Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2010, Blaðsíða 212

202
Jonna Louis-Jensen
at mærke mod alle tre håndskrifters vidnesbyrd, mens Finnur Jonsson
(Skjd. B, s. 209) helt renoncerer på rimet, idet han af uransagelige
grunde retter bradraudr til bradgjarn. Det metriske argument er måske
ikke i sig selv afgørende, da der kunne være tale om et restitueret rim
i 551; men læsemåden i 162 støder vistnok også an mod almindelig
sprogbrug. Udtrykket standayfirhgfudsvgrdum e-s bruges ifølge prosa-
ordbøgerne normalt i overført betydning, om selve drabsmanden eller
den potentielle drabsmand,i * * * * * * * * * * 12 og denne er i strofen ikke den blodige
ørn, men ForSr Kolbeinsson selv, som det tydeligt fremgår af 1. 6: “en
ek valda” (“og at det må være mig der er ophavsmanden”). I strofen
beder Fordr altså de højere magter (rammar vatt ir) om at han må
blive Bjørns banemand, og i sagaen ender kampen faktisk med at
han hugger hovedet af Bjørn og går “å milli bols ok høfuds” på ham.
i 1. 7, men det samme gælder konjekturen *bardraudr, og skjaldedigtningen er
som bekendt ikke karakteriseret ved tilbageholdenhed med hensyn til varierede
gentagelser. Det kan indvendes mod bradraudr at de to led i sammensætningen
danner skothending indbyrdes, og at sådanne sammensætninger formentlig undvi-
ges i drottkvditt og andre metra med indrim. Man kan dog pege på eksempler som
“bpSffoør sonar Oøins” Husdr 7, “Bau3 enn bpSfrdøi” Sturl 5, 12 og “fi5rirjo3r en
fjandmenn y3ra” Arn 2, 6.
“Således allerede SigurSur Nordal 1935, s. 172. Adj. bardraudr antages at betyde
‘rød om næbbet’ (bard betyder ‘skibsstævn’, og ravnens næb kaldes hpfudstafn i
HpfuSlausn 11).
12 “have ens Liv i sin Haand saa at man har det i sin Magt at skille ham derved, dræbe
ham” (Fritzner). — Man kan indvende at det samme gælder udtrykket standa of
skpr e-m i sagaens str. 38 (som også tilskrives f>or5r Kolbeinsson, nu efter drabet)
hvor det hedder at “Birni / bloSgpgl of skpr sto5u”, selv om det også her er f>or3r
der er drabsmanden, og selv om han i henhold til prosaen binder Bjørns afhuggede
hoved til sin sadel og rider væk med det, så eventuelle ravne ikke får en chance til
at “stå over det”. Udtrykket standa of skipr e-m er imidlertid en poetisk kliché; den
samme linje findes i en stærkt blodbestænket strofe i Gunnlaugs saga, Skjd. A 1,
s. 428, B 1, s. 398 (jff. Lex. Poet. s. v. skpr, Bjami Einarsson 1961, s. 243), mens det
eneste sted udtrykket standayfr hpfudsvprdum e-s ifølge Lex. Poet. findes belagt i
skjaldedigtningen, er netop i PorSr Kolbeinssons lausavisa 9.