Fróðskaparrit - 01.01.2007, Blaðsíða 33

31
TJÓÐARSAMLEIKI í FØROYSKLÆRUGREININI í STUDENTASKÚLANUM
nævnelse færing, selv om Grímur Kamban
er fra en tid, hvor nation og nationalt fæl-
lesskab som benævnelse og bevidstheds-
form var ikke-eksisterende.
Færøerne skal opfattes som en nation,
'det landet opfylder mange af kriterierne for
at være en nation, bl.a. at landet har sit eget
sprog, en særpræget kultur og et afgrænset
territorium, og ikke mindst det forestillede
føllesskab, som de fleste nationalismefor-
skere anser som grundlag for nationen og
'tationalitet (fx Anderson, Gellner og Mil-
ner). Statens tilstedeværelse med sernio-
tiske utryk som fx det danske flag pá stats-
’nstitutioner og det danske sprogs jævn-
byrdige status med færøsk iflg. hjemmesty-
’eordningen er med til daglig at definere
os” og “de andre”. Denned fremstár staten
s°m en semiotisk italesættelse i den na-
tionale diskursorden og som udtryk for en
modvægt og modsætning til nationens sær-
præg og nationens stræben efter og slags-
IT>al om hegemoni. Det statslige semiotiske
ndtryk er med til at definere og danne græn-
ser mellem “os” og “de andre”. I modsæt-
ningsforholdet mellem følelsen af at være
en nation og den politiske realitet ligger
niange konflikter i den nationale diskurs-
°i'den. Der págár ogsá en kontinuerlig ide-
°logisk sláskamp om hegemoni i den ideo-
l°giske/politiske nationaldiskursorden.
For Anderson er nationalitet kulturelle
artefakter, og i forlængelse heraf fremfører
J°n Milner at:
nationhed” og nationalisme [...] ikke skal ses
Som noget ”naturligf ’ (for eksempel biologisk-
genetisk), eller som noget der har en essens som
f°r eksempel at en verden der bestár af nationer,
ei historiens endepunkt der blot har ventet i
tusinder af ár pá at bryde frem - der er intet de-
terministisk pá spil her. Men alligevel má det
vel være lidt mere end en ren historisk tilfæl-
dighed at den moderne tid er en nationernes
tid.”6
Endvidere fremfører Milner, at folk, der
bebor etablerede nationer (han nævner Dan-
mark som eksempel), synes at det er
naturligt at forudsætte, at nationalisme er en
ophidset reaktionsmáde, som er typisk for
andre. Denne naturlighed, som Milner ref-
ererer til, har man aldrig oplevet i Færøeme.
Taler man om nationalitet i Færøerne, sá
taler man om nationalitet uden statsdan-
nelse, og det kan i høj grad være forkla-
ringerne pá den mytomaniske og kulturelle
forankring, som nationalismediskursen har
(se fx Rógvi Thomsen (1993) og (2005)) og
kan være en af hovedársagerne til, at
færøskfaget og færøskfagets kontekst, især
de sproglige og kulturelle kernepunkter, i
høj grad fungerer som institutionalisering
af nationalitet.
Anderson pápeger, at det ville være ekl-
ere, hvis man havde betragtet nationalisme
som tilhørende slægtskab og religion hel-
lere end liberalisme eller fascisme, altsá en
personlig (eksistentiel), delvis ontologisk/
metafysisk diskursorden, frem for en ideol-
ogisk socialt/samfundssitueret diskursor-
den.
I forbindelse med Andersons refleksion
over kategoriseringen af nationalisme kan
man inddrage Øyvind Østerud, som siger
følgende om den sfære, som han mener, at
nationalisme befinder sig i:
Nasjonalismen befinner seg i en annen sfære
enn andre politiske ideologier [...] den ligger
kanskje nænnere kategorier som religion eller