Atuagagdliutit - 17.04.1969, Side 18

400 km i hundeslæde
for at blive gift
Ægteparret Jakobine og Konrad Chemnitz, Jakobshavn, om livet i Grøn-
land i gamle dage, da en tømrermester var sin egen svend og arbejdsmand,
da en husmoder syede alt tøjet, og da der var fælleskab og fordragelighed
i de små samfund.
Tekst og foto: JØRGEN FLEISCHER
Gamle mennesker med initiativ og ukueligt livsmod er en sjældenhed i Grøn-
land. Livet er hårdt i Grønland. Det var især tilfældet i gamle dage, hvor men-
nesker blev slidt op før de nåede pensionsalderen. Men engang imellem møder
man også her veltjente mennesker, som ikke gider at sidde med hænderne i skø-
det. Til dem hører forhenværende tømrermester Konrad Chemnitz, Jakobshavn,
morbror til landsrådsformand Erling Høegh og farbror til den nye radiofonichef
Jørgen Chemnitz. Efter mange år i KGH’s tjeneste nedsatte Konrad Chemnitz
sig som privat købmand. I løbet af få år oparbejdede han sin forretning til en
af de førende i byen. Og selvom han på grund af alder er trådt tilbage som
købmand, er han stadig fyldt af virkelyst. I en alder af 76 år driver han nu
en lille iskiosk. Desuden er han en meget produktiv kunstmaler, og der er rift
om hans arbejder.
Den 76-årige Konrad Chemnitz med et af sine malerier. Han fik præmie i tegning på teknisk skole blandt 100 elever i sin
ungdom, men det var først for to år siden, han begyndte at male. Stolt fortalte Konrad Chemnitz, at en japaner købte en
tegning af ham, forestillende Chemnitz’ gode ven, Knud Rasmussen.
Konrad Chemnitz 76-inik ukiulik Kalipagkame ilåta saniane. inQsugtuvdlune teknisk skolime atuartut 100 akornåne titartai-
nermik akigssarsisimavoK aitsåtdle ukiut mardluk Kångiutut Kalipaissalersimavdlune. tugdIQsimårdlune Konrad Chemnitz
oKalugtuarpoK, titartagkane, ikingutigivdluagkame Knud Rasmussenip åssinga, pisiarineKarsimassoK japanimiumit.
Konrad Chemnitz er sydgrønlænder,
en søn af den navnkundige præst Jens
Chemnitz, der i sin tid startede fåre-
avlen i Grønland. Men Konrad Chem-
nitz betragter sig selv som nordgrøn-
lænder, og det af gode grunde. Han
har boet i Nordgrønland i snart 50
år. Konrad Chemnitz blev nordgrøn-
lænder på grund af sin kone Jakobine,
en datter af den berømte danske ud-
stedsbestyrer Søren Nielsen i Tasiu-
ssaK i Upernavik distrikt.
BEFIPPET BRUDGOM
Konrad Chemnitz var tømrer i
OmånaK, da han af sin bror Karl
Chemnitz, der var præst i Upernavik
hørte, at der i Tasiussaic fandtes en
yderst attraktiv og påpasselig ung pi-
ge. Konrad så billedet af hende og
blev med det samme klar over, at det
var hende, han ville giftes med. Der
kom brevveksling mellem ham og den
unge pige, men det var ikke nok med
brevforbindelse. I vinteren 1921 tog
Chemnitz den lange slæderejse nordpå
på brudefærd, fik den unge piges ja
og forældrenes velsignelse.
Brylluppet fandt sted i tJmånaK. Om
den 400 km lange slæderejse beretter
Jakobine Chemnitz:
— Jeg kørte sammen med min bror.
Det var midt om vinteren, og det var
meget koldt. Men det gjorde ikke så
meget, for jeg var klædt på til det.
Jeg havde sælskindbukser, der var
foret med hundehvalpepels. Jeg havde
kamikker, foret med hundepels. Oven-
på kamikkerne havde jeg overtræks-
kamikker af bjørnepoter. Min sweater
var strikket af strudsfjer. Jeg havde
en pels af islommeskind med dun på.
Så havde jeg anorak af svært uldent
stof og ovenpå det hele en renpels. Ja
sådan klædte min mor mig på til tu-
ren. Som proviant havde jeg frosne
alkeæg. Dem tøede jeg op i lommen.
De slukkede tørsten og holdt sulten
ude.
Der var mange rejsende i tJmånaK,
mange slæder var kommet fra nær og
fjern. Der var præstekonvent i tJmå-
naK med deltagelse af præster fra
hele Diskobugten. Samtidig var der
kolonibestyrermøde. Ikke underligt, at
der var festlig stemning i kolonien.
Lige efter, at vi var ankommet til
OmånaK kom Konrad for at hilse på
os. Han var noget forvirret og havde
en sixpence på i den kulde!
— De ankom til kolonien ved fire-
tiden om eftermiddagen, fortæller
Konrad Chemnitz. Jeg var meget
spændt og forventningsfuld. Vi vidste
jo, at de skulle komme, men var ikke
klar over, hvad tid de kom. Endelig
om eftermiddagen kom der røre i ko-
lonien, og snart hørte vi budskabet:
De var kommet! Det løb ligefrem koldt
ned ad ryggen på mig. Ja sådan følte
jeg det, jeg mærkede ikke mere til
kulden.
— Vi blev gift tre dage efter, vi
var kommet til OmånaK, fortsatte Ja-
kobine. Pastor Knud Balle viede os.
Jeg havde ønsket, at han skulle for-
rette vielsen. Jeg var plejebarn hos
dem, da han var præst i Upernavik
og var blevet konfirmeret af ham.
Kolonibestyreren holdt en stor fest
for os. Det gik meget stemningsfuldt
til, der var jo mange gæster. Peter
Rosing spillede på violin og der blev
danset ud på de små timer. Knud Ras-
mussens morbror, „onkel Jens“, Jens
Fleischer, var blandt gæsterne. Han
var en festlig fyr og særlig glad var
han netop den aften. Onkel Jens, der
var udstedsbestyrer i Ikerasak var
ikke almindelig. Han var også dygtig
til at spille på violin. Den aften spil-
lede han duet med sin søn og der var
høj stemning. Midt under middagen
holdt gamle Jens en tale for mig. Han
sagde, at nogle kvinder havde den
vante at pynte sig, mens de endnu var
smukke og unge, men glemte ud-
seendet, når de kom lidt op i årene.
Han sagde, at jeg ikke skulle gøre
som de andre og ikke glemme at pynte
mig også når den ungdommelige skøn-
hed var falmet. En smuk kvinde-
var altid smuk, uanset alder, bare
hun huskede at gøre noget for sit ud-
seende.
Jeg blev så undseelig, at jeg flyg-
tede i et tilstødende værelse.
Onkel Jens gav os i bryllupsgave
en stor sæk stopfyldt med dun til
vores sengetøj. Siden havde onkel
Jens altid ryper og harer med, når
han kom på besøg.
Vi fik mange bryllupsgaver, og sær-
ligt husker jeg lægens gave: To fla-
sker vin. Det var en meget stor sjæl-
denhed dengang.
Forresten, vi fik ikke lov til at være
sammen, Konrad og jeg, før vi blev
gift. Dengang betragtede man det som
en stor synd, når kærestefolk var ale-
ne sammen. Det var ikke som nu om
dage!
DE HAR TELT I STUEN
I den første tid boede vi i et lille
hus, ikke ret langt fra kolonibesty-
rerens bolig. Der var en stue, et køk-
ken, men ingen soveværelse. Derfor
havde vi et forhæng til soveafdelingen
i stuen. Da min bror Peter kom til-
bage havde han sagt til mine for-
ældre: I skal ikke bekymre jer for
de nygifte. De bor godt. De har også
et telt inde i stuen!
Efter tre år i tJmånaK flyttede vi
til Upernavik. Og så tog vi på bryl-
lupsrejse til Konrads forældre i Lich-
tenau, hvor vi overvintrede. Så flyt-
tede vi til Jakobshavn, men i nogle
år var Konrad udstedsbestyrer i Agto
og Rodebay.
— Ja, jeg har rejst en hel del langs
kysten, fortæller Konrad Chemnitz.
Jeg har besøgt samtlige beboede ste-
IRANSKE (PERSISKE) TÆPPER
v/ HENRY L. W. JENSEN
STRANDGADE 30
1401 KØBENHAVN K.
TLG.ADR.: IRANCARPETS
SÆLGES OVER HELE VERDEN
UDSØGTE TÆPPER FRA
IRAN OG AFGHANISTAN
I TRANSIT, UFORTOLDET OG
AFGIFTSFRIT FRA VOR
KREDITOPLAGER ELLER
FRIHAVNSLAGER
SKRIV OG FA ET UDVALG
UDEN FORBINDENDE
der helt nede fra Kap Farvel og op
til Djævelens Tommelfinger. Jeg star-
tede i KGH’s tjeneste i Julianehåb.
Jeg fik dengang 20 kr. i løn om må-
neden. Jeg kan ikke huske, om jeg
gav hele min løn til min madmor. Men
der var masser af grønlandsk pro-
viant dengang. Halvrådne fjordtorsk
var et fortræffeligt kosttilskud.
Jeg rejste til Danmark i 1913 på
uddannelse og var i Danmark i syv
år. Efter hjemkomsten blev jeg fast-
ansat hos KGH og fik en højere løn
end andre ansatte grønlændere. Jeg
havde 600 kr. i årsløn, stærke 80 kr.
om måneden. Da den store grønlands-
kommission var færdig med sit ar-
bejde i 1921 oprykkedes jeg i tømrer-
mesterklassen og fik en årlig løn på
800 kr.
— Det var helt utroligt, hvad disse
penge kunne strække til, fortæller fru
Chemnitz. Alting var så billigt den-
gang. Jeg kan da huske, at et tørklæ-
de kostede 24 øre, en broche 40 øre,
stof til kvindeanorak 90 øre og et sæl-
skind 50 øre, købt hos KGH. Der var
ingen dansk proviant i butikkerne
dengang. Alt dansk mad fik vi som
„kommissionsgods” med det årlige
skib fra Danmark. Men også disse
varer var meget billige i forhold til,
hvad de koster i dag.
— Kolonibestyrere var store herrer
dengang. Jeg havde tjent under 20
forskellige kolonibestyrere, siger Kon-
rad Chemnitz. Der var masser at lave
for en tømrer dengang. Jeg plejede
at tage ud i distriktet til forskellige
byggerier i begyndelsen af juni og
kom ikke hjem før i midten af ok-
tober. Jeg husker, at jeg en sommer
opførte et pakhus i Rodebay, udvi-
dede kirken samme sted og byggede
et skolekapel i udstedet Atå.
KOLONIBESTYREREN OG
HANS GADESPEJL
Jeg havde en arbejdsmand med til
at hjælpe mig. Det var hårdt, da vi
støbte grunden til det ny pakhus i
Rodebay. Den var to meter høj. Vi to
måtte selv samle sten og hente sand
med en båd. Da grunden i Rodebay
var støbt, rejste vi til Atå for at støbe
grunden til det ny skolekapel. Så tog
vi tilbage til Rodebay, byggede pak-
huset og tilbage igen til Atå.
Vi arbejdede fra klokken 7 til 23,
hver eneste dag også om søndagen.
Det er et under, at jeg ikke er blevet
slidt op forlængst. Arbejdet som tøm-
rer var hårdt dengang. Alt foregik
med håndkraft og værktøj havde vi
ikke så meget af. Vi måtte møjsom-
meligt lave tapper på alle støtter og
spærrer. Det var et hestearbejde. Der
var ikke noget, der hed dagpenge den-
gang. Udover den faste månedsløn fik
jeg overarbejdspenge på 35 øre i ti-
men. Den sæson kom jeg hjem 10.
oktober. Ingen sagde tak. Hvor mange
tusinde af kroner kunne jeg ikke ha-
ve tjent, hvis det var i dag?
Som gammel tømrer får man et og
andet at tænke på, når man ser tøm-
rere på arbejde i dag. De kan dårligt
nok få tid til at lave noget, sådan som
de ryger og drikker i arbejdstiden.
Det er rent ud sagt snyderi.
De unge af i dag tror måske, at så-
dan arbejdede man i gamle dage. Men
det var slet ikke tilfældet. Dengang
mødte de ansatte op klokken seks om
morgenen. Når koloniklokken slog,
måtte man skynsomst tage hænderne
op af lommen og tage fat. De, som
ikke mødte op, blev hentet af koloni-
bestyreren selv eller en af kollegerne.
Kolonisterne var i sådan grad under
opsyn af deres herre, kolonibestyre-
ren, at han benyttede sig af et gade-
ispejl for at kontrollere sine styrker.
Når pausen var forbi, tog kolonister-
ne piben ud af munden og tog fat
igen. Kolonibestyreren var allevegne.
Han kom ind i værkstedet i det øje-
blik, man lagde høvlen for at puste
lidt ud.
Men i dag tager man det mere med
ro, og alligevel får man masser af
penge. Derfor forstår jeg ikke, når
folk nu om dage klager over den
„slette betaling”, de får.
— I gamle dage kunne man ikke
som i dag købe færdigt tøj i butik-
kerne, indskyder fru Chemnitz. Derfor
havde husmødrene altid travlt. Især
ved juletid måtte vi blive oppe til
langt ud på natten for at sy børne-
tøj. Der var heller ingen strømper at
få. Vi måtte selv strikke dem. For at
spare på tid og kræfter lavede vi
strømpefoden, så den kunne vendes,
når den ene side var slidt. Når den
anden side også var slidt, så pilede vi
garnet ud, tog det slidte garn af og
strikkede en ny strømpe af de gamle
rester.
DENGANG OG NU
I vor ungdom var livet i Grønland
helt anderledes end det er i dag. Der
var meget større sammenhold mellem
pladsfællerne. Alle hjalp hinanden og
der var fred og fordragelighed i de
små samfund. Nu om dage kommer
folk ikke mere hinanden ved. De unge
hilser ikke engang, når man møder
dem. På dette område er der sket en
stor forandring. Den gamle grønland-
ske væremåde er næsten forsvundet.
Man er blevet så dansk.
— I dag er der ingen fattigdom her-
oppe som i gamle dage, siger Konrad
Chemnitz. Der er masser indtjenings-
muligheder, men man misbruger pen-
gene desværre. Forældrenes autoritet
er nu forsvundet. Det er en af grunde-
ne til de skæve forhold. Nogle for-
ældre kan ikke engang styre deres
børn mere. For 60 år siden var for-
ældrenes autoritet stor. Det er ikke
mere tilfældet i dag. Det afspejler sig
også i den respektløshed, som børn
og unge lægger frem for dagen. Øde-
læggelser af andres ejendom er de
unges ynglingsbeskæftigelse nu om
dage.
Kristendommen har også mistet sit
tag hos folk. Kirkerne bliver til sta-
dighed fyldt hver søndag. Men folks
tanker er helt andre steder i kirken.
De tænker kun på de verdslige ting.
Kirkegang er kun blevet en vane.
— Der tales i dag meget om spiri-
tus. For nogle mennesker kan det vir-
ke helt modsat end det er tilsigtet, si-
ger fru Chemnitz. Radioen bringer fo-
redrag og diskussioner om mange
problemer. Men det er det gale ved
det, at disse udsendelser ikke når ud
til de unge. De vil hellere lytte til
popmusik. Det er kun de gamle, der
hører udsendelser, hvor forskellige
problemer behandles, og det er kede-
ligt. Disse udsendelser skulle jo først
og fremmest have interesse for ung-
dommen, der lever med de omtalte
problemer.
TAM har stadg Grønlands STØRSTE udvalg i brugte
EVINRUDE
påhængsmotorer
Af vort nuværende lager kan nævnes:
5‘/2 hk./std årg. 1964 fra kr 600,—
6 „ „ „ 1965/66 „ „ 1250,—
91/* „ « „ 1965/66 „ „ 2300,—
15 „ „ „ 1967 „ „ 2875,—
18 „ „ „ 1967/68 „ „ 2950,—
33 » » » 1967 „ „ 3375,—
40 „ „ „ 1967 „ „
På alle vore brugte motorer ydes den sædvanlige 3 mdr.s TAM værksteds-
garanti.
Ønsker De at udbytte Deres gamle påhængsmotor, da indhent venligst
byttetilbud, brochurer og prisliste.
TAM Kalåtdlit-nunåne
EVINRUDEp
motortnik Ikutagkanik atornikunik pigissaKarnerpauvoK.
mana pigissavtinit tainexarsinåuput:
5>/2 hk/std 1964-imérsoK
6 „ „ 65/66 „ .... 1250 „
9*/2 „ „ 65/66 „ .... 2300 „
15 „ „ 1967 .... 2875 „
18 „ 67/68 .... 2950 „
33 „ „ 1967 .... 3375 „
40 „ „ 1967 „ .... 3750 „
motoriutivut atornikut tamarmik pissarnivtitut TAM-ip iluarsaissarfiata Kåu-
matine pingasune KularnavérKutåinik KularnavérKusigåuput.
motoriutit IkåtagaK pisoKaK avdlamik taorserumagugko uvavtinut taorsi-
niardlutit oxåtåriaruk, naxitanik påslssutigssanik akitdlo agdlagtorsimav-
finik piniautigalutit.
Trans-arctic marine
K’UTDLIGSSAT . Telegramadresse: TRANSARCO
18