forældre inviteret en kriminalassi-
stent til at fortælle om ungdomskri-
minalitet. Som anskuelsesmateriale
havde han medbragt en liste over ef-
terlyste stjålne biler fra den sidste
week-end. Denne liste var næsten to
meter lang. En liste, der fortalte om
unge mennesker, som stjæler en bil
et sted og sætter den et andet sted
måske i ødelagt stand uden rigtig at
ssax ilikartinago, tauva pissusigssa-
misusagunarpox årxigssuinex pingor-
titsinerup kingornagutdle atajuartox
tikuåsavdlugo: mérxat nangmingnex
avxutigssamik nanissisinåungitsut
nangminérdlutigdlo sapersut sungiu-
simassaråt atåtap anånavdlunit ta-
siuinigsså. tamåna inunerup itineru-
ssortånisaox atupox. xavsitigutdlo a-
vorxårtutiginexarångat nalivtine a-
ngajorxåt inusugtunut suniniarfigisi-
naussait ikilivatdlårnerardlugit, tai-
måitox aperssortinermut tungassunik
pexarpox inusugtut angajorxåmingnik
atorfigssaxartitsivinik. imåinerarne-
xarmat nålagiartarnex aperssortinig-
ssamut piarérsarnerup ilagigå, inusug-
tunut pingårutexaxaoK angajorxåt ta-
matumunga soxutigingningnigssåt ila-
gingnigtarnigssåtdlo. åmåtaox aper-
ssortinermut atassumik amerdlaner-
pånut nerdliviliarfiussarmat, inunerå-
nut tamarmut pingårutexarsinauvox
angajorxåt tåssungåtaox ilagingnig-
tarnigssåt.
kinguårit nutåt tamarmik suliagssi-
nexartarput, inungmile ilordlerpåx
avdlångornex ajorpox. pingårnerussu-
ne ima taissagkavtine: nalungexati-
gingnissutikut ilerxorigsårnigssåkut
ugperissarsiornikutdlo inuit åssigig-
tuåinartarput ukiut avdlångoraraluar-
titdlugit. soruname xagdlit avdlå-
ngortarput, tamånale itisumik inup i-
lorpiånut suniunex ajorpox. taimåi-
tumik agdlautigissåkut tåssuna isser-
tornexåsångilartaox kristumiussusex
sagdlusuissutautitaungmat.
inup inunera aserornexarsinauvox
(sujungnaersitausinauvox) atugardli-
ornertigut isumatsangårnikut pitsuni-
kutdlo, åmåtaordle ipitinexarsinau-
vox inuvdluarnerdlungnikut soxuti-
gigtåinikutdlo. pissartordle imåitox
agssortornexarsinåunginguatsiarpox:
kristumiutut ugpernerup umavfiane
tåssane inunetx xatsutdlugo sugssa-
riungnaemexarnaviångilaK. nåmångi-
larme inussutigssaxåinaråine, inunig-
ssamutdle pissutigssaxartariaxarpor-
taox. tamåssalo inusugtunut tuniunia-
gagssarput, sapingisavtinik tåukua
pivdiugit inuniardluta.
K. L.
tænke over, hvorfor de har gjort det.
Der er alt for mange unge, der har
det som drivtømmer, der driver til-
fældigt rundt. Tænker vi på de store
demonstrationer, som vi har hørt og
læst om rundt omkring, så gælder det
jo for flertallet af disse flokke, at de
nok kunne være med til at ødelægge
det bestående, men de havde ikke rig-
tigt noget andet og bedre at sætte i
stedet. Målet og meningen med deres
handlinger mangler. Vi kan dog ud-
lede noget ganske bestemt af disse
tildragelser. Det fremgår tydeligt, at
ungdommen gør oprør mod en slægt,
der alt for ensidigt har troet på det
materielle livs lyksaligheder.
Skal vi se på det grønlandske sam-
fund, virker det måske lidt anderle-
des. Vi mærker vel ikke de store pro-
blemer på samme måde, men der er
dog nok at slås med her hos os. Vi
kan nævne spiritusmisbruget og den
deraf følgende kriminalitet. Det er
ikke nemt at være ung i en sådan tid.
Man giver udviklingen og brydnings-
tiden skylden, men det er et spørgsmål,
om vi, der har ansvar for børnenes
opdragelse og uddannelse, gør, hvad
der står til os i denne sag.
I denne forbindelse kommer man
så let til at tænke på de ord, som
skoleinspektør Blom-Salomonsen
skrev:
„Det er den tone, der råder i hjem-
met, der afgør vore hjems kvalitet.
Hvad familien læser, synger, kræver
eller giver hinanden i det daglige.
Deres sædvaner og hvad de anvender
tiden til. Deres omgangstone og hvad
slags deres gæster er. Fattigfolk har
derfor råd til at have et godt hjem.
Rige folk kan ikke købe det. Hvor en
god atmosfære råder i hjemmet, får
man mod til at kæmpe, holde sammen
og sige ja og nej på de rigtige steder.
Og herfra sendes de lykkelige børn ud
i vort folkelegeme. Musikken i vort
sind, den påvirkning, vi modtager, og
den vi udøver, og det vi kæmper for,
bestemmer vort forhold til livet og
danner vort indre menneske. Våg der-
for over, hvem der er dine børns
kammerater, hvor børnene er om af-
tenen, hvornår de kommer hjem, og
hvilke interesser de har, og hvilke
fristelser, de især skal kæmpe med
og hjælp dem til et rigt menneskeliv
ved, at du deler dit eget liv med dem.
Alle disse selvfølgeligheder, der lyder
som banaliteter, men dog ofte glem-
mes, når man tænker på, hvad man
skal gøre for sine børn. Tit træder
kunstige foranstaltninger i stedet for
helt naturlige ting.
Når skolen overtager et barn, har
den en målsætning for øje. Dens op-
dragelse og undervisning beror ikke
på tilfældigheder, men hviler på er-
faring og forsøg. Hjemmene må også
have en målsætning. Det har man
normalt i sit virke.
Det er blevet sagt, at i disse år
skal vi her i Grønland i særlig grad
investere i mennesker, og det er ikke
småbeløb, der ofres på de unges dyg-
tiggørelse. Der ofres også meget på
at rette op der, hvor unge er kommet
ind på en forkert kurs. Men når man
skal investere, gælder det om, at man
gør det de rigtige steder, og derfor er
det, man spørger sig selv, om man
ikke burde give hjemmene første prio-
ritet, først og fremmest sørge for, at
børnene får gode hjem at vokse op i.
Med tanken på konfirmanderne så
er det jo dog sådan, at de har så me-
get i sig fra deres hjem. De ligner
dog forældrene ikke blot i det ydre
men også i det indre. Og hjemmets
liv, sådan som de har delt det med
hinanden i de forløbnen år, har sat
sit præg på barnet, trukket linier i
dets karakter, skabt noget, som aldrig
kan slettes helt ud, og der, hvor hjem-
mets linie bliver brudt, der har det
rodløsheden til følge.
I vort land og i vor politik har vi
en fælles målsætning. Vi ønsker at
skabe en velfærdsstat, og det bør vi
være taknemmelige for, for hensig-
ten igennem det er at være god mod
menneskene. Det er ikke statens skyld,
at vort åndelige liv for tiden er fat-
tigt, og at rodløsheden er så stor. Her
må vi nok i stedet tage en samtale
med hjem, skole og kirke, og med tan-
ken om konfirmanderne minde hjem
og forældre om, at de ved at lade bør-
nene døbe til den kristne tro allerede
har sat sig et mål for opdragelsen af
deres børn. Ved at lade børnene døbe
har de sagt ja til dåbsbefalingen og
til at opdrage dem i den kristne tro,
og hvis man ikke er en vendekåbe
og siger ja den ene dag og nej den
anden, kan man godt se, at der er
ansvar heri, ikke ansvar for de unges
fremtid og skæbne, for hvem kan
bære det, men ansvar for, at vi hver
for sig gør, hvad der står til os i den
sag. Det samme må vi sige til skolen,
at de ikke blot får børnene betroet,
men de får dem betroet som døbte
børn.
Over for den megen tale om, at dåb
og konfirmation for mange kun er
en tom skik, at man kun lader bør-
neene døbe og konfirmere, fordi na-
boen gør det, og fordi man ikke vil
være anderledes end de andre, kan
der nævnes et par indvendinger. For
det første har jeg vel lov til ud fra
min egen erfaring som præst at frem-
føre, at når forældre kommer med
deres barn for at få det døbt, så be-
tyder det noget for dem. Det er vir-
kelig en højtidsstund, selv om vore
mangler i hverdagen kan være aldrig
så iøjnefaldende. Og for det andet vil
jeg gerne spørge, hvilke forældre, der
er villige til at fremstille sig selv som
sådanne sløve og ligegyldige menne-
sker, der foretager en handling med
deres barn, og så bagefter er lige-
gyldige over for det.
Det samme syn må kunne anlæg-
ges på konfirmationen. Når der tales
så meget om, at man ikke må påvirke
de unge, før de selv har lært at vur-
dere, så kan det vel være rimeligt
at pege på den ordning, som har be-
stået lige siden skabningens begyn-
delse, at der hvor børnene ikke selv
kan finde vej og ikke selv kan klare
sig, der er de vant til at holde far og
mor i hånden. Det gælder også i de
dybere livsforhold. Og når man så
ofte klager over, at der er så få om-
råder nu om dage, hvor forældre kan
få lov til at være vejledere for de
unge, så er der i forbindelse med kon-
firmation et par områder, hvor de
unge har brug for deres forældre.
Når det hedder, at kirkegang er en
del af konfirmationsforberedelsen, be-
tyder det meget for de unge, at for-
ældrene også interesserer sig derfor
og følger med dem, og når de i for-
bindelse med konfirmationen for de
flestes vedkommende for første gang
går til alters, kan det få livsvarig be-
tydning for dem, at forældrene går
med dem.
Hvert nyt slægtled har været stillet
sin opgave, men det inderste i men-
nesket forandres ikke. På de afgø-
rende punkter, som hedder samvittig-
hed, moral og religion, er mennesker
ens til alle tider. Vel sker der ydre
forandringer, men de trænger ikke
dybt ind i menneskesindet. Derfor skal
der heller ikke i denne artikel læg-
ges skjul på, at kristendommen anses
for at være sandheden.
Et menneskeliv kan gå til grunde
i modgang og fortvivlelse og fattig-
dom, men det kan også blive kvalt
i vel levned og ligegyldighed, men mon
ikke den kendsgerning må stå uimod
sagt, at hvor kristentroen er levende,
der bliver man aldrig led ved livet.
Det er jo ikke nok at have noget at
leve af, man skal også have noget at
leve for. Det er det, vi må give de
unge med efter bedste evne — noget
at leve for.
K. L.
Ungdom i udspring
25