Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 23

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
21
forklaring for drengen) og ikke er (andet
end et sagn) (Heinesen, 1952: 120); “Pyr-
rha ... har dog et genbillede” (69) er en
invertering af Heinesens beskrivelser af
ægte kreativitet, der først og fremmest
er forbundet med genbillede-metafbren i
Grylen, som er en af Heinesens noveller
(Heinesen, 1957: 38); “Ja, det lader sig
ikke forklare med almindelige ord” (70)
er en invertering af Heinesens komplekse
metaforiske omgang med uudsigeligheden
som en spænding mellem fiktionens util-
strækkelighed og billedrige forestillinger
om mytens oprindelige kraft, sáledes som
vi ser det f.eks. i Grylen og i novellen
Rosenmeyer, hvor bagværelset i skomager
Nikodemussens værksted fortryller med
en “ubeskrivelig aura”, et “uudsigeligt
mere” (Heinesen, 1978: 51 f); begyndelsen
pá sætningerne “Hun er tværtimod sádan,
at alle Mathiaser ville falde pá rumpen
hvis de kom ud for hendes elskovsmagtV'
(71) og “Sá er hun sádan at man ikke kan
andet end gyse” (71) forekommer i Gry-
len i en anderledes patosfyldt og positivt
valoriseret sammenhæng, hvor fortælleren
forsøger at beskrive Dunald og hans hem-
melighedsfulde forhold til Grylen. Dunald
kan lige sá lidt som Grylen beskrives ud-
forligt, og fortælleren er derfor henvist til
indirekte beskrivelser som denne: “Han er
sádan at man i almindelighed glemmer, at
han har med Grylen at gøre” (Heinesen,
1957: 39); da Fabian med noget der ligner
mytisk vished fantaserer om Pyrrha som
nøgen hedder det: “nu skulde det kan-
hænde ske det, der skulde ske” (110). Her
efterlignes formuleringer som “Det, der
skal ske, má ske ... ”, som det hedder om
Grylen som tilbagevendende ritual (Hei-
nesen, 1957: 40). Dilettanterne er inddelt
i fabulerende overskrifter, der ligeledes
understreger fortællerens ironisk-humori-
stiske tone.
Kursiveringer af ord som det ovennævn-
te ‘elskovsmagt’ udtrykker en lignende ne-
gation. Hos Heinesen er kursiveringer den
gængse markering af noget arke-menneske-
ligt, men i denne novelle fungerer de som
falske eleveringer. Sammen med ironien
i (de fleste af) novellens kursiveringer er
dens ironiske genbrug af velkendte formu-
leringer i senværket at opfatte som nega-
tioner af det alment mytiske. Modsat my-
tens legendariske vished aktiveres retorik
ifølge Aristoteles i situationer uden sikker
viden. Det floromvundne sprog i Dilettan-
terne ligger desuden tæt op ad Heinesens
lyriske patos i lighed med navnet Fabian,
der ligger tæt op ad Heinesens fabulerende
fortællestil - og alligevel meget ljernt. Fa-
bian ophøjer sig selv i illusionen om, at
han er kreativ og skønt skrivende. Men
det autarkiske i hans væremáde er fjernt
fra det autopoietiske, selvskabende men-
neske, som tolker en mening op, der kan
bruges som en ægte forstáelsesramme.
Disse og mange flere eksempler viser,
at fortælleren anvender ord og formulerin-
ger, der er centrale for Heinesens kunstne-
riske fortolkning af myten.
Stilnegationerne lægger sig tæt op ad,
men negerer substansen i de ‘oprindeli-
ge’ formuleringer. De er dermed lige sá
tjernt fra Heinesens fabulerende stil som
dæmoni i Kierkegaards forstand er fra det
gode. Eksemplerne viser, at den implicitte
fortæller foretager et stykke intern stilimi-