Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 30

28
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
2002: 32)9; altsá som en historie om
hvordan den menneskelige bevidsthed har
udviklet sig i retning af mere indsigt og
selvbevidsthed. For at udfolde den grad-
vise ándshistoriske bestemmelse af emnet
Eros placerer Platon og hans stedfortræder
og fortæller, Aristodemos, talerne i en
bestemt rækkefølge: Faidros, Pausanias,
Eryximachos, Aristofanes, Agathon, So-
krates (Diotima) og Alkibiades. Talerne
med de mest naive forestillinger om Eros
er de første, mens talerne med de mest
avancerede forestillinger følger efter.
Faidros’ opfattelse af Eros som gammel
og ærværdig er sáledes den mest naive
og konservative, hvorimod Sokrates som
er den første, der kan argumentere for,
at Eros egentlig ikke er en gud, men et
grundlæggende menneskeligt fænomen,
er det andet yderpunkt. Diotima er sat
i parentes, fordi hendes tale er gengivet
i Sokrates’ tale. Diotima betragter Eros
som en daimon, en formidler mellem Gud
og menneske, det ándelige og kropslige.
Som formidler af dette synspunkt er Dio-
tima den, der kommer Platons synspunkt
nærmest.10
Som den næstsidste i talerækken indta-
ger Agathon en fornem position. Agathon
er i forskningslitteraturen mest kendt og
berygtet for sin selvhøjtidelige retoriske
stil. Hans position i sammenhængen bliver
derfor dobbelttydig. Anne-Marie Eggert
Olsen mener, at et nyskabende element i
Agathons syn pá Eros er, at den rummer
muligheden for at noget kan være skønt,
som ikke er godt (Olsen, 2002: 56). Aga-
thon repræsenterer sofistikken, der var det
nye i samtiden, og som langt fra kun er
negativ hos Platon. Det afgørende nye i
Agathons tale er hans sofistiske subjektop-
fattelse, der sikrer ham den fremskudte
position. Det viser sig i opfattelsen af Eros
som en personlig størrelse. Agathon er den
første - idet han er placeret før Sokrates
- der forstár Eros som et sjæleligt anlig-
gende, som liv og ánd, om end han ikke
formár at argumentere særlig godt for sin
sag. Modsat Faidros er Agathon optaget af
Eros som ung, skøn, guddommelig, lyk-
kelig og fuldkommen. Agathon er med til
at udvikle Eros-begrebet, da han kritiserer
samtlige forgængere for ikke at have lov-
prist Eros for det, han er, men kun for det,
han udretter (Platon, 2000: 194E-195A).
Ifølge Anne-Marie Eggert Olsen fortjener
Agathon derfor bedre end at blive latter-
liggjort som en hul retoriker, men som
hun samtidig siger om hans noget flade
retorik:
Fejlen ved Agathons retorik er præcis den,
at den er stofløs og tidløs ... Den Eros,
som Agathon beskriver, kan - i modsæt-
ning til Diotimas - ikke relateres til hver-
ken etik og politik (Faidros og Pausanias),
naturvidenskab (Eryximachos) eller antro-
pologi (Aristofanes) og har dermed ikke
meget med virkeligheden at gøre (Olsen,
2002: 31).
Agathons Eros er med andre ord selvtil-
strækkelig. Den er genstandsløs, sig selv
nok, og som en form for selvforelskelse
kan den betragtes som en ándelig autoero-
tisk form. Platon afprøver dette Eros-
synspunkt ved at udsætte Agathon for
Sokrates’ stringente tankegang. Sokrates