Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.2018, Side 76

pler på tematisk kasus, og også dativsubjekter til oplevelsesverber som
dáma ʻkunne lide’, jf. mær(dat.) dámar ʻjeg kan lide’. Man kan også sige,
at f.eks. í ʻi’ + dat./påsted og í  ʻi’ + akk./tilsted er eksempler med
semantisk kasus efter præpositionen í ʻi’.
Ifølge Eythórsson og Thráinsson (2017:58) er genitiv, både når vi taler
om subjekter og objekter i islandsk, idiosynkratisk kasus. Det samme
gælder akkusativsubjekter ved oplevelsesverber som i (6e). Når præposi-
tionen frammanfyri ʻforan’ og andre -fyri præpositioner styrer akkusativ +
påstedssemantik, er det eksempel på idiosynkratisk kasus, idet man skulle
forvente dativ med påstedssemantik som í + dat./påsted.
Forskellene imellem strukturel, tematisk og idiosynkratisk kasus kan
illustreres med følgende eksempler, hvor (6d) er gammelt færøsk ballade-
sprog (Weyhe 2011; Jónsson 2017); (6c) er ældre sprogbrug og høj stil.
(6)a. Maðurin elskar konuna. (strukturel kasus
manden(nom.) elsker konen(akk.) + strukturel kasus)
b. Maðurin hjálpir konuni. (strukturel kasus
manden(nom.) hjælper konen(dat.) + tematisk kasus)
c. Konuni varð hjálpt. (tematisk kasus)
konen(dat.) blev hjulpet
d. Hon bíðar mín. (strukturel kasus
hun(nom.) venter mig(gen.) + idiosynkratisk kasus)
ʻHun venter på mig.’
e. Meg lystir at vita. (idiosynkratisk kasus)
mig(akk.) lyster at vide
f. Mær lystir at vita. (tematisk kasus)
mig(dat.) lyster at vide
ʻJeg har lyst til at få at vide.’
Eksemplet i (6e) og det i (6f) viser en udvikling, som sker, hvad angår
kasusforandringer, nemlig en forandring fra idiosynkratisk kasus til
tematisk kasus. Dvs., at oplevelsesverber som lysta ʻhave lyst til’ går fra at
have akkusativsubjekt til at have dativsubjekt, og det er i overensstemmelse
med dativsubjektet, som andre oplevelsesverber, som mær(dat.) dámar ʻjeg
kan lide’, har. En anden udvikling er fra tematisk kasus til strukturel
kasus, som da Konuni(dat.) dámar bilin ʻKonen kan lide bilen’ bliver til
Konan(nom.) dámar bilin. Det samme sker med visse dativobjekter, som
går fra dativ til akkusativ, se bl.a. Thráinsson (2015) og Peter sen (2017).
Udviklingen sker også i passiv, hvor Honum(dat.) varð hjálpt ʻHan blev
Hjalmar P. Petersen76